En
anden Pinsedag med sol varme lokkede sandelig pensionisten ud på en længere
cykeltur. Holdt, stop ikke mere, jeg digter et selvstændigt indlæg, tror jeg
nok…!
Ingen græs behandling på en dag, der er helligdag. Det forbyder min religion,
nåh, nu træder jeg vist på kanten af etikken. Hvilken religion mon, ja
pensionistens altså. Alle fortolker de kendte religioner som det passer dem, så
kan jeg vel også manipulere lidt med dem i den ”gode” sags tjeneste. Så ingen
havearbejde og ingen indkøb i weekender og på helligdage.
Jeg risikerer vist at ovenstående bliver slettet af censuren, de er temmelig
skrappe, men jeg prøver lykken…
Ellers viser en tirsdag sig fra en noget kedelig side, med 13 graders varme,
blæsende en pelikan fra nordvest, og med truslen om regn.
Havde en aftale i det ”moderne” lægehus laboratorium om en blodprøve. Ankom kl.
11:05. Hmm, 10 stod der på stik-ometret, og jeg trak nummer 33, mere hmm,
venter et kvarter og ser, at der kom 4 igennem. En hurtig beregning giver vist
resultatet 16 pr. time, og med frokosten kl. 12:00-13:00 burde der være tid nok
til at nå hjem og slå græs, med mere, og så ad sted igen. Ankom kl. 13:05. Nå,
den gik ikke, de var nået til nummer 44, hvorledes det er lykkedes dem at få 29
personer igennem på 45 minutter må henstå i det uvisse.
Da jeg trak nummer 46 gik det rimelig hurtigt med at komme ud ad døren igen.
Husk at bøje armen, rådgav den stikkende dame. Ja det er sgu meget godt, men
hvordan kører man bil med en bøjet arm..? selvom man kunne mistænke en del for
at gøre det..! og skal armen bøjes, foretrækker jeg at der er noget i hånden
samtidig.
Vejudsigten : allerhelvedes elendigt sommervejr de næste 8 dage….det fremmer jo
ikke ligefrem motivationen til at motionere eller kørsel på MC’en. Ud over at
jeg synes vi får koldere og mere blæsende vejr generelt, oplever jeg også at
solen kommer frem om aftenen, i stedet for om dagen, dette er en markant
ændring i de vejrforhold jeg kan erindre for bare 10 år siden. Findes der mon nogen
statistik omkring det mon. Men selvfølgelig, statistik er jo statistik.
En ingeniør jeg havde en hel del med at gøre qua mit job, sagde altid i
forbindelse med statistik. Der findes 3 slags løgn. Der er løgn, der er forbandet
løgn, og så statistik.
Onsdagen blev atter brugt til at handle lidt ind, og så om eftermiddagen,
installerede jeg altså en Windows 8, betaversion, på Aases gamle computer. Den
er i sandhed noget anderledes at arbejde med, men der mangler helt sikkert en
touch / berøringsfølsom skærm, det ville gøre hele systemet mere intuitivt at
bevæge sig rundt i. Tror nu nok at nye brugere hurtigt ville føle sig på
omgangshøjde, hvorimod pensionisterne som startede med manuelt at arbejde i
DOS, har det lidt svært med at computeren ”tænker” mere for os…
En lidt slap torsdag, måske ikke selve dagen men så mig, som i de formidable 10
graders varme, hvis man ellers kan tale om varme, ikke nåede meget andet end at
efterså græsplænen, som faktisk er i en lidt dårlig forfatning efterhånden.
Stadig meget mos, brun i bunden, sikkert fordi jeg for første gang nogensinde
har vandet hele plænen mod ukrudt.
Studerede atter lidt Windows 8, men udover den grafiske brugerflade, adskiller
den sig ikke væsentligt fra Windows 7. Generelt lidt kedelig at se på.!
Fredagen starter med plus 9 grader, aarrgghh, det er altså ikke lige mig. Også
pelikanen stikker sit utiltalende fjæs frem. Da jeg har en vis modvilje overfor
pelikaner foretrak jeg at opholde mig indendørs en sådan fredag eftermiddag, og
puslede, ikke pulsede, det ville ellers være fedt, men jeg er udgået for hvede,
min spøg altså. Som sagt puslede jeg lidt med hjemmesiden, og fik kreeret et
par link til et par Frankrigs udflugter foretaget i midten af 90’erne. Her er
linkene, Frankrig
1994
og Frankrig
1996
.
Lørdagen slår rekorden i denne uge, 8 grader var det ved 7 tiden i morges.
Sikke en start på Motorcykelugen.
Ser man lidt på vejrudsigten for den kommende uge, er der ikke megen sommer at
hente. Forhåbentlig tager vejr atleterne fejl, det vil så ikke være første
gang.!
En, næh to ture til Kirkens Korhærs genbrugs forretning på Ydernæs skilte os af
med nogle af varerne fra det overflødighedshorn vi har på loftet og andre
steder, så der kan blive plads til noget nyt, altså gammelt, så jeg købte lige
for 30 kroner grammofon plader til konvertering.
Vi kastede så lige et blik på de sørgelige rester af kræmmermarkedet ved siden
af, og det er jo beklageligt at det er forsvundet. Mange har haft deres gang,
og en stor del af deres tilværelse i de lokaliteter.
Søndag atter med en morgen temperatur, på 8 grader, godt nok plus grader, og
føleren sidder ellers beskyttet under tagskægget, og en stiv pelikan fra
nordvest. Figenvejs kvarteret ligger jo lidt nede i et hul og skulle man synes,
lidt i læ af Åsen, men efter at et eller andet simpelt kommunalt individ fik
den ”geniale” i dé at træerne på Åsen skulle fælles, er suset ikke blevet
mindre. Torskedum beslutning…!
Trods truende skyer og næsten polarkulde snuppede jeg alligevel en kort tur på
MC’en. Skriver selvfølgelig lidt om den
tur, lidt senere, tror jeg nok.
Aftensmaden bør omtales ganske kort i dag. Min ynglings ret, stegt flæsk og
persillesovs, og som dessert, næsten økologisk citronfromage. Så nu er den gal
med kolesteroltallet igen…!