25. oktober. Mandag. 1 grads varme er ikke just sommerlig temperatur. Vinden er svag fra sydvest og solen skinner fra en skyfri himmel.
Vækkes af for høj vandstand og nattrissen. Kan ikke falde i søvn igen pga. flimmeren. Lægger kabaler og løser Sudoku opgaver.
Nå, op og i gang, vi har træning til Aase forude. Ad sted til Vadestedet hvor vores ’private’ p-plads var optaget, vi fandt et alternativ.
Træningen var i dag primært udstrækning af venstre arm og en gåtur med John som støtte. Aase cykler 15 minutter på combi cyklen, inden vi forlader Vadestedet for at køre i den nye Aldi.
Handler for en mindre formue, men så har vi også næsten dagligvarer til en uges tid. Dog havde de ikke den proteindrik vi foretrækker, den henter jeg senere i den gamle Aldi.
Let frokost og så kører jeg på tanken og vasker bilen efter at have købt vask med 20% rabat.
Drejer ind til Aldi og køber proteindrik og et par andre småfornødenheder.
Jeg snupper en lille middagslur inden aftensmaden. Var jeg ikke bims i forvejen blev jeg det nu.
Efter at have holdt 10 alkoholfrie dage uden det har den store positive virkning på flimmeren, snupper jeg et glas rødvin til aftensmaden, det hjælper sikkert ikke, men smager jo godt.
Tv-tid, jeg ser Netflix og Aase lægger vist kabaler.
26. oktober. Tirsdag. 10 grader, vinden er let fra sydvest og det er lidt gråt.
Nattrisser er ikke det mest lydløse man har. Sover dog lidt igen, tror rødvinen trods alt hjalp på flimmeren, det er sikkert løgn, men jeg bilder mig det ind. 😊
Rutinerne sparkes i gang og jeg skal ud af døren til serviceeftersyn med bilen og samtidig få klarlagt hvad det er der skraber på når jeg drejer. Det viser sig at være en anker plade som er tæret og den skal skiftes inden næste syn.
Ad sted mod Toyota. Bilen afleveres og jeg nyder en kop Wiener Melange og ser på biler i ventetiden. De har fået den nye Toyota Yaris Cross og nu er der et emne som kan komme på ønskesedlen.
Hjemme igen og tre af de store fattigere.
Slapper om eftermiddagen og spiser et eller andet inden tv-tid hvor antal smittede stiger til alt for store højder.
Kan sgu ikke forstå at man vil tvinge mænd til at tage barsel, mens man skider højt og flot på den samling imbecile snot molekyler, som ikke vil lade sig vaccineres. Tving dem elles må de flyttes i interneringslejre.
Ser lidt tv fra Netflix og katten møder ikke op til aften, men det er også 13 grader udenfor, så han kan sagtens klare sig.
27. oktober. Onsdag. 11 grader, vinden er let fra sydvest og det gråvejr er fremherskende.
Hører nattrissen, det er ellers Aases foretrukne trisse, hun har styr på opgaven og bleen sidder lige i skabet, eller var det…..?
Kan dog ikke falde i søvn igen og lægger kabaler og spekulerer lidt på hvorfor fanden jeg bokser med flimmeren stadigvæk. Noget tyder på det er stres relateret i og med det bliver mindre efter et par glas rødvin, ikke om morgenen altså. Presset med at passe fruen med hvad det ellers medfører, er måske større end jeg har gjort mig klart. Men vi har en aftale, vi forsætter som hidtil. Aase skal ALDRIG på plejehjem igen, så længe jeg er i live. Tro mig, det er ikke min spøg. 😊
Starter morgenrutinerne. Aase har øjensynlig fået trykket sin venstre for forleden, hvor hun ikke fik sat sig ordentlig ind i bilen, så den brokker sig en del når hun skal gå. Vi giver den Voltaren et par gange om dagen.
Jeg lægger mig en times tid midt på dagen og læser det sidste nye mc blad og læser også i bladet Ekko, som jeg fik i fødselsdagsgave af Kenny, der er rigtig mange gode og velskrevne artikler.
Aftensmaden er æggekage med baconstrimler og der skal udluftes bagefter.
Tv’et holder for om aftenen, men det er sgu ikke meget der er værd at spilde sin tid på. Jeg ser Netflix.
28. oktober. Torsdag, 12 grader, havde det nu været det dobbelte ville jeg klappe i hænderne. Det er gråt og vinden er svag fra sydvest.
Hører kun nattrissen svagt og slumrer videre til klokken fem, hvor katten kommer og mener det er tid til morgenmad. Bokser stadig lidt med flimmeren, men det er blevet mindre.
Rutinerne startes med at vække fruen. Hun har stadig smerter i den venstre forfod så vi aflyser dagens træning på Vadestedet. Forventer at vi får styr på den fod i weekenden ellers er det ad sted til medicinkvinden i næste uge.
Vi slapper en stor del af dagen, Aase lægger kabaler og jeg læser i mc bladet og i magasinet EKKO.
Aftensmaden er pølser og flødekartofler til Aase og pasta og pølse til mig. Vi snupper lige et glas rødvin for at højne standarden. Jeg åbner en flaske Faustino 1 og må passe på ikke at drikke det hele i løbet af aftenen. Der efter massiv udluftning.
Aase går til køjs og jeg hjælper lidt til, inden jeg må kaste håndklædet i ringen og så også gå til køjs. Faustinoen har vist en højere alkoholprocent end den rødvin vi ofte drikker. Halleluja… 😊
29.oktober. Fredag. 7 grader, himlen er skyfri og vinden svag fra sydvest.
Hører kun nattrissen ganske svagt, hun er den bedste af trisserne og slumrer så til klokken godt halv fem. Lægger kabalerne i en mægtig fart og forsøger så at få et par timer mere på øjet, men nej, det vil ikke rigtig lykkes.
Står op ved halv ottetiden og vækker både Aase og katten. Aase hjælpes i bad og katten får sin morgenmad.
Lisa sendte nogle billeder sent i går aftes og dem ser jeg på. Uha, nogle gange er det lidt mærkeligt at blive konfronteret med fortiden.
Ser billeder af Grethes bryllup og andre for os ukendte scenarier. Bodil kommer på visit om eftermiddagen og vi vender lige tiden på værelserne oven på øjenafdelingen. Bodil har også en del billeder, men de fleste ligger før min tid.
Vi er ualmindelig kede af at Grethe ikke er live, vi kunne virkelig godt tænke os at have udvekslet minder.
Bodil havde lavet en rigtig god æblekage som vi næsten fik spist, vi har dog et stykke til i morgen.
Hurtigmad til aften, da det blev lidt sent.
Aase ser Vild med Dans, og jeg småslumrer til en serie fra Netflix. Vågner omkring midnat hvor katten banker på terrassedøren og han får lige lidt natmad inden han lægger sig i soveværelset.
30. oktober. Lørdag. 8 grader, lidt sol og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke nattrissen, var vist lidt bedøvet af rødvinen. Er oppe ved sekstiden og lette vandtrykket. Lægger kabaler og så er det vist ved at være tid til at vække fruen. Rutinerne går sin gang og jeg lister en tur i Aldi for at supplere beholdningerne. I dag manglede der tranebærsaft og hindbærfromage, samt vor foretrukne mærke i hvidvin. Køber noget andet sprøjt på tilbud. Kan altid blande det lidt med rødvinen, så det får en rimelig smag. Fruen går ti runder med den nye ’Tor’, selvom hun stadig har smerter i foden, cykler en time gør hun også.
Så kommer Anette og får en sludder, hun er ved at gå ud af sit gode skin pga. af alle opgaverne i forbindelse med flytningen. Vi forstår hende godt. Timingen af den flytning / ændring af hendes liv har ikke været helt god.!
Jeg må ikke sige det for Aase, men klemmer alligevel noget ud mellem sidebenene. Anette havde været bedre stillet ved at beholde sit hus og købt sig til de opgaver hun ikke selv magter. Der har været fokuseret alt for meget på penge ved hussalget. Det er / bliver mindst lige så bekosteligt og frustrerende at flytte til en lejlighed, efter mere end 50 år i hus. Det er sgu at komme fra asken til ilden. Så, nu har jeg sgu sagt det alligevel. Undskyld frue. Katten kommer og synes vi skal hyggesnakke og kæle lidt. Han lægger sig midt på gulvet i køkkenet, så jeg har noget besvær med at tilberede den kommende ret. Efter en stund går han dog udenfor.
Vi spiser flødekartofler og veganer schnitzler til aften, dertil et glas vin eller to og så er det tv-avis tid, Aase holder øje med om der kommer noget som jeg bør høre / se.
Aase ser noget om cancer og jeg ser mest det indvendige af øjenlågene.
Mad til katten og vi går i seng.
31. oktober. Søndag. 10 grader, lidt gråt og det har regnet lidt i nat. Vinden er svag fra sydvest.
Hører natmanden og forsøger at falde i søvn igen. Det bliver stort set ved forsøget og lægger resten af månedens kabaler. Vi har jo fået en time mere da natten heldigvis har afsluttet den idiotiske sommertid.
EU kan ikke blive enige om at sløjfe det fjollede tiltag, det kan jo godt bekymre en, at en så simpel sag ikke kan gennemføres, hvad så med andre sager som er meget mere kompliceret?
Rutinerne gennemføres og vi får overstået morgenmaden.
Aase cykler en times tid selvom hun har smerter i venstre fod stadigvæk. Venter med at gå til aften.
Jeg har lovet Kenny at vi kører et smut til Vordingborg for at hente hans cykel, som måtte efterlades i fredags, da der var indsat togbusser.
Vi kører hjem til kaffe og kage og senere bestiller Kenny en Pizza som fortæres inden han køres til Hvedevænget.
Jeg handler lidt i Aldi på vejen hjem. Alt hvad der manglede i fredags, mangler stadig. Nye varer på mandag monstro, men de skal jo også sættes på hylderne og det kniber det ofte med at få gjort.
Aase går 9 runder med ’Tor’, så gør foden igen knuder. Har bestemt at vi forsøger at råbe en medicinmand op i morgen, så vi kan få set på den fod.
Vi ser begge Anne og Anders som er i Finland. Det er gode udsendelser som fortæller en del om vores nordiske naboer. Jeg har aldrig kunne forstå hvorfor de nordiske lande ikke kunne samarbejde noget mere.
Vi har dog historie og etiske værdier langt hen ad vejen til fælles, modsat EU hvor vi bestemt ikke har de samme værdinormer.
Aase er gået til køjs og jeg ser lidt af en film med Tom Cruise, kendte den i forvejen, så jeg listede også til køjs. Katten er udenfor.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata