07. juli. Efter en noget lun nat, er mandagen startet med
morgentemperaturer omkring de 20 grader. Endnu kun en mini pelikan, men der
trues, også med regn, men solen skinner en anelse lige nu..!
Efter lidt små jobs udenfor, tænder jeg for tv’et og ser lidt TDF, stadig fra
England, og etapen er jævnt kedelig, og ender i en sprinter afslutning.

08. juli. Tirsdag er grå, og sommervarmen er på retur. Kun
18 grader ved ottetiden. Aha, senere på formiddagen, tog varmen revanche, inden
middag var den nået 27 grader, til skraldemandens udtalte utilfredshed.
Jeg hev PGO’en frem og gav den en omgang med vand og sæbe, og pudsede ellers
hvad der pudses kunne. Så rullede jeg en tur, på PGO’en, til Kenny, for at
holde lidt øje med beboelsen mens han er i Skagen.
Hjem og trække Suzukien frem i lyset, for at rense og smøre det bageste tandhul
og kæden, samt også her, at foretages lidt pudse arbejde.
Nåede ikke at teste maskinen inden Henrik dukkede op for at vise mig en
nyindkøbt trøje med indvævet kevlar. Ganske lækkert outfit, til næsten ingen
penge… smiley
En kold pilsner delte vi, eller faktisk to, hvis sandheden skal frem. Aftalte
at vi skulle forsøge at nå æggekagen på Agersø, førstkommende torsdag. Den for
nylig indkøbte cykeltrøje, som var for lille til mig, selvom den var i
størrelse XL, kunne Henrik heldigvis bruge.
Om aftenen så vi lige Tyskerne tilføje Brasserne et nederlag som kunne vaske
sig. 7-1, man skulle næsten tro det var en tenniskamp. Så dog kun første halvleg,
men der førte tyskerne 5-0.

09. juli. Det er stadig temmelig varmt, også om natten, hvor
der også kom et par millimeter regn. Udover at pelikanen nærmest er gået amok,
er det et udmærket sommervejr, set med mine øjne.
Så en tur i Lidl på PGO’en, det er ikke småting man kan ha’ på sådan et
køretøj. Lidt senere en tur på tanken for at få Suzukien fyldt op, så den kan
være klar til i morgen, hvis ellers vinden lægger sig.
Kørte en kort tur efter påfyldningen af de dyre dråber, og med den vind er det
sgu ingen fornøjelse at køre Mc, selvom det kan foregå i korte bukser og
T-shirt.
Da temperaturenligger omkring de 30 grader det meste af dagen, er
energiniveauet sat derefter.
Så så TDF’s tur over brostenene, som kostede Froome den videre deltagelse i
dette års Tour.
Så også første halvleg af VW kampen mellem Argentina og Holland, det var noget
af et antiklimaks set i relation til kampen i går.

10. juli. Torsdagen er primært sat af til en Mc tur til
Agersø. Aftaler nærmere med Henrik omkring 9 tiden. Det er varmt og stadig blæsende,
men pelikanen er dog mindre end i går, hvor den var oppe på 15 m/s her her på
parcellen.
Har ind imellem noget ondt højre knæ, som måske skyldes at jeg kravlede rundt
på knæene forleden da jeg ordnede de tohjulede maskiner. Isposer på, afhjælper
det en del, så ikke Mc turen skal aflyses.
Nemlig, starten er gået til Agersø.
Kommer hjem midt på eftermiddagen, og ser lidt TDF, og senere Aftentur, og så
bruges noget af aftenen på at skrive indlæg fra Mc turen.

11. juli. En fredag som stort set ligner de første dage i
ugen, med hensyn til sol, varme og noget kraftig vind. Da jeg vågnede i nat med
nogen flimmer, det er ellers længe siden, stod jeg op og skrev atter på
blogindlægget, Agersø Turen, og
efter nogle timer blev det klar til trykken.
Hvad der ellers skal ske i dag, overlades til de spontane indfald.
Græsplænen ligner en vissen stub mark, men gider ikke slå den, da det støver
aht.
Skal ha’ fastgjort min ribbe, da den har en skrue løs, ganske uforståeligt.
Nåh, måske skyldes det at der jævnligt hænger en noget for tung pensionist i
den.
Motionen i dag bestod i at starte PGO’en, og rulle til butikken for at købe
lidt vand på flaske, ellers er al anden aktivitet overladt til rytterne i TDF.

12. juli. Ja, man skulle næsten tro det er løgn, stadig er
vejret sommeragtigt, guderne må vide hvor længe det dog kan forsætte. Men rart
er det, således det er muligt at ha’ døre og vinduer stående åbne, hvis der
tages behørigt hensyn til vindstyrken.
Ville for engang skyld vaske bilen med håndkraft, men den ville ikke rigtig
starte, så nu er batteri laderen sat i arbejde. Vand og strøm er ikke rigtig to
ting der går hånd i hånd, så vasken er udsat på ubestemt tid.
Efter en halv snes timer på langsom opladning, tog jeg laderen fra, startede
fint og kørte en tur. Har målt på strømstyrken på batteriet og den er nu på
12.6 volt, hvilket burde være tilstrækkeligt, men det må formodes at batteriet
er ved at være udtjent efter 9 år.
Dynamoen er også testet og den giver 13.8 volt, hvilket også bør være
tilstrækkeligt til at vedligeholde strømmen på batteriet. Så nu holder
mekanikeren fyraften.
Nåede i løbet af dagen og aftenen at se TDF og også første halvleg af VM bronze
kampen mellem Brasilien og Holland, og der tog Holland stikket hjem med 3-0

13. juli. Søndagen og Figenvej lægger lokalitet til et besøg
af de gode venner fra Fløng. Desværre er vejret gået over til den sædvanlige
kedelige danske sommer. Gråt, lidt regn og temperaturer som ikke kan slæbe sig
over de 20 grader. Stabilitet er ikke noget der plager det danske sommervejr.
Så kom vennerne, medbringende diverse flasker med pressede druer, blandt andet
en Rielsling fra Alsace, som vi glæder os til at smage. Det er ikke så ofte at
vi drikker vin fra den Region.
Vi fik en god frokost samt en hyggelig dag, hvor vi så billeder fra Pias besøg
i Vilnius, og vi forsøger at sammensætte en udflugt til byen engang i
september.
Lidt TDF blev det også til, samt det meste af VM kampen mellem Argentina og
Tyskland, som germanerne naturligvis vandt 1-0, efter forlænget spilletid.

Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2014

21,7

2,8

1,9

ØSØ

1007

2013

21,6

0,7

4,2

SV

1024

Tabellen sammenligner data fra samme uge sidste år med
i år.

Vejrdata