18. marts. Mandag. Minus 3 grader, vinteren er tilbage, vinden er let fra sydøst og solen skinner.
Vågner på et tidspunkt, men ved ikke hvorfor og sover så videre til klokken fem, hvor jeg vist skal se at kommer op en tur. Lægger lidt kabaler og blunder så til klokken godt syv hvor jeg står op og sætter fut i ritualerne. Vi forventer at der kommer en herre fra Hjælpemiddelscentralen og skifter hjul på Aase kontorstol. Jeg forventer også at blive ringet op fra AK-Centeret for en status på mine blodprøver samt en status på brug af medicinen Eliquis. Søren fra Hjælpemiddelcentralen kommer ved godt elleve tiden og sætter et par nye hjul på fruen stol og så er den gode stemning atter genoprettet. Let frokost og jeg lægger mig og slapper lidt inden vi skal ud ad døren til Aases el-stimulering. Så ringer Jette fra AK-Centeret og fortæller at mine blodprøver er fine og hvis jeg ellers har det godt med den nye medicin, tager vi en blodprøve om ca. tre måneder igen og tager en kort snak.
Ad sted til Rikke som i store træk synes at Aase gør de forventede fremskridt. Da Aase nævner at hun skal til behandling med Botox i slutningen af næste måned er Rikke ikke så sikker på det er en god idé.
Synes Aase skal forsøge at få behandlingen udsat et par måneder for at se om el-stimulationen har haft de ønskede virkninger. Det er lidt af en kovending fra Rikkes side, da hun eller flere gange har sagt at Aase burde forsætte Botox behandlingen, men man har vel et standpunkt til man tager et nyt. Jeg har hele tiden synes at den Botox behandling skulle stoppes, da jeg ikke kan forstå hvad den gør godt for. At få musklerne til at slappe af er vel skidt, når el-stimuleringen forsøget at aktive de selvsamme muskler. Hjemme igen til kaffe og banankage og så lidt cykling fra det nordlige Spanien inden aftensmaden som i dag er brændende kærlighed. Men, men, det er sgu ikke brændende kærlighed som jeg ønsker den. Katten dukker op og vi sætter os og ser et eller andet på fladskærmen og først på aftenen vil hun ud og pensionisterne går til køjs.
19. marts. Tirsdag. 2 grader, solen skinner og vinden er let fra sydøst.
Vågner ved fem tiden og lister en lille tur, inden jeg lægger mig og slumrer til klokken godt seks.
Gider ikke kabalerne og blunder lidt og står så op og sparker lidt til rutinerne. Jeg bestiller varer gennem Rema og så kommer Marlene og renser Aases høreapparater. Så leveres varerne fra Rema med diverse mangler da en del var udsolgt. Hmm. Flink indkøber han tilbød at køre i en anden Rema for at finde de sidste varer, men jeg sagde nej tak. Man skal sgu ikke drive folk rundt i manegen. Det er jo ikke livsvigtigt. Fruen træner og det gør jeg også og så gælder det cyklingen fra det nordlige Spanien. Skal dog lige i bad først. Efter badet kommer katten og vi ser lige lidt cykling.
Hurtigmad og rester er aftenens menu. Jeg ser Barnaby og Aase noget underholdning af en anden slags. Katten viser sig ikke og vi går tidligt til køjs.
20. marts. Onsdag. 6 grader, solen skinner og vinden er let fra sydvest.
Vågner ved fire tiden og går en lille tur. Lægger et par kabaler og slumrer videre til ved sekstiden hvor de sidste kabaler lægges. Min mor ville være blevet 98 år i dag.
Står op ved halvottetiden og sætter gang i ritualerne. Katten møder op og får morgenmad og forlader så atter huset.
Det gør vi også, men først sidst på formiddagen, da vi har en aftale med Rikke på Næstved rygcenter.
Ingen forhindringer på Nygårdsvej udover en gul bus og vi er fremme i god tid. Aase får primært behandlet venstre tommelfinger som jo har det med at være lidt krum, men lidt strøm hjalp den på vej til at blive rettet ud. Det var så dagens behandling og vi ruller direkte hjem bagefter. Havde ellers i tankerne at handle lidt, men min dagsform var ikke til det i dag. Slås stadig med højre ben og ryg.
Hjemme igen og Aase går sine runder og cykler og jeg flader ud for at hvile ryggen og bagefter er der cykling fra Spanien og Belgien. Aftensmaden er karbonader, kartofler og stuvede ærter og gulerødder og det var sgu en smule kedeligt. Som så ofte tidligere er fladskærmen parat til at underholde.
21. marts. Torsdag. 7 grader, lidt sol og vinden er svag fra sydlige retninger.
Vågner ved halvfemtiden og lister en tur og forsøger så at blunde videre, men det kniber og jeg lægger et par kabaler og slapper lidt. Er så ved at falde i søvn da jeg faktisk burde stå op og sætter rutinerne op i omdrejninger. Så op med sig. Aase vil gøre rent i stue og forstue og jeg burde snige mig ud og handle lidt, men manglen på energi og højre ben synes jeg burde lave lidt herhjemme. Fejer lidt udenfor hoveddøren og fejer småsten fra vejen ind i indkørslen. Fatter en støvsuger og en klud og støver af inde på mit værelse. Se det var tiltrængt senior. Så er der cykling fra Spanien og minsandten om ikke katten kommer og ser med, en times tid. Aftensmaden var lam og flødekartofler, en anelse kedeligt.
Atter er der underholdning til pensionisterne, jeg ser Barnaby.
22. marts. Fredag. 7 grader, lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Havde temmelig ondt i højre ben og ryg og snuppede en ’bombe’ med det resultat af jeg blev temmelig vågen og roterede rundt i sengen det meste af natten. Fik så lagt alle kabalerne inden solen stod op.
Først ved halvottetiden, blev jeg søvnig igen, men den går jo ikke gamle, op og starte ritualerne.
Jeg vælger at få bragt varer fra Rema og i mellemtiden kommer katten og vi hygger os en lille time på sengen inden katten vil ud igen. Aase træner på sædvanlig vis og fremstiller en minifrokost og går så i gang med at sortere og ordne en del papirer jeg har sjusket med det sidste års tid. Bliver ikke helt færdig inden aften men har gjort det nemme at afslutte ’projektet’ inden for en overskuelig fremtid.
Undervejs støder jeg på en del papirer fra Næstved Fjernvarme og jeg forsøger at gennemskue hvad det vil koste os hvis vi ønskede at ’aflive’ gassen. Det er bestemt ikke lige til at gennemskue. Vi har en frisk til udgangen af denne måned til at beslutte os. Det ser dog ikke ud som om vi kan etablere den nødvendige tilslutning som er 60% af ejendommene. Tilslutningsprocenten er pt. 23%.
Nå vi får se. Hamburgerryg til aften og underholdning til alle fra husalteret.
23. marts. Lørdag. 8 grader, svag vind fra sydvest og solen skinner i perioder.
Sover minsandten til klokken seks og lægger så de fleste kabaler inden jeg står lidt tidligt op og gør klar til dagens ritualer. Vi venter besøg af Pia og Kurt kort efter frokost. Jeg steriliserer lige badeværelserne og vasker gulvene uden gulvtæpper og når så lige i bad inden familien fra hovedstadsområdet dukker op med vin og mad i store mængder. Vi spiser Pias gode hjemmelavede frikadeller og kolde kartoffelsalat, snakker en del og mens Pia er ude for at ryge kommer Hanne og Sofus på besøg og får en snack, kun Sofus altså. Kaffe og lidt chokolade inden Pia og Kurt atter forlader os. De ville gerne nå ind til billigblomster på hjemvejen for at se på nogle blomsterkrukker. Erfarer senere at de har købt tre krukker. 😊
Vi spiser let til aften, en håndfrikadelle og et stykke brød. Så kommer katten og vi ser lidt Barnaby inden hun går udenfor igen.
24. marts. Søndag. 5 grader, 5 millimeter regn i nat og det er gråt og vinden er let fra sydvest.
Vågner ved firetiden og går en lille tur. Har lidt svært ved at falde i søvn igen. Lægger kabaler, dem alle fem. Småslumrer til ved halvottetiden og så startes ritualerne. Bagefter lidt administrativt arbejde og en ’snak’ med katten og da hun går ud igen. Slapper jeg lidt og ser cykling fra Spanien og så kommer Bodil medbringende en banankage og vi får lidt kaffe til den gode kage, samt en snak om ’verden’ rundt om os. Ser lige slutningen fra Gent Wevelgem og Mads Pedersen vinder. Da Bodil kører hjem, spiser Aase ’frokost’ og jeg et stykke pizza og så cykler fruen, mens vi ser damernes Gent Wevelgem.
Vi underholdes via fladskærmen.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata