16. august. Mandag. Lidt skyet, rettere mest skyet og også i dag kæmper solen for at slippe igennem. Vinden er let fra sydvest og temperaturen 14 grader.
Hører ikke nattrissen og står op lidt senere for at se på toiletfaciliteterne.
Ser at nattrissen ikke har anvendt udstyret til morgen og tror ikke hun har været her, så jeg spørger lige Aase om hun er blevet skiftet og det er hun. Nattrissen er ny her hos os.
Vi går i gang med rutinerne og sprænger ellers ikke akkorden. Fruen futter 15 runder med ’Tor’ og cykler en time og bagefter får ’Lars’ en tur.
Det er ikke vejr til at gå ude desværre, for fruen får det ellers betydelig bedre når vi har været på vejen.
Drikker eftermiddagskaffe og ser cykling fra Spanien.
Biksemad til aften, havde ikke mindre en 5 poser i fryseren. 😊
Får lige en sludder med Kenny via mobilen.
Lidt tv inden sengetid samt fodring af katten.
17. august. Tirsdag. 12 graders varme, det regner og har gjort det hele natten, små 16 millimeter er det blevet til, vinden er let fra sydvest.
Nattrissen er sent på den, klokken er næsten halv seks. Slumrer videre og lægger kabaler inden Aase banker. Mens fruen er i bad, kommer katten og får morgenmad.
Har lidt administrativt arbejde at klare inden Aase går de obligatoriske 15 runder og cykler en time.
Vi har udsat Aases tur til øjenlægen, da hun endnu ikke kan klare trapperne.
Så hører vi fra advokaten og sekretæren og det giver nu lidt ekstra administrativt arbejde, når der skal kontaktes læge omkring medicin og Næstved Kommune omkring kroniker tilskud til medicin, hvilket er ønsket af forsikringsselskabet.
Lidt frokost, efter at fruen har gået de 15 runder og cyklet en time. Senere lidt kaffe til cykelløbet.
Endnu senere går vi over til efterårs suppe inden vi ser en masse om Afghanistan og vestens fejlslagne politik.
Endnu mere tv om aftenen, hvor der var Kurs Mod Danske Kyster.
Sengetid og katten fik lidt aftensmad.
18. august. Onsdag. 15 grader, blæsende fra nordvest og lidt sol, som så forsvinder efter kort tid.
Nattrissen vækker mig heller ikke her til morgen, for hun kommer først ved sekstiden. Tidspunkter efter klokken fire, er ikke ønskværdige da fruen når at blive for våd. En røffel uddeles hvis det forsætter.
Morgenrutinerne afsluttes og jeg går i gang med at hente informationer til vores advokat. Ringer til Næstved Kommune og får en snak med en venlig ung dame som forklarer mig at kronikertilskud ikke er kommunens gebet. Ring til apoteket foreslår hun, de kan fortælle hvordan det fungerer.
Jeg ringer til Svane Apoteket og taler med endnu en ung dame, som klart og tydeligt informerer mig om hvorledes et kronikertilskud fungerer. Det udbetales automatisk når en fastsat beløbsgrænse er nået og dette styres af CTR saldoen. Det var faktisk det jeg selv havde læst mig til på nettet. Tak til pigerne og jeg skriver til vores advokat og forklarer sammenhængen. Så skrev jeg til fruens læge og bad om en erklæring som fortæller om Aases medicinforbrug før og efter ulykken.
Så gik det meste af dagen med sekretær arbejde, jeg har dog nået at vaske og tørre tøj og minsandten nåede jeg også at lægge det på plads. Eftermiddagskaffen fik vi til cykelløbet fra Spanien.
Brændende kærlighed er dagens aftensmåltid. Det var en færdigret, Badvr.
Lidt tv af forskellig art og så er det sengetid.
19. august. Torsdag. 13 grader, gråt og vinden nærmer sig atter pelikan styrke fra nordvest.
Heller ingen nattrisse i nat, kommer ved godt 6tiden igen i dag. Fruen har endnu ikke ytret ønske om en bandbulle til hjemmeplejen.
Så er det Anettes (Livas mormor) fødselsdag, så vi udbringer et trefoldigt hurra og sender en blomsterhilsen.
Efter morgenens rutiner, beslutter vi at tage rollatoren med udenfor, med Aase som styrmand.
Pelikanen er godt nok løs, men solen er fremme og det luner, så det bliver til et par vejlængder på Figenvej i tæt trafik. Siger det atter. Jeg fatter ikke hvad i helvede alle de biler gør på den stump vej vi bor på. 6 Biler på under ti minutter.
Efter rollator slalomturen sætter fruen sig og cykler en time og jeg går i bad.
Eftermiddagskaffen indtages og så synes fruen vi skal forsøge at komme fra rollatoren ind i bilen og naturligvis også ud igen. Det øver vi et par gange med held. Aase går en enkelt tur på Figenvej med rollatoren.
Cykelløb fra Vueltaen og Magnus Cort vinder dagens etape. Så er der mad til katten og bagefter er der forårsruller og ris på menuen, ikke just fruen favorit middag.
Noget ligegyldigt tv og så er det sengetid.
20. august. Fredag. 14 grader, lidt gråt og vinden er svag fra nordvest.
Nattrissen dukker op ved halvsekstiden, men fruen er ikke så våd så det er et problem.
Står lidt tidligere op for at være klar til der kommer en gasfyr-montør til det årlige service, næh, det er faktisk kun hvert andet år.
Vore morgenrutiner gennemføres uden forhindringer, sådan da, katten kommer selvfølgelig under forberedelserne til morgenkaffen, men sådan er det. Katten er meget socialt anlagt for tiden og vil kæle og han finder sig sgu også i at jeg børster pelsen, til en vis grad i hver fald.
Så kommer Espen og giver gasfyret en solid gang service, han er omhyggelig og fyret kører normalt rigtig godt når han har været her. Undervejs i hans rutiner bliver den nysgerrige pensionist kostet væk, så jeg ikke forstyrrer ham i alle hans gerninger, det har jeg det rigtig fint med. 😊 Jeg er sikker på at fyret kører optimalt når han ruller herfra. Får ham til at aktivere radiatoren i bryggerset som har været gået i stå de sidste par år. Han afmonterer termostaten og trækker plinten ud og ind nogle gange. Så virker radiatoren. Han udskifter pakninger og tændrør som vi skal betale, men kommer og viser komponenten så jeg kan se hvorfor han har skiftet stumpen. Vi betaler kun stumperne, ikke for at han møder op. Vi har et service abonnement som betales sammen med gassen. Espen hører bestemt til de bedre montører.!
Han fortæller mig at han har installeret et Vølund luft til vand anlæg og er tilfreds med kvaliteten.
Han fortæller også at Valiants gasfyr nok er det mest udskældte overhovedet. Der findes så galt også hadegrupper på Facebook omkring den type fyr vi har, nemlig Valiant 136-2. Vi har også kun haft problemer med det fyr siden starten for 16 år siden.
Så er det fruens tur til at blive aktiveret og vi stikker ad sted til Figenvej på rollatoren og går et par omgange i gråvejret inden fruen sætter sig på cyklen og ruller en times tid. Så er der cykelløb fra Spanien og det er en bjergetape, så den skal ses. Jesus, minsandten om ikke Aase mister Mads Würtz Smith inden etapen næsten er gået i gang og jeg mister Alejandro Valverde i et solostyrt. Det var grimt at overvære, han forsøgte at komme i gang igen men måtte opgive. Det er ikke rart at se voksne mænd græde.
Vi havde eller aftalt hvad aftensmaden skulle være, men en tur i Aldi inspirerede mig til af spise sen frokost i stedet. Sild, graved laks og en ostekiks samt et par snapse blev skyllet ned med Tuborgs Classic.
Ser atter lidt ligegyldigt tv og så er det i seng efter at have fodret katten.
21. august. Lørdag. 6 grader, ja, den er god nok, 6 grader ved 6tiden. I morgen måske lidt sne. 😊, Solen skinner med skyer i horisonten og vinden er let fra det kolde hjørne, nordvest.
Nattrissen høres ved halvfemtiden og så forsøger jeg at slumre en times tid mere. Katten får morgenmad inden han lægger sig i soveværelset. Ritualerne startes og så har vi til hensigt at gøre lidt rent.
Jeg farer rund med Dysonen og Aase tørrer støv af med dusteren. Vi når igennem det meste af huset, men jeg måtte oplade batteriet til Dysonen for at nå det sidste. Men den er formidabel at støvsuge med, tror det er noget af det bedste isenkram vi har køb i mange år.
Så kommer Anette en tur og fortæller lidt om dit og dat og hun har en græs kantklipper til batteri med, som jeg godt kunne bruge. Så er der Le Mans start og en Vuelta etape som ender i La Manga, hvor vi traf Pia og Kurt for 46 år siden. Føj for den, det skal man sgu ikke tænke for meget over. De 46 år altså…!
Aftenens menu er kartoffelmos og krebinetter, men hindbærfromage som dessert.
Prøver lige kantklipperen og den fungerer fint. Havde en sådan, næsten magen til da vi boede i Rønnebæk.
Har solgt vores robot støvsuger og jeg forventer at Jens møder op i morgen ved 9tiden.
Lidt tv og så er det sengetid efter at katten havde fået lidt aftensmad.
22. august. Søndag. 8 grader, klart og vinden er svag fra sydøst, endnu.
Nattrissen kommer først ved sekstiden og da havde jeg været vågen siden klokken halv fem, der var højvande. Kabalerne er lagt, også den fra i går som hang lidt i bremsen.
Jens med robot støvsugeren kan ikke komme til den tid han selv har sat, fjols.
Jeg accepterer en afhentning i morgen efter klokken 16.
Rutinerne udføres næsten, vi plejer at gå i fælles bad om søndagen, men sprang over i dag da Jens skulle komme.
Katten får lidt morgenmad og jeg kæmper med at få ham til at tage pillen mod flåter etc. Efter tredje forsøg lykkedes det.
Lidt rutine arbejde med regnskabet og så drøner fruen lige 15 runder indenfor, da hun ikke ønsker at være ’pauseklovn’ udenfor i weekenden.
Aase ruller lige en times cykling, mens jeg går i bad og så kommer Helle og får en snak, samt en kop kaffe med usunde kager til. Det er altid hyggeligt når du kommer på visit Helle.
Vi ser cykling og så er det tid til aftensmad, som i dagens anledning, nej, der er sgu ingen speciel anledning, består af æggekage med cocktail pølser og kartofler. Fruen er tilfreds.
Aase og jeg er bundpropper i vor lokale cykelliga.
Lidt fordummende tv og så godnat.
Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata