17. juni. Mandag. 17 grader, solen skinner og vinden er svag fra sydøst,
Sover til klokken halv seks og lægger så kabalerne og slumrer videre til klokken halv otte.
Ritualer aktiveres lidt i otte. Vi gør os klar til en tur på Vadestedet, den sidste inden John holder ferie til medio juli. Vi ønsker god ferie og sætter kursen mod Rema for at handle lidt så vi kan være dækket ind i tre dage som det anbefales af Beredskabsstyrelsen.
Hjemme igen og vi modtages af katten, som synes det kunne være rart med noget spiseligt og lidt selskab. Vi tilbereder lidt til kat og os selv og løber så farten af for i dag, sådan da.
Jeg ser lidt på Harald-Nyborgs hjemmeside og køber her lidt grej til madlavning på gasbrænder.
Aftensmaden er flødekartofler og frikadeller med friske danske jordbær til dessert. Det smagte godt.
Ups. Så kommer Sofus i fuldt firspring, han er stukket af fra Hanne og han rydder lige katteskålene for mad. Sådan, så kan vi få vasket op 😊 og jeg ser Frost bagefter.
18. juni. Tirsdag. 17 grader, let vind fra sydvest og solen skinner for det meste.
Må op en tur i nat, men sover så til klokken halv syv. Kabalerne lægges og så sætter jeg gang i ritualerne. Vi har en aftale i eftermiddag med Susanne om et par klipninger. Jeg bider hovedet af al skam og sprøjter indkørslen mod ukrudt. Går i bad bagefter og slapper lidt inden vi skal ad sted. Meget let frokost, så kommer katten og synes bestemt vi skal sidde udenfor og hygge os, og bagefter får jeg en snak med Linda om deres hund og kat som begge ikke er helt raske. Katten Malte vil ikke spise og er hos dyrlægen og hunden Marley er allergisk og får indsprøjtninger. Linda selv døjer med svimmelhed som måske kan stamme fra et styrt med MTB’en sidste sommer og hun er blevet skannet og venter på resultatet. Ups, tiden går og jeg må skynde mig at få læsset Aase på bilen og rulle mod frisøren. Vi når det til tiden og får en sædvanligvis god snak med Susanne inden vi atter ruller mod Figenvej.
Vi spiser en laksemad og en ostekiks som aftensmad.
Så kommer katten igen og hun spiser lidt og bagefter sætter vi os og ser tv-avis og kæler lidt, indtil det ikke længere passer frøkenen og hun lister af. Misse Piv vi holder meget af dine besøg. 😊
Hjælper fruen til køjs og ser så den sidste del af Inspektor Frost.
19. juni. Onsdag. 12 grader, let vind fra vest, sol og skyer deler himlen.
Må op en tur ved fem tiden, men slumrer så videre periodevis. Får lagt nogle kabaler og snupper så en lille time mere inden ritualerne startes. Katten møder op og synes vi skal kæle lidt, men jeg har altså ikke tid om morgenen misser. Hun lister af igen og så ringer fodterapeuten og spørger om vi kan møde op en god times tid tidligere og selvfølgelig kan vi det. Ad sted med os og vi møder op i god tid og Aase behandles først og så er det min tur og jeg døjer desværre atter med et par nedgroede stortånegle som skal behandles med bøjler og der er ikke tilskud til bøjler, så der skal en henvisning til som jeg må forsøge at skaffe i morgen. Vi betaler prisen i dag og tænker at vi regulerer regningen næste gang.
Hjemme igen, men desværre er det ikke vejr til at sidde ude og nyde et glas. Let frokost og vi slapper lidt og så kommer katten og synes hun skal have lidt håndspålæggelse og lidt spiseligt og efter en halv times tid smutter hun atter ud. Vi spiser frikadeller, kartofler og skysovs samt rabarberkompot.
Underholdes via fladskærmen som så ofte før.
20. juni. Torsdag. 12 grader, svag vind fra vest, solen skinner for det meste.
Lidt i fem er åbenbart tidspunktet for at lade vandet. 😊
Småslumrer lidt og forsøger så at lægge kabalerne, men gemmer en enkelt til senere. Står så op omkring kvart i otte. Ritualerne sættes på aktiv. Synes ikke at energiniveauet er opadgående, så fuglene får lidt mad og jeg tager det afslappet generelt. Vi ser lidt cykling, franske mesterskaber i enkeltstart og får en lille snak med katten. Sender en sms til Linda for at høre om katten Maltes helbred. Han skulle være ok igen og familien 7000 kr. fattigere.
Vi spiser grill medister, kartofler og brød samt et glas vin til aften. Inspektor Frost udgør min aften underholdning.
21. juni. Fredag. 15 grader, gråt og sol er at se på himlen. Vinden er svag fra vest.
Må op en tur ved halvtretiden og ved fem tiden. Må viste spare lidt på hvidvinen.
Småslumrer til omkring halv otte og så går vi i gang med ritualerne. Vi har en aftale med Rikke ved frokosttid, den sidste i denne omgang for øvrigt. Vi møder op til tiden som altid og Rikke viser os hvorledes vi skal bruge det strømgivende apparatur vi har investeret i og så forlader vi Rygcenteret og ruller en tur ind til Rema på vejen hjem. Malte dukker op og vi får en kort ’snak’, det er godt at se ham, han er en usædvanlig venlig kat, men jeg tror at det plager ham at han mistede Alberte.
Vi bliver enige om at spise lidt sen frokost i anledning af det er årets længste dag. Et par sildemadder, et par stykker med Remas hønsesalat samt en ostekiks, suppleret med et par snapse og et glas Hoegarden, hvorefter der vaskes op. Vi underholdes via fladskærmen.
22. juni. Lørdag. 12 grader, gråt og det har regnet lidt, vinden er let fra nordvest.
Vågner ved sekstiden og lister en lille tur og lægger så kabalerne bagefter, men kan ikke sove mere.
Fruen banker ved halvottetiden og vi sætter gang i ritualerne. Føler mig ikke voldsomt inspireret til de store ting, men sætter vasketøj over, både sort og hvidt og får det også tørret og lagt på plads. Katten kommer en tur og vi får en kæle snak på et kvarters tid og så lister damen ud igen. Jeg går en tur med støvsugeren og slapper så en times tid inden vi sætter gang i madlavningen.
Vi spiser svenske kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebærsyltetøj. Desserten var rabarberkage med flødeskum. Underholdningen overlader vi til fladskærmen.
23. juni. Søndag. 15 grader, sol og skyer og vinden er let fra vest og sådan bliver det hele dagen.
Er vågen ved fire tiden og besøger et af vores aftrædelsesrum og bagefter kan jeg sgu ikke sove mere, dæmonerne drøner rundt i lokalet. Lægger kabaler og hviler lidt inden jeg står op og starter ritualerne.
Vasker og tørrer håndklæder mens Aase går sine runder og cykler lidt. Der er danske mesterskaber i linjeløb for både damer og herrer og det følger vi med i en del af dagen. Katten kommer på en kort visit.
Aftensmaden er kylling og pasta. Lidt underholdning via fladskærmen til pensionisterne.
Vejrdata kan ses her. Vejrdata