22. januar. Mandag. 5 grader, lidt sol og en strid pelikan fra vest.
Hører trissen og kan sgu ikke falde i søvn igen. Lægger alle kabalerne og forsøger så at snige mig til et par timer mere, uden det store held, først da jeg er ved at skulle op, falder jeg hen.
Gang i ritualerne og vi gør os klar til en tur på Vadestedet. Møder op i god tid og John har åbenbart også god tid, for han står parat og Aase får godt 10 minutters træning. Hmm.
Vi ruller forbi AK-Centeret på vejen hjem og afleverer det lånte INR udstyr. Vi ruller også en tur i 365 Discount og handler lidt. Hjemme igen og Aase snupper cyklen sammen med frokosten og jeg skriver lidt blogindlæg og gider så ikke mere i dag. Har fået svar på mine blodprøver og de er begge tilfredsstillende siger medicinmanden, men for en sikkerheds skyld tager vi en kontrol blodprøve førstkommende fredag.
Eftermiddagskaffe og så møder katten op til aftensmaden som er hurtigmad.
Aase ser Matador om aftenen og jeg ser Barnaby sammen med katten indtil hun går ud ved 21-tiden.
Fruen hjælpes til køjs og jeg går samme vej lidt senere.
23. januar. Tirsdag. 5 grader, lidt gråt og vinden er frisk fra vest.
Vågner ved firetiden, men vender mig om og sover videre til klokken seks. Kabalerne lægges, alle sammen og står så op og starter dagens ritualer. Har nogle administrative opgaver jeg gerne vil bearbejde i dag.
Aase får nogle penge retur fra Næstved Kommune for den alarm vi betaler for hos YouSee, men jeg skal dokumentere regningerne er betalte. Den opgave er klaret nu. Så kontakter jeg vores rådgiver i Sydbank via mail og beder ham om at fortælle lidt om omlægning af lån og hvad vi kan opnå ved en eventuel omlægning. Modtager senere et skriv som jeg endnu ikke har læst grundigt.
Så har vores udskældte skattesystem fortalt os at vi ikke får nogen ældrecheck, da vores formue overstiger den fastsatte grænse. Det er så skattevæsenet som har fejlagtigt medtaget Aases erstatningssum konto i deres beregning. Det skal jeg have rettet i morgen.
Vi drikker eftermiddagskaffe og spiser Bodils gode banankage til.
Aftensmaden er delvis rester, men jeg prøver at stege flæsk i airfryeren efter en opskrift fra Internettet, men den var ikke helt god, så den blev tilrettet så flæsket også blev helt stegt. 😊
Katten er kommet og vi sætter os og ser en Barnaby, inden hun forlader huset midt på aftenen.
24. januar. Onsdag. 7 grader, noget gråt og vi har fået 10 millimeter regn i løbet af natten. Vinden er frisk fra vest. Hører trissen som kom alt for tidligt, inden klokken et. Der er sgu ikke meget omløb i hovedet på de mennesker. Vågner ved halvsekstiden og lægger kabalerne, inden jeg snupper en time mere og så startes ritualerne. Ordner et par administrative opgaver og havde så til hensigt at køre på lossen og derefter handle i Rema, men gik kold og fladede ud i stedet mens Aase motionerede. Fik dog sat nogle cykel ting til salg på Facebooks markedsplads. Aftensmaden var flødekartofler og en marineret mørbrad.
Katten har vi ikke set i dag, men det har sgu heller ikke været vejr til at jage hverken hund eller kat ud i. Men jeg synes sgu hun mangler i helheden, ikke mindst om aftenen når jeg ser tv. Det er sgu lise for sjælen når hun klemmer sig op ad benet og slumrer et par timer mens Barnaby ruller over skærmen. Nå, hun kom alligevel et smut forbi og blev en god times tid.
25. januar. Torsdag. 7 grader, solen er på vej op og vinden er frisk fra vest.
Vågner ved halvfiretiden og går en tur og snupper så et par timer mere inden kabalerne lægges. Så er det et år siden vi sagde farvel til den sorte kat som desværre måtte aflives. Ham savner jeg til stadighed, selvom jeg har fået en ny deltids pensionær.
Ritualerne startes ved otte tiden og efter morgenmaden går Aase i gang med at støve af og støvsuge stole etc. Jeg ruller en tur i Rema og køber lidt fornødenheder, vin og deslige. 😊
Hjemme igen og så kommer katten på visit og vi snupper lige en time på langs, selvom jeg skulle have været i fitness lokalet, det må så blive i morgen. Den unge dame lister så ind i fitness lokalet og slumrer videre da jeg giver mig til at ordne vaskemaskine og et par andre ting. Ris og kylling er aftensmaden.
Katten og jeg ser lidt Barnaby og hun vil ud efter en times tid. Fruen hjælpes til køjs og jeg sætter mig og ser Den Lyserøde Panter med Peter Sellers.
26. januar. Fredag. 5 grader, noget mørkt og vinden er frisk fra vest.
Vågner ved halvfiretiden og går en runde inden jeg slumrer videre til omkring klokken seks. Kabalerne lægges og ritualerne indledes. Kører lidt på i dag, da jeg skal ned og have taget en kontrol af sidste uges blodprøve. Er hos vampyrerne ved halvellevetiden og kommer hurtigt til, selvom medicinmanden havde glemt at gøre opmærksom på at jeg ville dukke op. Alt bliver klaret og jeg vender hjem til Figenvej.
Ordner lige opvaskemaskine mens Aase går sine runder og bagefter vasker og tørrer jeg lige et par hold tøj og lægger på plads også. Katten er mødt op og synes bestemt vi skal slappe lidt på sengen. Det gør vi selvfølgelig. Efter en times tid er misser sulten og jeg ordner et par småting. Så kommer hun igen og tilkendegiver højlydt at vi godt kan tage en time mere og det gør vi så. Nå frøken, nu er det madlavningstid og den unge dame lister minsandten ud efter atter at have spist lidt mad.
Jeg sætter det hele i oven, i dag pasta og kyllingekål. Mens det varmer, er der sgu nogen der gør højlydt udenfor bryggersdøren og jeg gætter på det er Sofus. Jeg åbner og ind kommer Sofus stor og glad og rydder alt kattens mad. Han har ikke halsbånd på og jeg aner ugler i mosen og får med lidt godbidder lokket ham over hos ham selv, men der er sgu ingen Hanne, så jeg ringer lige, men telefonen tages ikke og jeg tænker at der måske har været indbrud og nogen har lukke Sofus ud, for hegnet er ikke sat for. Så gør Sofus atter højlydt og nu kommer der sgu liv i Hanne som selv har lukket hunden ud, men har glemt at hegnet ikke var sat for. Nå, heldigvis var der ingen ko på grisen og jeg er da glad for at hunden kommer herover fremfor at stikke af, det ville sandelig ikke være så rart. Hanne siger undskyld, men pyt med det, bare der ikke er sket noget. Aase havde heldigvis slukket for maden, så den var stadig spiselig.
Katten og jeg ser resten af Den Lyserøde Panter og så lukkes frøkenen ud.
27. januar. Lørdag. 5 grader, sol og skyer og vinden er let fra sydvest.
Må op og hælde vandet fra op til flere gange i løbet af natten, rædsomt irriterende. Falder dog i søvn igen og står så op og sætter gang i ritualerne. Katten møder tidligt op og er lidt frustreret over at jeg ikke har tid til at hygge, men Helle og Morten kommer en tur forbi først på eftermiddagen, så jeg vil gerne lige give toiletterne en omgang og gå en tur med hr. Dyson. Hun lægger sig i fitness lokalet og slumrer lige til Helle og Morten ankommer. Vi snupper en kop kaffe og eller et glas Cola med lidt knas og kage til. En hyggelig eftermiddag får hurtigt ben at gå på. Tak for visitten. Vasker og tørrer håndklæder.
Vi har fået en del at spise i løbet af dagen, så vi snupper et par flade rugbrødsmadder til aften.
Jeg sætter mig sammen med katten og ser en cowboyfilm med John Wayne. Hjælper fruen til køjs og katten går ud og jeg i seng.
28. januar. Søndag. 3 grader, nogen sol og vinden er svag fra sydvest.
Var vågen engang i nat og frekventerede lige det lille hus. Sover videre og gider ikke kabaler i dag.
Sætter gang i søndagsritualerne og ordner så lige lidt regnskab. Bagefter smutter jeg en tur i fitnesslokalet og bruger ca. 45 minutter. Aase går de 15 runder med rollatoren og cykler bagefter. Hopper i badet og slapper så lidt og lægger kabalerne. Ser cykelcross fra Holland. Aftensmaden er leveret af Gordon og er farseret porrer med sovs og kartofler. Så kommer katten og vi ser South Park. Ser også noget af håndboldkampen mellem Frankrig og Danmark som Danmark tabte. Katten vil ud og vi vasker op og gør klar til at Aase og Bodil skal med Flexhandicap til Roskilde i morgen formiddag.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata