04. oktober. Mandag. 12 grader, meget gråt og vinden er let fra vest.
Hører ikke nattrissen og vågner først ved sekstiden da katten banker på vinduet.
Han får mad og jeg lægger kabaler indtil Aase banker. Så starter vi ugen med rutinerne og gør ellers klar til en tur til Vadestedet.
Vi når som så ofte, at være der i god tid, så fruen kan køre et kvarters tid på combi cyklen.
John kommer og henter Aase og de går en tur uden hjælpemidler, men med Johns kontrol.
Jeg cykler 10 minutter og så er vi atter klar til at rulle mod Figenvej.
Ved fjortentiden henter jeg en firepunkts stok på Hjælpemiddeldepotet og stiller den foran fruen.
Hun griber den og går ganske forsigtigt lidt frem og tilbage og synes vist at den er brugbar og måske kan give hende lidt mere selvstændig gåen rundt i huset, når hun er blevet dus med den.
Så kommer der sgu en større lastbil med kran og minsandten om ikke genboens rædsomme container bliver flyttet, nu har vi også set på den i godt et år.
Hurtig aftensmad, sovs, kartofler og lidt kylling og så er der lidt tv til pensionisterne.
Tidligt til køjs, da vi skal lidt tidligere op i morgen. Jeg skal være hos frisøren klokken 10.

05. oktober. Tirsdag. 11 grader, også gråt i dag. Vinden er svag fra syd.
Hører heller ikke nattrissen til morgen, derimod kommer der en kat ved fem tiden som synes han skal have tidlig morgenmad. Lægger kabaler og ved godt halvsyvtiden står vi op og starter ritualerne.
Jeg liste ud i bilen, det er stadig tørvejr. Bliver klippet af Hanne og det tager ikke langt tid, så har jeg atter sommerhår.
Hjemme igen og vi går de sædvanlige 15 runder med rollator og firepunktsstok. Aase er lidt usikker med stokken endnu og synes det er vanskeligt at skifte mellem rollator og stok.
Så ruller hun en time på cyklen og jeg tager lidt varme på ryggen, og den er ikke for god endnu.
Går ud og rusker det tapet af som ikke rigtig vil tørre op og giver væggen en afvaskning med klorin og sprayer med Rodalon. Sætter varmeblæseren på og det må jeg så gøre nogle dage. Har undersøgt om der skulle være en utæthed i varmerørene, men ikke umiddelbart. Det må være en følge skade fra sidste år, som stadig spøger og betyder at væggen ikke er blevet helt tør. Håber jeg.!!!!!
Klinker også en vase jeg væltede på gulvet forleden. Katten kommer og er meget kælen, det er han efterhånden hver dag.
Aftensmaden er brændende kærlighed. Hurtigmad.
Vi ser lidt tv og så er det sengetid.

06. oktober. Onsdag. 11 grader, det har regnet og de sidste 12 timer har vi fået 15 5 millimeter regn. Vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke nattrissen, enten de meget stille eller også er jeg ved at blive mere døv.
Vægges ved halvsekstiden af katten, som synes det ville være rart med lidt tidlig morgenmad.
Lægger kabaler og fruen banker. Så er vi i gang med rutinerne.
Tager min INR og i dag er den sgu for høj, men tror det skyldes en ændring af fabrikatet på den ene slags medicin. Vi ser i næste uge.
Fruen vil gå med firepunktsstokken og hun vandrer 5 runder med den og så 5 runder med rolloren for så at slutte med 5 runder med stokken. Godt gået frue, bogstavelig talt. 😊
Vi gør så småt klar til at køre mod akupunktøren til klokken 16. Selvfølgelig kommer katten og vil ’snakke’ og eller spise, men du må klare dig selv missemand. Stiller lidt mad til ham og vi drager ad sted med fruen, kørestol og kørestolsrampe.
Vi får fundet en p-plads til bilen og er så nødt til at bruge rampen for at komme over trappetrinet og ind i huset. Papirer skal udfyldes og så gælder det om at få fruen bukseret op på briksen, der er ikke meget plads til kørestolsbrugere. Så går akupunktøren i gang med at sætte nåle af flere omgange, i alt tre gange kom han og stak fruen på hænder og fødder. Aase er efterhånden godt træt af at ligge stille så længe. Så afsluttes seancen efter godt 5 kvarter og vi evaluerer på mandag siger chefen. Den store forskel har Aase ikke erfaret da vi er færdige.
Hjemad igen og det blev lidt sent, så det blev sen biksemad. Katten venter og er uhyre selskabelig anlagt og følger os fra rum til rum. Vi når lige at få ’snakket’ lidt inden han atter vil ud.
Ser det meste af ’Kender du Typen’ og det gjorde jeg ikke. Katten er vendt tilbage og får lidt mad og lister ud igen.
Ser så også det meste af en udsendelse om Peter Brixtofte, en uhyre kontroversiel person, men for mig at se med hjertet for borgerne i den kommune han var borgmester for. Det kunne vi godt savne nogen af. Desværre havde han ikke styr på det økonomiske og på rødvinen.
Hæftede mig ved at han gennemgik Minnesotakuren på 28 dage med ug og kryds og slange. Da han kom hjem, fejrede han det med et flaske rødvin. Hehe, du var ikke uden humor.
Sengetid for katte og pensionister.

07. oktober. Torsdag. 3 grader, føj for den, det er ikke lige mig. Vinden er svag fra sydøst og solen forsøger at brænde tågen væk.
Hører kun nattrissen ganske svagt og vågner ved halvsekstiden og lægger kabalerne.
Noget senere banker fruen og vi står op til torsdagens rutiner. Samtidig melder katten sin ankomst og får morgenmad.
Vi gør klar til at besøge Vadestedet midt på eftermiddagen.  Jeg fodrer fuglene og får en gevaldig snak med Bror, hvis ikke den sorte mand boede her, ville han sikkert flytte ind. Han virker uhyre venlig og intelligent.
Vi drøner mod Vadestedet inklusive firepunktstokken. Opvarmning på combi cyklen og John kommer og retter på vores måde at bruge stokken på, den skal nemlig ikke bruges på samme måde som en almindelig et punkts stok. Satan og helvede, ligesom man tror at vi har fundet de vises sten bliver man banket tilbage til udgangspunktet.
Man skal IKKE flytte den dårlige fod og firepunktsstokken samtidig. Først flyttes stokken frem og så den ’slappe’ fod frem på linje med stokken, så den raske fod, aldrig flytte stok og fod samtidig, som ved et punkts stokken. John sammenligner firepunktstokken med et gelænder der hele tiden er foran dig.
Så forsætter vi til den nye Aldi og køber for alt for meget, men vi var stor set udgået for vores sædvanlige sortiment. Hjemme igen hvor kattene venter, Sorte får lidt mad og så komme Leo på besøg indtil han opdager den sorte mand.
Nogen vil nok synes jeg er lidt småtosset, men jeg befinder mig enormt godt sammen med de misser med den store forskel i personlighed, selvom de til tider er uhyre tidskrævende og jeg har nok ikke den tid til rådighed qua min daglige rolle.
Maden i dag er sgu næsten hjemmelavet. Kogte kartofler, italienske pølser og stort set hjemmelavet sovs. Fruen strålede i hvert fald. Et par glas rødvin løb også gennem halsen. Vær hilset Peter Brixtofte, men rødvinen var godt nok ikke til 4000 kr. flasken.
Lidt tv og fodring af katten og så godnat.

08. oktober. Fredag. 12 grader, gråt og vinden er svag fra sydøst.
Er vågen ved fem tiden, men har ikke hørt nattrissen, lægger kabaler med stort besvær og slumrer så en time mere.
Vækker fruen ved otte tiden og hun er godt nok langt væk. Vi starter dog dagens rutiner og så må vi lade dagen råde. Firepunktsstokken får kun en enkelt runde inden Aase cykler en times tid. Hun småfryser i dag og virker lidt forkommen. Det hjælper med cyklingen og så tager vi ellers en lidt afslappet dag.
Jeg har solgt min gamle Peugeot racer til en herre fra hovedstaden. Han henter cyklen i morgen.
Katten får sin mad og vi spiser veganer steak og kartoffelmos til aften. Så er det vild med svans, som Aase ser, jeg forventer at se Inspektor Frost. Nå, den gad jeg ikke se, så skiftede til DRTV og så den sidste udsendelse om Peter Brixtofte. Et lidt sørgeligt endeligt for en uhyre innovativ og farverig person. Katten kommer og får lidt mad og håndspålæggelse inden han lægger sig bag sofaen til natten.

09. oktober. Lørdag. 9 grader, tåget og vinden er svag fra sydøst.
Hører nattrissen og er vågen ved firetiden. Uha, det er for tidligt, men jeg lægger alle kabalerne.
Står op ved halvottetiden og gør klar til dagens ritualer samt fodring af rovdyret.
Efter morgenkaffen drøner jeg til Netto for at købe en hæve / sænke taburet på hjul. Købte også et par berlinere til eftermiddagskaffen og cykelløbet Lombardiet Rundt.
Har fået en forespørgsel på noget bestik, men det skal sendes, når nu hun hører hvad det koster at få sendt det, mister hun sgu nok interessen.
Anette kommer på visit og har stadig ikke fået noget andet sted at bo.
Vi spiser hurtigmad og så kommer Carl, som vil købe min 23 år gamle Peugeot cykel. Den tager han med sig og vi siger tak for handlen. Han er til ældre racercykler, som han synes holder bedre end de nye. Han har selv en og nu skulle kæresten have en ’ny’ cykel i rimelig kvalitet.
Aase ser Den Store Bagedyst og jeg lidt af dit og lidt af dat.

10. oktober. Søndag. 5 grader, tåget og vinden er svag fra sydøst.
Hører ikke nattrissen, men vågner atter ved firetiden. Så går det ellers løs med kabalerne, men kæmper med den ene, så den får vente lidt.
Står op ved halvottetiden og så sætter vi gang i søndagens rutiner. Fruen lægger kabaler og jeg ordner lidt regnskab. Katten kommer og går med korte intervaller og er rædsom kontaktsøgende.
Vi ser lidt cykling til eftermiddagskaffen og snupper en berliner til.
Aftensmaden er en laksemad og et stykke med hønsesalat og alt det vand vi kan drikke. Aase får et glas hvidvin, men jeg springer over for en gangs skyld.
Vi ser lidt tv og går så til køjs.

Vejr statistikken som tekst har jeg opgivet at reetablere, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata