Starter
lige med en lille gåde fra mine drengeår…!
Hvad er det der farer ad sted under jorden med 100 km i timen….??, et hint, tro
mig, det har altså noget med motorcykler at gøre. Svaret følger senere, tror
jeg nok….
I lørdags, mens fruen malede, ikke fanden på væggen, men vinduer og døre, drog
Don Quixote og Sancho Panza ad sted for at besejre vindmøllerne på
Falster. Nå, måske ikke lige, men Henrik
og undertegnede havde længe haft en Krokodille Zoo på listen over udflugtsmål,
og med det fænomenale fine vejr vi havde i lørdags, var det bare om at få
sadlet hestene.
For øvrigt havde jeg et
par veloplagte Kevlar jeans på, som skulle afprøves, måske ikke så bombastisk
som Henrik havde set det gjort, trække en mand henover asfalten efter en mc i
fart, uden at jeans eller manden tog fysisk skade af det. Jeg foretrækker nu at
tro på fabrikanten.
Vi styrede mod Vordingborg ad den lidt kedelige Vordingborgvej, over Masnedø og
Storstrømsbroen, også asfalten på broen er elendig, videre mod og gennem Nørre
Alslev, via Nørre Kirkeby og Ravnstrup til Gundslevmagle. Her vælger vi at
konsultere GPS’en, men Garmin damen laver
sgu et barn på os, til venstre og så til højre osv.. efter nærmest at være gået
i kredsløb omkring Gundslevmagle og KrokodilleZoo’en, opdagede Henrik en
bygning hvor der stod KrokodilleZoo med store bogstaver, vi slog Garmin dullen
ihjel, og rullede ind på gårdspladsen.
En ung praktikant var ved at fremstille en større indhegning, som skulle sagde
han, rumme en Sabeltiger. Nogen har vist bundet ham en historie på ærmet, da
Sabeltigeren har været uddød i ca. 1 million år. Ikke fordi jeg kan huske det,
men har læst det på nettet, der kan man hente mange gode vildledende ”fakta”
For resten, undervejs kort efter Ravnstrup, stoppede en billist og spurgte om
vi skulle have hjælp. Næh tak, vi har styr på det, men han fortalte alligevel
hvor Gundslevmagle lå, op til enden af vejen og så til venstre. Jo, go’daw du,
havde vi fuldt rådet var vi vel endt i Albanien. Vi var enige, han var vist en
anelse vissen, og det var ikke middag endnu, Suttenberg.
Igennem betalingsanlægget, 60 kr. per næse, uden kvittering, ind i den
subtropiske hede og lugt, under meget trange forhold, ikke mindst for krybdyrene.
Zoo’en har mange varianter af krokodiller og andre krybdyr, blandt andet en Anakonda
som var uhyggelig stor, men den får jo heller ikke megen motion i et bur på godt
en m3.
Interessant nok, men vi synes nu at plads forholdende dyrene lever under er
kritisable, men det må formodes at det er legalt at holde krybdyr på den snævre plads…
Da der ikke var tilknyttet en Mac Krok, så vi kunne få en krokodille sandwich,
forlod vi Zoo’en og tog turen næsten den samme vej tilbage, bare modsat, til vort udgangspunkt.
Kenny havde annonceret at ville optræde som chef kok ved grillen i aften, så han
havde indfundet sig, således at vi kunne dele 3 pilsnere, mens vi aftalte
cykelturen i morgen søndag…
Håber stadig at vi kan nå en tur mere, inden maskinerne sættes til
vinteropbevaring….
Og så til svaret på gåden……… Det er en muldvarp på en grøn Nimbus, og vi ta’r
lige en til, nu proppen er taget af. Hvorledes kan man se at der er en muldvarp
i køleskabet….??? Jo, der holder en grøn Nimbus udenfor.
Se det var 50’er gåder…..herregud……..
Og så er den historie ude…