05. august. Mandag. 14 grader, nogen sol og vinden er svag fra sydvest.
Er oppe en gang i nat, men hører ikke trissen. Vågner ved seks tiden og lægger alle kabalerne. Småslumrer til ved halvottetiden og står så op og sætter gang i ritualerne. Vi forventede at tage en tur til Næstved Fysioterapi, men John ringede og aflyste træningen. Jeg overvejer hvad der skal foregå, for jeg slås lidt med svimmelhed og ondt i nakken. Vi bliver enige om at Aase får lidt strøm og træner bagefter og jeg forsøger at minimere svimmelheden med Voltaren, varme og 40 minutters træning.
Det lykkedes ikke helt, men blev dog bedre. Vi spiser frikadeller og kold kartoffelsalat.
Så er der ellers OL resten af aftenen og Danmark kvalificerer os til en halvfinale i 4 km holdforfølgelsesløb. Sengetid.
06. august. Tirsdag. 14 grader, svag vind fra sydvest og solen skinner for det meste.
Er oppe en gang i nat men slumrer videre til klokken seks hvor kabalerne lægges. Står op kvart i otte og sætter liv i ritualerne. Tænker jeg ruller en tur i Rema lidt senere, selvom jeg i denne uge kan få bragt det hele gratis. Foretrækker dog at handle selv for det meste. Svimmelheden er ikke så slem i dag, men den lurer. Handler for en formue og ved hjemkomsten fabrikeres en ydmyg frokost til os begge og Aase træner og efter en halv time på ryggen futter jeg i fitness lokalet i godt 40 minutter.
Vi spiser pasta og kødboller og det smagte fortrinligt.
Atter står aftenen i OL’s tegn.
07. august. Onsdag. 14 grader, svag vind fra sydøst. Lidt skyer og lidt sol men det er lunt.
Atter må jeg op en tur inden trissen kommer forbi. Sover så til klokken seks og lægger alle kabalerne. Småslumrer lidt og står så op omkring lidt i otte. Ritualerne aktiveres og så går jeg i gang med at støvsuge med den gamle Dyson. Støvsuger mit værelse grundigt og bagefter får bryggerset en ordentlig tur inklusive rengøring af kasser med indhold og fryseren flyttes fremad så der kan blive støvsuget bag den. Det trængte den virkelig til. Nu mangler vi bare at få den afrimet.
Let frokost og jeg slapper lidt inden jeg ser lidt OL. Aase motionerer som vanligt og ser OL.
Vi spiser hurtigmad og rester og ser OL bagefter. Så kommer katten for første gang i dag og vi får en ordentlig snak og lidt mad samt lidt leg i haven og jeg får flere blodige rifter på hånden, men det hører med. Vi ser OL resten af aftenen, mens regnen pisker ned.
08. august. Torsdag. 14 grader, let vind fra vest og det er lidt gråt og det har regnet en smule.
Må op en tur kort før trissen kommer, men sover så til klokken godt halv seks hvor kabalerne tager over.
Småslumrer og gider ikke stå op, men sætter alligevel gang i ritualerne ved otte tiden.
Aase kaster sig over den lille støvsuger og støvekluden og forsøger at sterilisere huset. Jeg kaster mig ind i fitness lokalet og bruger 45 minutter. Har nogle administrative opgaver som jeg lige skal klare inden jeg går i bad. Vi spiser sprød kylling og ris, ikke just Aases livretter. Katten har været her et par gange, primært for at kæle synes jeg. Så er det OL-cykling på programmet og jeg sætter mig og kigger med. Hjælper fruen til køjs og følger så efter.
09. august. Fredag. 12 grader, gråt og det truer med regn. Vinden er let fra sydlige retninger.
Vågner ved halvfemtiden, men gider ikke stå op, så kabalerne lægges minus en enkelt og så forsøger jeg at slumre lidt igen. Står så op ved otte tiden og sætter fut i ritualerne. Efter morgenmaden støvsuges der, så vaskes der gulv og til sidst får toiletterne en ordentlig omgang. Bodil ventes på visit til kaffetid. Som altid får vi en hyggelig eftermiddag med friskbagt banankage. Det har regnet en del, men solen skinner da Bodil ruller hjemad. Vi spiser hamburgerryg til aften og får et glas vin til.
OL-udsendelserne udfylder aftenen inden sengetid.
10. august. Lørdag. 15 grader, let vind fra sydvest og det er mest gråt.
Vågner klokken fire og har noget besvær med at sove videre, så kabalerne lægges inden jeg forsøger at slumre lidt i perioder. Står dog op ved otte tiden og sætter ritualerne på aktiv. Efter et bad drøner jeg ad sted for at hente et par pakker, en på Odensevej og en i daglig Brugsen i Mogenstrup. Idioti at sende noget til en destination i Mogenstrup, mere end otte km fra hvor vi bor. Så kan det ikke gøres dummere.
Ruller lige ind til 365 på vejen hjem og møder Sofus ved hjemkomsten og vi får lige en kort snak også med Hanne. Let frokost og vi gør klar til en tur hos frisøren midt på eftermiddagen og som altid er det ganske hyggeligt at besøge Susanne. Hjemme igen og ser de sidste km af cykelløbet San Sebastian.
Aftensmaden er farsbrød til Aase og fiskefrikadeller til mig og i dagens anledning snupper vi et glas vin til og tænker på Anette, som ville være blevet 79 år i dag. Du er savnet og det er Peter også.
OL i Paris udgør også i aftenunderholdningen indtil sengetid.
11. august. Søndag. 15 grader, vinden er let fra sydvest og skyerne bokser med solen om pladen.
Tror jeg vågner ved fire tiden og kan sgu ikke falde i søvn igen. Lægger kabaler og småslumrer mens jeg roterer rundt i sengen. Står så op og sætter gang i søndagsritualerne. Det er Marias 29. års fødselsdag, så herfra lyder et højlydt tillykke med dagen. Sætter håndklæderne til vask og tørring og går så i fitnesslokalet ca. 45 minutter, efter at katten har været her og få en kort snak og lidt spiseligt.
Vi ser lidt OL og slapper ellers indtil aftensmaden som var hurtigmad. Lidt mere OL og så er det sengetid.
Vejrdata kan ses her. Vejrdata