06. december. Mandag. 1 grad, lidt sol og vinden er let fra nordøst.
Efter at katten vækkede mig omkring midnat, har jeg ikke hørt noget til ham, men trissen hørte jeg.
Vågner ved fem tiden og tager fat på kabalerne. Småslumrer lidt ind imellem og står så op ved syvtiden.
Aase har jo en tur til Vadestedet på programmet, så vi skal have god tid.
Slipper igennem rutinerne og en sulten kat.
Så har Hanne fødselsdag og herfra lyder et højlydt tillykke.
Vi medtager udstyr til kørestol og også 4 punkts stokken. Som noget nyt har vi jo også handicap p-skiltet med, som i nogle tilfælde gør det nemmere at finde en p-plads med god plads til at stige ud og ind af bilen.
Aase ruller ca. 10 minutter på combi-cyklen og så kommer John og henter hende til lidt udstrækning og massage. Jeg ruller 10 minutter på en kondicykel imens. Så går de en runde mere med stokken og dagen træning er slut. Alt foregik jo med mundbind, for vi skulle jo nødig lave en ’Mette Fredriksen.’ 😊
På vej hjemad ruller vi lige en tur i Aldi for primært at købe et Juletræ. Et par andre småfornødenheder røg med i samme varme. En idiot i køen ved kassen kunne absolut ikke holde afstand eller vente med at komme varerne på båndet inden jeg var færdig. Han fik lige et par ord med på vejen.!
Hjemme og lukke katten ud i kulden og spise en let frokost.
Katten vender snart tilbage og vi sætter os og ser lidt krimi på fladskærmen og efter 20 minutters ’snak’ vil den ældre herre gerne ud igen. Aase forbereder nogle pakker og rydder vist op på værelset.
Jeg slapper lige en halv time med at lægge dagens sidste kabale. Hurtigmad i dag.
Aase går forholdsvis tidligt til køjs.
Ser noget om diplomater som er udstationeret i udlandet. Katten ser med og lægger sig så under sofaen for natten og jeg finder så sengen.
07. december. Tirsdag. 1 grad, noget gråt og vinden er let fra nordvest.
Vækkes ved to tiden og katten vil ud. Vækkes atter ved firetiden, da trissen møder frem og vågner så klokken halv syv og lægger kabalerne.
Rutinerne startes og katten sover i soveværelset. Vi har ikke noget fast på programmet i dag, men Aase skal helst nå at gå de femten runder med rollatoren og cykle en times tid. ’Lars’ når også at blive rørt.
Jeg higer og søger på Internettet efter forskellige ting, med varieret held.
Et pressemøde med blandt andre Søren Brostrøm er i gang, og han nævner atter, at ikke vaccinerede lever livet farligt og bekymringerne vokser i relation til Omikron varianten.
Kaffe og en giffel om eftermiddagen og noget senere lidt pasta og en Schnitzel til aftensmad.
Katten og jeg ’snakker’ lige lidt mens der er Corona Tv-avis og vi får hele smøren igen fra i eftermiddags.
Yderligere restriktioner spøger i kulissen og der nævnes at der i morgen på et endnu ikke fastsat tidspunkt vil være et nyt pressemøde.
Ser Bonderøven og bagefter noget om Jacob Haugaard. Du fik vist ikke den bedste start på livet.
Natten falder på og katten kommer og vil sove i sin kurv i stuen efter en kort snak. Jamen så godnat misser.
Pensionisterne finder også deres ’kurv’.
08. december. Onsdag. 0 grader, let vind fra nordøst og det truer med sne.
Har satme sovet noget afbrudt. Hører trissen og en time efter kommer katten og vil sove sammen med mig, men nix du gamle. Henter hans kurv fra stuen og ’hjælper’ ham op i den. Det varer en time så er den gal igen, atter ’hjælpes’ han tilbage, men nu passer det ikke længere den sorte mand at blive flyttet og han dasker ud efter mig, men den havde jeg set komme. Han bliver vist lidt fornærmet og vil så ud. Vi ses senere gamle jas. Lægger kabaler og forsøger så at slumre lidt inden vi skal op og vågner sgu ikke før ved ottetiden. Inden vi kommer i omdrejninger og får sat gang i rutinerne er klokken halv ti. Det bliver en lidt sen morgenmad, nærmere brunch.
Ser lidt på hvorledes der købes varer fra Bilka online. Men har sgu mit hyr med at tyde den lidt krøllede måde Bilka ser på det.
Går så over til Jysk for at bestille nogle varer derfra, men herre Jemini, sitet kører uhyre langsomt for endelig at falde helt sammen og jeg opgiver at købe noget på det tidspunkt.
Tilbage til Bilka og forsøger nu igen at bestille varer, men appen synes jeg skal hente det i Hundige, den er jeg ikke helt lun på. Havde ellers valgt Bilka i Næstved som foretrukne varehus. Lang om længe finder jeg ud at rette afhentningsstedet, men den mulighed havde Bilka sgu skjult godt.
Forsøger at vælge nogle varer og får så også samlet en del sammen, men synes så at jeg vist burde vente til fredag, hvor der kommer nye tilbud. Der står jeg så nu.
Så kommer Bjarni på visit og har et ønske om jeg kunne finde ham en ny printer, da den gamle ifølge hans barnebarn er kaput. Jeg finder en i HP printer i Elgiganten som han så vil købe. Så må vi se at få den sat op lidt hurtigt.
Aftensmaden er atter en gang biksemad med spejlæg.
Så er der pressemøde med blandt andre Mette og Søren som strammer op på restriktionerne. Også i dag er budskabet helt klart og tydeligt, bliv nu vaccineret for satan, de har dog modereret ordvalget en anelse.
Lidt fladskærms tv og vi ser lidt af hvert. Katten og jeg får en snak inden han lister til køjs og pensionisterne følger efter.
09. december. Torsdag. 0 grader, svag vind fra nordøst og det er temmelig gråt.
Hører ikke en dyt før ved halv sekstiden, men jeg har også sovet med høreværn.
Lægger kabaler, men mangler en enkelt da jeg står op og sætter gang i rutinerne. Katten banker på og han får morgenmad inden vi sætter os ved morgenbordet.
Lidt administrativt arbejde inden en ganske lille frokost og så drager vi til Vadestedet. Aase cykler indledningsvis og så kommer John og henter hende til en tur i barren. Hun går forlæns og baglæns og det går faktisk rigtig godt. Så en tur på vippebrættet, men det er fruen ikke specielt glad for. Sidste øvelse for i dg er en lang gåtur med John uden stok eller andre hjælpemidler.
Så vender vi næsen hjemad og der handles ikke i dag. Har besluttet at vi handler i Bilka fra computeren i morgen med det der kaldes Bilka Togo.
Snupper en kop kaffe og en lille kage og slapper så lidt inden aftensmaden.
Suppe, steg og is, stod menuen på, vi sprang dog stegen og isen over denne gang.
Så lidt Corona-tv-avis hvor det fortælles at smittetallet er gået amok og er uhyre tæt på 7000 nye tilfælde.
Lidt senere ser alle The Julekalender, også katten. Han ser dog ikke så meget når han ligger hos mig og småslumrer. Efter ca. tyve minutter kravler han ind under sofaen og lægger sig op ad panelet med varmerørene. Der ligger han også da jeg går i seng, efter at have set en del af en Olsen Bande film.
Aase kravlede til køjs for en time siden.
10, december. Fredag. 1 grad, meget gråt og det er stort set vindstille.
Vågner omkring klokken halv fem og går en lille tur og lægger så kabalerne bagefter.
Har altså ikke hørt trissen, men hun var her ved godt fire tiden siger Aase senere.
Vækker Aase ved halvottetiden og så er dagens ritualer igangsat.
Efter morgenkaffen, tændes computeren og jeg bestiller varer fra Bilka til afhentning i morgen mellem klokken 10 og 12. Er spændt på hvordan det spænder af.
Computeren bruges også til at fremstille nogle ’frimærker’ og adresselabels til brug ved nogle forsendelser, som Aase gerne vil have sendt inden jul.
Så kom der en pakke fra Jysk med GLS, hvilket atter giver en del pap til genbrugsstationen.
Sidste uge klagede jeg, på fruens opfordring, over manglende reklame blade i de sidste tre uger, men har ikke hørt en skid og heller ikke i denne uge har vi fået reklamerne. Vi spiser en minimal og sen frokost.
Aase har støvet af i stue og forstue og suget lidt med Dyson klonen. Nu er det så min tur til at rulle en tur med den ægte Dyson. I morgen frue, i morgen.
Aase går et par ture med firepunktsstokken og 4 ture med rollatoren inden hun sætter sig og cyklen en halv time inden aftensmaden. Vi er generelt lidt sen på færde i dag.
Aftenens menu er flødekartofler og en krebinade. Kan ikke helt gennemskue om Aldi mener krebinet eller karbonade. 😊men smager faktisk helt hæderligt med et glas rødvin til.
Forsøger mere eller mindre heldigt at følge lidt med i The Julekalender, men rødvinen får øjenlågene til at falde i, periodevis.
Katten går ind og sover og det gør fruen også og efter kort tid følger jeg eksemplet.
11. december. Lørdag. 1 grad, det har sneet en smule og vinden kan ikke få vindmåleren på naboens tag til at rotere.
Selvom jeg sover med høreværn pt. hører jeg alligevel nattrissen ved halvtre tiden. Så jeg lister ud på det lille hus efter hun er gået. Sover lidt videre, men rigtig godt bliver det ikke. Katten vil ind ved halvsekstiden og så lægges kabalerne. Forsøger at snuppe en time mere på øjet, men opgiver og står op for at forberede os på dagen. Ritualerne overstås og jeg gør mig klar til en tur til Bilka Togo for at hente de varer vi bestilte i går. Får en sms fra Bilka at varerne er klar til afhentning og jeg drøner ad sted.
Kører ind det rigtige sted og taster telefonnummeret ind på en stander, forkert første gang, men anden gang lykkes det. Der vises et nummer på den p-plads du skal holde på og efter ca. 5 minutter kommer der en herre med varerne som stilles ind bag i bilen og så er det farvel og tak og god weekend.
Varerne er leveret i nogle fine papkasser, som næsten er for gode at kassere, men ud ryger de ved hjemkomsten.
Kontrollerer om alle varerne er der og om det er det jeg bestilte og alt stemmer. Alt i alt en god oplevelse som formodentlig gentages på et tidspunkt.
Aase rydder op, tømmer opvaskemaskine og støver af og lidt senere snupper jeg mister Dyson og drøner en runde i huset, indtil der ikke er mere strøm på batteriet. Hurtigmad i dag.
Katten er generelt noget urolig for tiden og han virker ikke helt på toppen. Men vi får dog en ’snak’ i ny og næ.
Så, ikke mere skriveri for i dag, skal se en udsendelse om Lars Larsen og bagefter the Julekalender. Godnat.
12. december. Søndag. 1 grad, meget gråt og det regner og der er kommer 13 millimeter siden i går.
Vågner ved halvtretiden, måske vækket af nattrissen. Vågner igen ved halvfemtiden og går lige en lille tur. Ser på kabalerne og lægger de fire ud af fem. Katten banker på vinduet ved halv sekstiden og han kommer ind og får morgenmaden og så lægger han sig i kurven i stuen. Slumrer lige lidt og står så op og sætter gang i søndagens ritualer, indledningsvis med at vække Aase.
Når til morgenkaffen ved godt ni tiden og får en snak om hvad dagen kan byde på. Kenny har lovet at lave gløgg og æbleskiver sammen med Lene her på Figenvej og det ser vi frem til og Helle kommer også.
Vi gør lidt rent og vasker gulv og spritter toiletterne af og Aase ordner ovnen, så den ser ren og fin ud.
Henter Lene og Kenny og Helle trodser regnen og kommer på cykel. Vi får en hyggelig eftermiddag med god gløgg og gode æbleskiver fra Rema.
Vi ser også på lidt skriveri omkring et testamente som fruen og jeg er ved at oprette og får sat nogle underskrifter fra os alle. Der skal være rene linjer, så ingen bliver sorteper.
Helle ruller hjemad i regnvejr men når heldigvis godt hjem. Kenny kravler på loftet og finder Aases julekasser med alt hvad der hører til advent og jul. Tak Kenny, nu er din mor bestemt meget glad.
For øvrigt har Lene fået fast job i det nye år og som jeg nævnte, vi kan jo alle sammen komme galt ad sted. 😊
Tror nu at hun er tilfreds med den udsigt i det nye år, selvom det jo er en udfordring at bestride både job og passe poderne.
Kører Lene og Kenny til Hvedevænget og ruller hjem for at sætte Bilka næsten færdigretten i ovnen. Flødekartofler og svinemørbrad står menuen på. Desserten er et stykke rigtig god chokolade fra Summerbird julekalenderen som vi har modtaget fra Pia og Kurt.
Så er der Corona tv-avis og den ser katten og jeg fra sofaen i stuen, mens vi får en ’snak’ og der bliver vasket pels inden den ældre herre går udenfor i det kedelige vejr.
Ser The Julekalender og så ikke rigtig huske hvad der ellers flimrede hen over skærmen.
Joh forresten, noget om den russiske Zar som blev myrdet for mere end 100 år siden. Så er det også sengetid.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata