23. marts. Mandag. 2 grader, sol og let vind fra
sydøst.
Har været vågen op til flere gange i nat og det har katten også, så er noget
slatten til morgen.
Indtager morgenmaden til larm og støj, da genboen atter får en stor container.
Det er efterhånden blevet et rædsomt kvarter at bo i.
Jeg forventer at ringe til Slagelse sygehus omkring middagstid for at høre hvad
der er foregået i formiddag. Der var to aftaler sat på, til undersøgelser af
Aases brud på benene.
Nå, Kenny ringer og siger han har talt med Aase og hun er på vej til røntgen.
Hvad der skal kigges ved vi ikke med sikkerhed, men vi venter spændt på det
resultaterne.
Så ringer de fra Marskgården og nævner at pladsen som står ledig til Aase ikke
længere kan holdes fri og vi må så vente på at Slagelse finder ud af hvad
køreplanen skal være.
Jeg får taget mig sammen og hiver plæneklipperen frem og ruller over plænen som
er godt mosset på sine steder. Nu burde den tromles og bagefter skulle der
køres en tur med mosfjerneren. Men lad os nu se om vejret holder tørt de næste
par dage.
Kenny kommer på visit og vi får en kop kaffe og et spil trivial pursuit. Ser
Statsministeren fortælle at alle tiltag for at begrænse Corona smitten
forlænges til 13 april.
Snupper en gang pasta og en veganer steak inden jeg ringer op til Aase og får
en god snak, lidt uklar men stort set forståelig.
Futter ad sted til Aldi sidst på aftenen for at hente lidt af dit og lidt af
dat. Men en enkelt kunde kunne ikke rigtig holde afstand. Røvhul.
Ser et par afsnit af serien The Crown og lister så til køjs og det gør katten
også, på sofaen.
24. marts. Tirsdag. 2 grader, sol med lidt tynde skyer og vinden er let fra sydvest.
Har været vågen et par gange i løbet af natten, blandt andet for at åbne for katten og lukke ham ud igen.
Ser lidt på en regningen fra Ørsted på det nye bundkort/print, synes jo den er for høj.
Skriver først til den ene Lygas, forkert, så til den anden Lygas og ramte vist rigtig. Morten ringer til mig og vi får en snak om regningen efter at han har haft tid til at se på sagen vender han tilbage med et afslag på 1000 kr.
Ville selvfølgelig gerne presse den længere ned, men har lidt ondt om tid lige pt. Så hans forslag accepteres.
Ringer til Toyota, som har opfordret mig til at få skiftet dækkene til sommerdæk. Det er jo fornuftigt nok og vi aftaler at jeg møder op ved 14tiden i morgen onsdag.
Er lidt i tvivl om jeg skal tage cyklen eller gå i haven og tromle græsset.
Nå, det blev til ingen af delene. Kørte bilen til vask, da den jo skal til dækskifte i morgen.
Ser lidt på Aase journal, som der er adgang til via ’minsundhedsplatform’ og synes den virker lidt uforståelig.
Kontakter også vores ’private’ læge, som kort gennemgår Aases journal og synes tilfreds med de ganske små fremskridt.
Ringer til Slagelse sygehus og får en rimelig forklaring af Mette, men med truslen om at venstre ankel skal re-opereres og hun måske skal tilbage til Marskgården sidst på ugen. Det er ren galmatias, hvis anklen skal undersøges sidst på ugen. Hun har stadig lungebetændelse, blærebetændelse og såret i anklen er også betændt og indimellem er hun helt ’bims’ pga. af alt det medicin hun får.
Tror ikke Slagelse kan gøre noget rigtigt, det er ikke vores erfaring i hvert fald.
Overvejer at kontakte vores ’private’ læge omkring den flytning, efter at have talt med Pia.
Kenny kommer på visit og har været en tur forbi Kurt undervejs. Det er lidt spekulativt herren Kenny.!
Vi ringer til Aase, men hun har det lidt svært ved at samle tankerne og hun får afbrudt samtalen. Vi forsøger igen i morgen. Har det sgu ikke godt med at hun sådan til tider falder ud.
Vi spiller trivial pursuit, som er fra året 1985, så Kenny er ofte tabt i kampen om at kende begivenheder fra det tidspunkt og tidligere.
Kører Kenny til Hvedevænget sammen med cyklen samt nogle lysstofrør jeg har købt via nettet.
Så står den på frikadeller fra Aldi, jøsses, det har altså ikke meget med frikadeller at gøre, ikke som når Aase laver dem. Får en god snak med Helle som jo også har sit at bokse med.
Ser lidt Netflix, men har uhyre svært ved at holde mig vågen. Katten overnatter forhåbentlig og jeg går til køjs.
25. marts. Onsdag. 0 grader stod der på vejrstationen ved 6tiden. Solen tittede frem og vinden er let fra sydøst.
Sorte ville ud i nat og ind igen til morgen, og ved 6tiden kom der en lastbil med en container som larmede helt usandsynlig meget. Samfundssind min røv.
Katten og jeg spiser morgenmad og hvad så mon.?
Jeg gør klar til en tur på cykeltræneren. Ruller lige små 19 km på 57 minutter og højdemeterne bliver til 217.
Så er det ellers i bad, for jeg skal jo til Toyota for at få skiftet til sommerdæk.
Når lige at få en snak med Anette via mobilen, inden jeg ruller mod Toyota og efter en times tid og en dobbelt Wiener Melange samt en masse savl over de nye bilmodeller, kører jeg tilbage til Figenvej.
Modtages af Sorte som får en eftermiddags snack og så lister han ud i det gode vejr. Ringer til Slagelse og får en ordentlig snak med Aase, som i dag er ganske klar. Har aftalt med sygeplejersken at der ringer en læge til mig i morgen formiddag, så vi kan få styr på den kommende tid. Hvad skal der ske med venstre ankel og hvorfor er der ikke en fysioterapeut der arbejder med hende samt hvad med Marskgården og eller CNN.
Har orienteret Gunhild og Lene i Jylland, men mangler faktisk Anna. Måske i aften når jeg det.
Ringer til Kenny og fortæller lidt om snakken med Aase.
Aldi frikadelle og Nissin suppe udgør aftenens luksus måltid.
Ser et par afsnit af ’The Crown’ og lister til køjs og katten har indtaget sofapladsen.
26. marts. Torsdag. 4 grader, sol og vinden er svag fra nordøst.
Vågner eller måske bliver jeg vækket af katten som vil ud ved 3tiden. Har sgu noget besvær med at falde i søvn igen, så kabalerne lægges og jeg småblunder et par timer. Imellem tiden kommer katten og vil ind.
Da jeg spiser morgenmad vil katten være med og bagefter går han ud.
Taler med Kenny som jeg jo gerne vil have er til stede når/hvis jeg taler med lægen.
Henter ham ved 10tiden og vi ruller til Figenvej.
Tæt på klokken 12 ringer Thomas som er læge på lungemedicinsk afdeling hvor Aase lige nu ligger.
Han fortæller at det forsat går fremad med hendes lungebetændelse og man går fra intravenøs behandling med antibiotika til tabletform.
Han nævner også at infektions tallene er pæne og der overvejes at udskrive Aase til Marskgården. Jeg protesterer, da jeg ikke mener at Aase er frisk nok til atter at blive flyttet og så skal tilbage til Slagelse på mandag til undersøgelse af anklen og en eventuel re-operation. Mine protester bliver indskrevet i journalen.
Dialogen genoptages i morgen siger Thomas. Når der er blevet talt med ortopædkirurgerne.
Kenny og jeg spiller atter lidt trivial persuit og ringer så til Aase med hjælp fra personalet.
Hun har det rimeligt men er træt blandt andet pga. af en gang diare.
Ruller Kenny til Hvedevænget.
Sorte er skrækkelig urolig og tidskrævende lige pt. Mon foråret har fået fat i ham.?
Jeg spiser pomme friter og krydret kyllingefilet til aften. Mad smager nu bedre, når man har selskab.
Ser ’The Crown’ hvor jeg kan huske nogle af de begivenheder som omtales. Katten og jeg overnatter.
27. marts. Fredag. 2 grader, blå himmel og let vind fra nordøst.
Katten vil ud ved 2tiden og ind ved 4tiden, men jeg sover sgu alligevel så dårligt lige pt. så det gør ikke den store forskel.
Står så tidligt op at jeg kan nå i Bilka inden klokken 8 for at købe kattemad med mere. Deres selvbetjeningskasser er som sædvanlig ramt af fejl så 2 ud af 8 kasser er døde.
Hjemme igen og jeg gør klar til en tur på cykeltræneren og ruller et par omgange i London og omegn.
Godt 24 km på 1 time og 2 minutter med 64 højdemeter blev det til.
Kort efter ringer de fra Slagelse sygehus og fortæller at de kører Aase til Marskgården i Næstved. Også i dag protesterer jeg i høj lytte vendinger, men desværre har den vatpik til læge overladt en sygeplejerske den tjans at ringe og få skideballen. Det skal dog siges at hun faktisk ganske forsigtigt gav mig ret i min kritik, men det kan jeg jo ikke sige åbent nævnte hun. Kunne godt høre på tonefaldet at det ikke var tom snak.
Efter cykelturen og en snak med Kenny, ringer Sussi fra Marskgården at Aase godt kunne bruge noget tøj, jeg havde dog leveret noget i sidste uge, ved så ikke hvor de har gemt det. Kører ned med tøj til Christina og hun lover at hilse Aase. Marskgårdens normale telefontid er mellem klokken 10 og 11 om formiddagen og mellem klokken 19 og 20 om aftenen.
Taler med Aase via mobilen og hun er ved godt mod. Kenny ringer til hende bagefter, så vi har da fået hilst på hende. Vi skal se om det er muligt at sætte telefonen op til Messenger, så vi kan foretage opkald med billeder.
En frikadelle på et stykke brød samt en gang cupnudler er dagens ret.
Ser er par afsnit af ’The Crown’ og noget af en Olsen Bande film. Katten overnatter og jeg sniger mig til køjs.
28. marts. Lørdag. 4 grader, masser af sol endnu og vinden er svag fra nordvest.
Er vågen ved godt 4tiden og kan sgu ikke falde i søvn igen. Lægger kabalerne og læser de trøste løse nyheder.
Småblunder og står op ved halvottetiden. Morgenmad og et check af mail for både Aase og mig.
I onsdags sender Region Sjælland et note i E-Boks om en kontrol af hjertet, i går fredag annullerer de den igen i Coronaens tegn. Voldsomt sludder. !
Har tænkt mig at montere batteriet i motorcyklen og forsøge at starte den, men morgenmad og bad først.
Ringer til Aase og vi får en lille sludder og aftaler at jeg ringer i aften.
SMS’er med Kenny, vi havde aftalt at Lene skulle fremstille nogle pandekager, men hun er lidt indisponibel, med hoste, men ingen feber, så vi udelukker at Coronaen er på spil, men aflyser pandekagerne indtil videre.
Slæber raketten frem og monterer batteriet, men kan ikke få den startet og batteriet går fladt. Oplader batteriet og forsøger så igen, næh heller ikke denne gang lykkes det. Hmm. Tænkeboksen er åben. Kontrollerer ledningsnet og tændrør samt alle kontakter og tilslutninger. Mere hmm. Så tændes lyset lige pludselig, mit altså, jamen sidestøttebenet er jo slået ned mand, så kan maskinen ikke startes senior. Jøsses Alvilda, senil konfus er jeg vist blevet. Hiver maskinen op på centerstøttebenet og slår sidestøttebenet op og fluks maskinen starter som en mis. Pinligt, mand, pinligt. ☹
Pakker tanktasken og har Holsteinsborg i tankerne, men da jeg kommer ud på landevejen kan jeg godt mærke at jeg vist har for lidt tøj på til en længere tur. Ruller mod Enø i stedet, hvor der er mange mennesker alle steder, også på vejen. Lange bilkolonner både på hen og hjem vejen. Fik dog så startet mc sæsonen.
Henter pandekager på Hvedevænget hvor Lene har svinget panderne. De var sgu lækre, synes de bekom mig vel i løbet af aftenen. Aftensmaden var pomme fritter og en Aldi frikadelle samt de førnævnte pandekager.
Får en sms fra Bjarni, som venligt spørger til Aase. Han synes jo nok at blokken har stået lidt stille i den seneste tid, det forsøger jeg at rette op på, forhåbentlig inden længe hr. Møller Hansen. 😊 Måske hvis Aases situation stabiliserer og eller forbedrer sig, kan det være det bliver muligt at løse printerproblemet hos dig Bjarni.!
Får en sludder med Helle om både det ene og det andet. Især det andet.
Ser de sidste afsnit af ’The Crown’ og så går katten og jeg til køjs, hver for sig.
29. marts. Søndag. 2 grader, mest sol, med lidt sne på græsplænen, vinden er frisk fra nordøst.
Så er vi atter gået over til den helt unødvendige sommertid, som kun gør dyr og mennesker endnu mere skøre.
Katten vil ind på et tidspunkt, kan ikke huske hvornår.
Kablerne lægges og morgenmaden indtages inden jeg går over til at kontrol af ugens regnskaber.
Ringer til Aase og får indtrykket at det går bedre trods alt. Vi aftaler at bringe hende lidt tøj og lidt til personlig pleje, når vi får indkøbt det nødvendige. Vi aftaler også at vi taler sammen i aften.
Taler lidt senere med 2 x Bodil og må så huske at hilse Aase fra dem begge to.
Får også en sludder med både Lene og Kenny via sms og Messenger. Kenny nævnte at han havde talt med Aase i går aftes.
Senere ringer Pia og får en status på situationen, atter lover jeg at hilse.
Henrik kommer og låner traileren, der ikke har været i brug siden oktober, så den mangler måske lidt luft i slangerne.
Efter frokosten går jeg i gang med at opdatere min blog, som det jo har knebet med at få vedligeholdt. Job done, bloggen er nu up to date, men har faktisk også brugt mere end 4 timer på det, men hvad så senior, skal du nå noget.?
Pomme fritter og en veganer bøf inklusive en alkoholfri pilsner udgør aftenens måltid.
Ringer til Aase, som er lidt konfus og hun ved ikke hvad dag det er og kan ikke huske om det er mandag eller tirsdag hun skal til Slagelse for kontrol af anklen.
Efter en kort snak ringer jeg til Marskgårdens piger, som er opmærksom på at Aase er lidt fra den pt. Jeg nævner for dem at jeg har erfaret at hun bliver konfus når infektionstallet er stigende.
Kan Marskgården kontrollere det.? Som jeg har fået det fortalt tidligere er det ikke muligt at foretage blodprøver. Indtil videre henstår det i det uvisse.
Ser en voldelig film med Denzel Washington og går i seng. Katten har lagt sig på sofaen.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.
Årstal | Ude temp. | Regn i mm. | Vindstyrke km/t | Vindretning | Lufttryk |
2020 | 6,5 | 1,4 | 4,5 | SV | 1036,3 |
2019 | 4,3 | 3,5 | 4,3 | NV | 1004,1 |
2018 | 2,8 | 8,5 | 1,8 | NV | 1008,1 |
2017 | 4,5 | 22,6 | 3,9 | VSV | 1020,4 |
2016 | 5,2 | 20,3 | 6,4 | SØ | 999,6 |
2015 | 5,5 | 2,8 | 7,1 | V | 1009,6 |
2014 | 3,1 | 11,3 | 0,3 | NV | 1005,1 |
2013 | Ej målt | Ej målt | Ej målt | Ej målt | Ej målt |
Gsn. | 4,6 | 10,1 | 4,0 | XXX | 1011,9 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata