20. juli. Mandag. Lidt gråt og temperaturen er faldet en 7-8 grader og det lufter en del fra vest.
Kan kun se vindretningen på naboens vindmåler, da vores egen er gået kold. Tør sgu ikke bare lige kravle op og ruske den ned, da jeg i perioder lider af lidt svimmelhed.
Aase skal til træning i dag og vi gør parat til dagens udflugt og morgenhjælperen kommer i god tid. Aase hentes klokken 10:30 og jeg snupper lige lidt sen morgenmad og redigerer blogindlæg.
Nå da, fik ikke lavet en skid mens Aase var til træning, men slappede med en bog en lille en på øjet. Slås lidt med flimmeren og altså perioderne med lidt svimmelhed, især når jeg ikke laver noget specifikt.
Aase kommer træt, men også tilfreds tilbage fra træningen. Vi har skrevet til hendes læge for at få taget et par emner op til seriøs debat, blandt andet medicinen.
Så kommer Abia og hjælper fruen på toilettet, hun er en meget behagelig kvinde fra Libanon.
Aftensmaden kalder, overlevelseskost.!
Ser lidt naturudsendelse i tv’et og Aase lægger kabaler.
Sorte kommer og går når han er enten sulten og eller skal ha’ et fredeligt sted at sove.
Aase får hjælp til at komme til køjs, hun er godt brugt efter træningen. 😊
Godnat.

21. juli. Tirsdag. 13 grader, tynde hvide skyer dækker næsten solen og vinden er kølig og frisk fra nordvest.
Vækkes i nat, da nattevagten kommer på visit, har uhyre vanskeligt ved at falde i søvn igen. Dæmonerne flager vildt. Står op og lukker Sorte ind til morgenmad og en slummer.
Aase vækkes så hun er klar når Rene kommer og basker med vingerne. Jeg går i bad og så er Aase klar når jeg står ud af badet.
Vi er vist begge lidt slidte i dag og bestemmer os for kun at drive den af efter at fysioterapeuten fra NK har været her. En sygeplejerske kommer og skifter plaster på Aases sår og alt ser fint ud.
Resten af dagen er et rent driverliv, jeg ligger og læser oven på Aases seng og hun lægger kabaler og skriver mail. Vi afbryder kun når det er spisetid og når der kommer en hjælper fra hjemmeplejen. Rene ringer og nævner at der kommer en sygeplejerske fa NK og snakker med os om ble bevilling. Det er IKKE nødvendigt med et lægebesøg som befalet af en paragrafrytter. Det er fint, nu har vi også lige bestilt tid hos lægen.  
Abia kommer og lægger Aase i seng og jeg sætter mig foran tossekassen og ser Frost, troede jeg. Går i seng og læser lidt. Godnat til Sorte som får mad og går ud.

22. juli. Onsdag. 11 grader, mest sol, og frisk kølig vind fra nordvest.
Jøsses, har sovet godt 6 timer, det er vist første gang i dette årtusinde det er forekommet.
Sorte kommer ind i varmen og får morgenmaden og han lister så ind i kurven.
Aase har en intens træningsdag foran sig i eftermiddag og jeg har sat af til en indkøbsdag. Men først skal vi lægge øre til Rene. 😊
Så tager vi det roligt indtil der kommer en ung dame og hjælper Aase på toilettet og skifter bleen til en træningsble. Vi venter så bare på transporten til Tommerupvej.
Aase køres til træning og jeg drøner en tur i Rema for at købe overlevelseskost.
Fatter støvsugeren ved hjemkomsten og når næsten rundt inden Aase vender tilbage fra træning.
Vi får lige en sludder om træningsforløbet. Det er tilfredsstillende synes fruen.
Ser lidt cykling på fladskærmen, det er dog optagelser fra tidligere år. Coronaen sætter stadig begrænsninger for større sammenkomster.
Aftensmad, som består af pomme fritter og ostepølser.
Den store iraker kommer og lægger Aase i seng. Jeg er lidt Frost og kryber så til køjs efter katten har fået aftensmad og er lukket ud for natten.

23. juli. Torsdag. 14 grader, lidt kølig let vind fra nordvest.
Vågner eller bliver måske vækket ved firetiden og katten kommer og vil ha’ morgenmad inden han lister ind i kurven.
Er ikke særlig frisk og holder lidt lav profil. Det er Aases store badedag og det er formodentlig Rene der står for den del af hjemmeplejen. Det er fruen ikke uddelt begejstret for, men vi må ta’ en snak om hvordan vi skal takle at få en kvinde til at hjælpe med det. Rene er en flink og velmenende mand, men kan være svær at få til at forstå visse situationer.
Aase får lidt ergo terapi og jeg sniger mig en tur på apoteket og Fakta. Fakta er ikke en forretning jeg er begejstret for. Havde dog heller ikke hvad jeg var på jagt efter, nemlig brun eddike.
Hjemme igen og vi indtager kaffen udenfor sammen med et par makronsnitter.
Vi ruller også en tur og klipper lidt roser. Sorte kommer og kigger med og synes så at han gerne vil ha’ lidt at spise.
Så kommer Hussan og giver et nap med Aases toiletbesøg. Aftensmad er pip fri kylling og pasta.
Vi har for øvrigt fået et brev fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor de informerer om at der er rejst tiltale, for at tilsidesætte væsentlige hensyn færdselssikkerheden, mod hende som kørte Aase ned.
Aase lægges i seng med lidt hjælp fra Hussan. Jeg ser lidt Frost.

24. juli. Fredag. 16 grader, gråt og blæsende fra sydvest og det har regnet ca. 5 millimeter.
Sov til klokken halv seks, men var vågen kort i nat.
Står op ved halvottetiden og siger godmorgen til Aase og katten inden jeg spiser morgenmad.
Så kommer Rene og hjælper Aase ud af sengen og bagefter er der morgenmad til fruen.
Rene havde tabt sin telefon og smadret skærmen, så han var lidt ude på herrens mark, for han kunne ikke se hvor han skulle hen bagefter, så han lånte min telefon og ringede til hjemmebasen for status.
Så nærmer vi os frokost og Rene kommer endnu engang på visit og han har fået en lånetelefon.
Så kommer sårdamen og kontrollerer Aases sår på venstre fod, men var ikke helt klar over hvorfor.? Hun var her i tirsdags og normalt er det kun en gang om ugen det foretages. Det var vist også en smutter.!
Venter så på ergoterapeuten Marie som kommer ved tretten tiden. Sagde du banegård.?
Aase og Marie fremstiller lidt agurkesalat. Senere spiser vi pomme fritter og ostepølser.
Vi har ’skubbet’ lidt til Aases sengetid, så den er kl. 21:30 i stedet for 21:00
Ser lidt Barnaby og går til køjs og katten lukkes ud, efter at ha’ fået lidt at spise.

25. juli. Lørdag. 16 grader, store gråhvide totter svæver over himlen og vinden er let fra syd.
Er vågen lidt i fem, højvande. Slumrer videre og lægger så kabalerne efter at ha’ lukket katten ind til morgenmad og en slummer.
Vækker Aase lidt i otte og spiser så morgenmad.
Lørdage er fridag for Aase og undertegnede. Ingen faste programmer, kun dem som Aase selv kan magte med lidt hjælp. Vi træner lidt op og stå, ned og sidde nogle gange.
Vi tager det afslappet på lørdage og løser kabaler og andre små opgaver.
Sorte sover en stor del af tiden og æder en hel del.
En lidt stridbar dame af anden etnisk herkomst end dansk kommer lægger Aase i seng.
Lidt Netflix og så er det sengetid for mig.

26. juli. Søndag. 18 grader, meget gråt og en let vind fra syd.
Er vågen ved 4tiden, men slumrer videre til klokken 6.
Lægger kabaler og står så op og siger godmorgen til Aase. Fodrer Sorte og han lægger sig og slumrer på sengen i soveværelset. Det er godt nok noget bras han søger derind, men det går i øjeblikket.
Så kommer Cecilie, hun er et rart ’bekendtskab’ og hjælper Aase op ad sengen og på toilettet.
Morgenmad og så lidt regnskab.
Også i dag forsøger vi at tage det lidt afslappet, så Aase kan lade op til næste uge.
Henter dagens ret i Gulerodshuset, kalvelever med bløde løg samt kartofler og sovs. Det smager ganske fortræffeligt og der er sgu nok til i morgen også.
Aase lægger kabaler, hun har en del hængepartier og jeg kaster mig over filmen fra i går.
Så kommer den stridbare og diskussions lyste dame som ikke forstår hvorfor vi ikke bruger toiletstolen men Sara Steedy når Aase skal flyttes fra kørestol til toilet, men vi skal gøre sådan som hun siger. Så hopper kæden af og jeg må fortælle hende at det er Aase der er ’kunden’ og hun bestemmer hvorledes hun ønsker det gjort og kan hjemmeplejedamen ikke finde ud af det, skal vi nok klare det selv. Tror budskabet trængte ind, men kan være lidt i tvivl.
Satans med folk som skal omgås andre mennesker ikke kan lære og tale dansk, Indimellem er det kilde til alt for meget støj på linjen. Dårlig oplevelse for pensionisterne.

OBS. Vejr statistikken er sat i bero indtil videre.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
2020     
2019     
2018     
2017     
2016     
2015     
2014     
2013     
Gsn.     

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata