Mandag
morgen er noget kølig, omkring 5 graders frost, men helt klar himmel. Yoga og
fysioterapeut er nogle af dagens mål for pensionisterne.
Atter går en del af min dag med at tilpasse den nye Windows 8 installation.
Tirsdag er en meget klar og kold morgen, minus seks grader, påstår
vejrstationen. Først en tur på cykeltræneren, så en tur til de prikne, og på
hjemvejen forbi Kenny til en kop kaffe.
Resten af dagen går med at rode med den nye installation af Win 8, samt tale
lidt med pensionæren, som efterhånden har fået et noget større behov for
selskabelighed, tilsyneladende.
Ved sengetid slumrede katten under sofaen, og på min vej til tandbørstningen,
lugtede der kraftigt af katte tis i entréen.
Troede først at katten havde været utæt, men det viste sig at være
udenfor, at en formodentlig anden hankat, havde givet indgangsdøren en stråle.
Ufatteligt at det trænger så kraftigt igennem, selv en lukket dør. Så misser,
nu må du ud og banke den formastelige på plads. Territoriet er jo dit, ikke
sandt..?
Onsdag morgen gråt og med lidt regn. Jeg bevæger mig tidligt ud af døren, for
at købe lidt IT udstyr i Aldi. Senere står dagen på anden handel i butikken og
i Næstved Storcenter. Aase købte noget med fem hjul man kan stole på.
Torsdag truer med en tur til tandlægen, det er ubehageligt på op til flere
måder. Aase skal til øjenlægen for et syns skyld.
Du fredsens, det blev en ordentlig omgang hos tandlægen, både længden på behandlingen
og størrelsen på betalingen oversteg min vildeste forventninger. Blandt andet røg der en tand ud, så nu står den på
flydende kost et par dage. Bare vi dog har rødvin nok…
Fredagen er lidt grå og det er jeg også. Dog mærker jeg ikke så meget til
tanden som ikke er der, det er vel gode tegn.
Sprang lige på cykeltræneren og fik kørt en times tid. Lidt krise i dag. En
stor del af resten af dagen går med at sammenfatte en del blokindlæg til en
bog.
Lørdagen er lidt grå, og pensionisterne forventer at gå på det internationale
marked i løbet af dagen, for at indtage, måske en tysk pølse samt en fadbamse
af samme nationalitet.
Fadbamsen byttede vi ud med lidt varm Glüewien, men pølsen holdt vi fast i, men
jeg synes nu bedst om den slags arrangementer om sommeren.
Søndag, endnu en grå dag. Selvom det er motionsfri dag og jeg har sovet aht i
nat, sniger jeg mig alligevel på cykeltræneren. Det gik nu nogenlunde. Anja og
Kenny kom en tur forbi, og Kenny spiser med il aften da Anja forsætter til
koncert i København med Volbeat.
Kattedyret dukker op ind i mellem men kun for at spise, inden han igen sniger
sig ud i kulden.
Uge 48
Set & Sket 2013 Posted on 2. december 2013 09:18:47- Kommentarer(0) https://blog.figenvej.dk/?p=404
- Del