13. september. Mandag. 15 grader, lidt gråt og en let vind fra sydvest.
Hører ikke nattrissen for det var tissemanden der var der i nat. Nå, det må jeg jo ikke kalde ham, så jeg beder om mange gange om forladelse.
Slumrer uroligt og lægger kabaler og så er det kattens tur til at få morgenmad mener han. Fruen står op og vi går i gang med mandagens faste program derunder lidt træning med John på Vadestedet.
Mens Aase træner, kører jeg lige 10-12 minutter på en kondicykel.
Så ruller vi hjem ad, via Kennys beboelse for at hente et stykke ost og så kører vi til den nye Aldi og her kan Aase sagtens køre i kørestolen, hvilket passede hende godt tror jeg.
Talte med en dame som viste mig hvordan man skærer formbrød i skiver på Aldis brødskærer. Tak for venligheden frue. Vi får handlet og sætter kursen mod Figenvej.
En let frokost og så bruger jeg Aases cykel til at nå den ’gamle’ Aldi hvor jeg var ude efter et sengetæppe i bordeaux, men der var kun beige og grå, samt et enkelt i en diskret blå nuance. Det snupper jeg.
Møder Jesper Hansen udenfor og vi får en sludder om træning og om Tina og hans tur til Stettin i Polen, som de begge var meget tilfredse med.
Hjemme igen og jeg pumper min gamle Avenue og ruller en tur mod Rønnebæk og Rønnebæksholm. Sniger mig igennem Herregårdshaven på vej hjemad. Haven er ved at blive indhegnet.
Aftensmaden er æggekage med cotailpølser og kartofler.
Lidt mad til katten og så lidt tv om Bin Ladens endeligt.
14. september. Tirsdag. 14 grader, noget gråt og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke nattrissen, men vågner ved firetiden og må op, tilbage til køjen og har så svært ved at sove. Kabalerne får en omgang og står så op og fodrer det sorte rovdyr inden Aase vækkes og rutinerne gennemføres.
Så kommer GLS med det skab jeg har bestilt til det trådløse IT-udstyr i forstuen. Håber at kunne gemme de fleste bokse og ledninger i skabet, ellers får jeg sgu da bank af Aase.
Går i gang med at studerer brugs forvirringen og sorterer de enkelte dele og poser med skruer etc.
Så kommer Anette og har brug for lidt transport til fysioterapeut, da hun ikke kan komme i forbindelse med Taxa, deres netværk er vist gået ned.
Da det er klaret og så går fruen og jeg en tur på Figenvej med rollatoren og bagefter cykler hun en times tid.
Jeg snupper den gamle Avenue og kører også i dag en tur til Rønnebæksholm.
Ved hjemkomsten går jeg så atter i gang med IT skabet og minsandten om det ikke lykkes mig at få samlet det efter en god times tid. Det er normalt ellers Aase der samler den slags, men hun er jo lidt besværet af kørestolen og skabet er temmelig uhåndterbart.
Hurtig mad til aften, brændende kærlighed fra Aldi, det er sgu ikke nogens favorit, men nemt.
Vi har bestilt en islagkage hos Hjem Is og den kommer op ved 19tiden og Anette er kommet hjem fra byen med Jespers hjælp fortæller hun.
Atter lidt ligegyldigt tv og så er det sengetid også for katten.
15. september. Onsdag. 14 grader, atter gråt og det truer med regn, vinden er let fra sydvest.
Hører nattrissen og ved firetiden må jeg op, drak vel 2 liter vand i går. Kabalerne får en tur og så banker fruen. Rutinerne gennemføres og bagefter ruller jeg en tur på begge lossepladser og der var mange i dag.
Så går Aase de 15 runder med rollatoren og cykler en time inden Anette møder op og får en snak og et glas vin. Jeg ser lidt cykling fra Italien og minsandten om ikke Michael Valgren vinder.
Det er begyndt at regne, så min udendørs cykeltur sættes i bero, jeg lægger så et par ting til salg på Facebooks markedsplads. Aftensmaden er flødekartofler og Pias frikadeller.
Ser bagefter Spise med Price og mafiaen. Synes programmet nærmer sig en skygge af sig selv og det går alt for hurtigt til at man kan nyde dialogen og maden.
Vi går lidt tidligt til køjs og katten når at få aftensmad inden ugerne skalkes.
16. september. Torsdag. Atter er det 14 grader, og atter er det gråt og vinden let fra syd.
Hører nattrissen sige til Aase at hun er helt tør og hun smutter igen og jeg snupper en time mere inden naturen presser på. Slumrer hen og vågner ved sekstiden og lægger alle kabalerne.
Så er det ellers op når fruen banker på væggen. Atter bliver rutinerne udført og så efter badet ruller jeg til Apoteket og derefter Fakta, hvor jeg finder dagens aftensmad, nemlig flødekartofler og mørbrad.
Hjem og lave en stump frokost inden vi skal til træning på Vadestedet. Træningen går fint synes jeg, Aase får trods alt mere og mere styr på det til tider noget vrangvillige venstre ben.
Jeg cykler ca. 10 minutter mens John mishandler Aase. Så sætter vi kursen mod den nye Aldi, hvor Aase kan komme rundt med kørestolen og det er sgu noget der passer fruen. Hun finder to par træningsbukser som kan erstatte nogle af de gamle bukser.
Vi er lidt sent hjemme og ser desværre ikke Michael Valgreen vinder endnu et cykelløb.
Aftensmaden klares og vi får lige en sludder med Kenny omkring fødselsdagsarrangementet på lørdag.
Så pakker vi en gave ind til Liva og gør lidt mad klar til katten.
Lidt tv og kursen sættes mod køjen.
17. september. Fredag. 14 grader er standarden lige pt. Gråt og vinden er svag fra sydvest.
Nattrissen høres og det er en gammel kending siger Aase senere.
Vågner igen ved halv sekstiden og lægger kabalerne. Aase banker og vi sætter gang i ritualerne.
Jeg kører en tur til Næstved Storcenter for at hente et gavekort og drejer ind til LIDL på vejen tilbage mod Figenvej.
Vi tager begge fat på at rengøre en del af huset og hen på eftermiddagen ser her såmænd ganske nydeligt ud, når vi selv skal sige det. Dysonens batteri kan dog ikke holde til at støvsuge hele huset på en gang og må oplades. Resten tages til aften når batteriet igen har nået maximmun kapacitet.
Katten er lidt vanskelig for tiden, han gider ikke spise det jeg serverer og vil ud og ind hele tiden.
Aftensmaden er pasta og veganer bøffer. Hmm…!
Fruen ser vild med dans og jeg ser lidt på et gammelt Linie 3 show og så er det sengetid.
18.september. Lørdag. 13 grader, noget gråt og regnen lurer i horisonten. Vinden er i vest.
Hører ikke nattrissen men må op ved halvfemtiden. Vand er godt det må man lade.
Går i gang med kabalerne og efter en times tid er de løst og fruen banker, et toilet besøg er ønskeligt. Vi snupper lige et par timer mere på øjet inden vi atter står op til rutinerne.
Liva, Anja og Anette kommer på visit for at fejre Livas 6års fødselsdag i onsdags. Jeg henter Kenny ved 10tiden og han har medbragt en del gods til både kaffe og dessert.
Jeg når at bade inden familien fra Maribo dukker op og det med bedre vejr end vi havde forventet.
Anja med blomster til Aase og mormor med hjemmelavet syltetøj til mig, Aase må altså gerne smage. 😊
Sidste gang an mormor var på besøg, havde hun hjemmelavet hindbær marmelade med, og det smager altså formidabelt.
Hygger os lidt, mens Liva leger og så går hun ellers på opdagelse i de på sofa bordet stablede gaver.
Kenny har købt et flot og solidt løbehjul som den unge dame inden for kort tid drøner rundt på i hele huset, mens hendes far samler Lego lejetøj under Livas skarpe øjesyn. Så kommer pizzaerne som Kenny har bestilt og vi mæsker os med dem, inden islagkagen og den friske frugt. Det har været en rigtig dejlig dag med Liva som midtpunkt og i mægtigt humør. Man smelter jo næsten over hendes begavede bemærkninger og vindende væsen. Du har været ugens lyspunkt min pige. 😊
Sidst på eftermiddagen ruller familien tilbage til Maribo. Håber sandelig vi snart ses igen.
Kører Kenny til Hvedevænget og hjemme igen kommer katten og ønsker lidt aftensmad og vi spiser et stykke franskbrød med Skagens salat og drikker et glas hvidvin til.
Resten af aftenen står i afslapningens tegn. Ser lidt tv, men kan ikke fastholde interessen, vi går til køjs.
19. september. Søndag. 10 grader, gråt og luftigt fra nordlige retninger.
Inden jeg gik til køjs i aften, erfarede jeg at den tidligere professionelle cykelrytter og engageret cykelløbs kommentator Chris Anker Sørensen, Oksen fra Hammel, er afgået ved døden efter et færdselsuheld på cyklen i Belgien.
Kender jo ikke manden personligt, men det synes bestemt det er uretfærdigt at han som 37årig skal forlade denne Verden. Må du hvile i fred Chris Anker.
Ovenstående rystede mig vist en smule, så jeg havde vanskeligheder med at falde i søvn og ved tretiden kom nattrissen på visit og så blev det søvn med afbrydelser indtil jeg valgte at stå op ved halvottetiden. Fruen vågner og så indledes dagens rutiner.
Gider stort set ikke foretage mig de store ting i dag og afpasser i bedste færdsels lovstil hastigheden efter forholdende. Vi når dog at fruen går de 15 runder og cykler en time samt træner lidt med ’Lars’
Ser lidt VM i enkeltstart fra Belgien, selvom det er en noget amputeret kommentator trop der speaker, qua Chris Ankers død. Livet må gå videre. Har dog undret mig over hvor Rolf Sørensen er henne, både som cyklist og med eventuelle kommentarer til kollegaens død.
Vi spiser kartofler og sovs med lidt kylling til, efter fruens udtrykkelige ønske.
Katten får aftensmad. Hjælper fruen til køjs og ser så lidt YouTube videoer inden sengetid.
Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata