18. maj og mandag. Solen skinner på vor lille Jord, og det
er stille med ca. 7 graders varme.
Jeg tager kondiskoene på og bevæger mig udover de nærliggende marker. Møder kun
en kvindelig kondist, hende har jeg mødt før, hun går lige så hurtigt som jeg
ville være i stand til at løbe, men det siger måske heller ikke så meget.
Forsøger at få vasket bilen men vaskehallen var optaget af reparatører som jeg
tror er ved at installere en ny vaskemaskine.
Måske jeg skulle vaske den selv. Næh, rolig nu..!
Først springer jeg på træningscyklen og ruller en ½ time. Mens anstrengelserne
stod på, leveres min bog ”Set & Sket 2014” opdager jeg, da jeg kigger i
postkassen. Det var temmelig hurtig levering, bravo.
Udover plæneklipning og en sludder med Henrik springer jeg bestemt ikke
rammerne for aktiviteter.
Giver mig til at læse en bog af John Cleese, og der er jeg
næsten på bølgelængde.
Aftenunderholdningen bliver en blandet landhandel, så efter at ha’ hilst på en
meget regnvåd natmis, og givet ham lidt af Aases håndudskårne kylling, går jeg
til køjs.

19. maj. Tirsdag. Lidt gråt og regnfuldt, omkring de 10
grader, og svag vind, er vejrudsigten, og jeg springer bekvemt morgenturen
over, da det har regnet 11 millimeter siden i går, så stierne er ikke velegnet
til kondisko med mig inden i.
Næste punkt på dagordenen, er en tur til syn med Toyotaen. Endnu en kamufleret
skat.
Det tager 11 minutter at få den synet og det koster den nette sum af 398 kr.
Det er dog altid rart at høre den synsansvarlige sige inden synet. En Toyota,
så er det ikke noget at komme efter.! Og det var der så heller ikke. smiley
Efter hjemkomsten går jeg lige ”morgenturen” da det nu er blevet tørvejr.
Den kaffe jeg bestilte hos Nespresso i søndags samt lidt foder til fuglene,
også bestilt i søndags, bliver leveret i dag. Så er der lidt til både mennesker
og dyr.
Aften spadser turen er nu en realitet. Dagen kvote opfyldt.
Så om aftenen en udsendelse om arkitekten Finn Juhl fra en af de licensbetalte kanaler.
Derefter lidt White Collar.

20. maj. Onsdag. Umiddelbart ser vejret tilforladeligt ud,
indefra, solen skinner, det er 8 grader, og næsten ingen vind. Jeg går den
obligatoriske morgen tur.
Nu er spørgsmålet så, skal cykelturen lægges ude eller inde.? Endelig stillingtagen foretages, når vi har
været ude og handle lidt fornødenheder i butikken.
Trods det faktum, at det kun er 13 grader med lidt sol og en truende pelikan, gør
jeg cyklen klar til en tur til Enø.
Selvstændigt indlæg? jeg tvivler, måske det kan lægges sammen med en senere
tur. Ja, minsandten, se Enø og Enø.
Går også aftenturen på en ½ time, og møder nabofamilien. Er hjemme i god tid
før Pricerne optræder på slap line på fladskærmen.
Netflix og White Collar tager over resten af aftenen og det er nu sidste sæson Netflix
har på programmet.

21. maj. Torsdag. Er vågen kvart i fem, og går lige en
runde, i huset altså, og ser på vejrstationen at det kun er 3 graders varme.
Til gengæld er det vindstille og helt klart. Lægger mig igen og ser lidt
nyheder på tabletten samt læser lidt, inden jeg ved sekstiden springer i
kondiskoene og tager morgenrunden og møder den hurtig gående kvindelige
kondist.
Viben ses og høres og frøerne ses ikke, men høres tydeligt. Det gør sneglene
ikke, de ses kun i stort antal, ikke mindst dræbersneglene som nærmest slynger
sig omkring skoene.
Gassen er gået af ballonen i dag, så jeg kaster mig atter over John Cleeses
bog, som på dansk er kommet til at hedde ’Men altså’
Så er der cykling fra Italien og det er en ganske underholdene etape som
Gilbert vinder, til min store tilfredshed, for ham har jeg på mit hold. Aase
fører stadig ligaen.
Når også en aftentur på de flade futteraler. Kenny kommer på en kort visit og
vi drøfter hans arbejdssituation, som jo godt kunne være mere interessant.
Ser 1½ afsnit af White Collar og kaster mig så over en beretning om Greg Lemond og Bernard Hinaults
uoverensstemmelser på cykelfronten midt i 80’erne.
Det blev en lidt sen forestilling så jeg kom lidt for sent i seng.

22. maj. Fredag. Det er noget af det mest kølige forår jeg
kan huske, og i dag er ingen undtagelse. 4 grader, lidt gråt, men stille vejr
er denne morgens menu.
Jeg vandrer den sædvanlige morgentur, og
møder en beboer som står ude ved postkassen i morgenkåbe og læser øjensynlig
den modtagene post.
Hører og ser viben, hører allikerne, samt en fasans hæse råb, samt bemærker to
hejrer der letter fra Rønnebækkens bredder.
En hundelufter og den kvindelige hurtig gående, næsten løber ses i det fjerne.
Jeg tog også turen i et lidt hurtig tempo, og får som kvittering et par solide
jag i låret ved hjemkomsten.
Har en eller anden forestilling om en cykeltur i løbet af formiddagen, men
vejret har jo en vis indflydelse på den beslutning.
Beslutningen blev en halv times inde cykling.
Mere cykling i løbet af eftermiddagen, men denne gang på fladskærmen, og dog.
Først på aftenen dukkede Kenny op på med den nye MTB, en meget lækker Trek med
skivebremser, 29” hjul og teleskop forgaffel. Begge dele skal man vist vænne
sig lidt til er min kommentar, efter jeg rullede et par småture på stierne i
nærheden.
Netflix og White Collar tager herefter over.

23. maj. Lørdag. Det er småskyet med 9 graders varme, samt
en let vind, som jeg synes stadig er kølig.
Da regnen enten faldt eller havde faldet for nylig, blev morgenturen sat i bero
og jeg vendte mig om på den anden side.
Læste lidt om formiddagen, og ved frokosttid kørte jeg, på Suzukien, ned til
Kenny for at låne et par cd’er. Vi nød lige et par alkoholfrie pilsnere i solen
på altanen, inden jeg vente tilbage til Figenvej for at se enkeltstarten i
Giroen.
Det bør vel lige nævnes at jeg havde de 3 hurtigste ryttere på mit hold. smiley
Endnu et af de rædsomme musikprogrammer forstyrrede muligheden for at se
Barnaby.
Netflix kommer på banen og smider et par afsnit af White Collar på skærmwn.

24. maj. Søndag. Jeg burde nok ikke nævne det, men der er
altså kun 7 måneder til juleaften, her hvor temperaturen er 4 grader, småskyet
og med en svag vind fra nordvest.
I modsætning til i går, hvor det var motionsfri dag, tager jeg lige turen ud
over Rønnebækholms marker og møder hejren, hører skovduerne, frøerne og en
ældre motionist der puster lidt, samt en, der på cykel sikkert var på vej til
bageren for at hente lækkert morgenbrød til familien.
Ved døren til det lokale palads sidder brevduen og venter på lidt smuler, da
jeg kommer hjem fra morgenturen. Fluks ind og hente kanden med korn og frø og
så får han serveret en morgen komplet.
Han har nu opholdt sig i området i fjorten dage. For øvrigt kalder jeg ham
Rødøje, ingen kan sikkert gætte hvorfor.
Så til ugens administrative check, inden jeg stærkt overvejer en tur på cyklen.
Jøp, ad sted til Enø med den gamle mand og cykel.
Efter frokost dukker Kenny op på uhyret fra den sorte lagune, MTB’en altså.
Så er det tid til kaffe og Henriks Ron Zacapa samt en Napoleons hat til
cykelløbet, hvor Contador ikke lader nogen i tvivl om, hvem der er chefen.
Efter de velsmagende poussiner står den endnu engang på Netflix, da de dyrt
betalte kanaler ikke kan fremvise noget af interesse.

Husk også lige, at kaste et blik
www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under konstruktion.

Lidt statistik omkring vejret på
Figenvej

Årstal

Ude
temp.

Regn
i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2015

11,5

9,9

6,8

VSV

1006

2014

11,3

10,5

5,2

1005

2013

14,7

8,4

2,4

ØSØ

1001

Tabellen sammenligner data fra de foregående år, inden
for samme uge nummer.

Vejrdata