Øst for paradis, er vist at tage munden for fuld…Men øst for Næstved er der mange skønne steder, på Sjælland forstås….
Henrik og jeg havde besluttet, for et par dage siden, at en tur til Stevns stod på ønskesedlen, hvis det holdt tørvejr.
Så i går, hvor sommeren næsten gjorde comeback, rullede vi mod øst.
Rønnebæk, Brandelev, Størlinge, Everdrup, Leestrup, Orup, og mod Faxe, indtil vi nåede Faxe kalkbrud. Kolossalt område.
Vi fandt dog ingen fossiler, udover os selv.
Inden kalkbruddet lykkedes det os forøvrigt at køre hver sin vej, inden en telefonopringning rettede op på misforståelsen. Mobilen er nu en god opfindelse.
Videre mod Faxe Ladeplads, og gjorde holdt hvor der var udsigt over Øresund.
Næste stop var så Rødvig, hvor vi kastede anker ved Flintovnen, og gik på jagt efter lidt frokost.
Vi indtog et par meget velsmagende fiskefiléter, tæt ved havnen.
Med fornyet energi, gik turen videre, forbi Stevnsfortet. Det skal vi ind og se ved lejlighed sammen med hele familien, mod Højrup og stoppede på betalings parkeringen.
Ind i kirken som er opført omkring år 1250. Uha der er sgu langt ned til stranden…!
Henrik, den lømmel, mente ikke det var nødvendigt at betale for parkeringen, så han lokkede mig til at køre ud mellem den automatiske bom og hegnet, meget mod min vilje.
Det lykkedes lige akkurat.
Nu må vi håbe at der ikke har været en “fotofælde” på pladsen.
På vor videre færd gjorde vi holdt ved Henriks bardomshjem, hvor han tilbragte sine 12 første år, long time a go…
Store Heddinge var næste stop, da ørnen skulle have lidt brændstof at køre hjem på.
Det var sandelig ikke det billigste fuglefrø jeg har købt…..Rent røveri….!
Så den næsten lige vej mod Karise, Faxe, Rønnede, Toksværd, og atter tilbage i “storbyen”.
En tur med mange seværdige steder…..!