23. december. Mandag. 5 grader, gråt og vinden er let fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde som kom ved halvettiden og hende havde vi selv sendt bud efter da Aase var rædsom dårlig med diare og det kunne jeg ikke selv magte bare lige. Fik hende ud på toilettet og størstedelen var meget snavset inden trissen kom og vaskede Aase og jeg rengjorde toilettet undervejs.
Trissen var virkelig en handlekraftig hjælp og meget behagelig. Job done, og efter en halvtime får vi Aase til køjs igen. Trissen lister ad sted og vi siger tak for kvalificeret hjælp.
Klokken syv er den gal igen og Aase vækker mig og atter tilkalder vi hjælp som kommer kort tid efter, men denne gang var det ikke så slemt, så trissen klarer det stort set alene. Desværre synes jeg at min mave rumler gevaldigt og jeg har kvalme og ganske rigtigt i løbet at formiddagen finder jeg toilettet og slår mig ned derude. 😊 Jeg kontakter Helle og høre om hun har mulighed for at hente nogle fornødenheder i Rema. Det klarer Morten i en ruf. Tak for hjælpen.
Heldigvis sover Aase nu godt, så jeg ikke også hende at tage hensyn til det meste af dagen.
Katten er mødt op og vi forsøger at hygge os, først på sengen og bagefter foran tv’et.
Jeg er lidt slatten så jeg lister tidligt til køjs og lader katten sove videre i stuen.

24. december. Tirsdag. 5 grader, lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Nattrissen var en mand og klokken var 02:19.
Vækkes kort efter trissen har været her af katten som er sulten og så går hun sgu ind og sover videre.
Ved halvsekstiden vender hun tilbage og vil ud. Jeg forsøger at sove lidt videre og lægger kabaler og gider ikke stå op, men ser lige at fruen stadig slumrer. Småblunder en del af formiddagen og omkring frokosttid får jeg lokket fruen op på toilettet og få et bad inden hun tager sin morgenmedicin.
Så småslumrer vi begge videre. Katten kommer midt på eftermiddagen og hun virker træt og lægger sig på missetæppet på sengen og falder helt omkuld. Vi ligger der lidt til Aase banker og vi sætter kursen mod toilettet. Atter lister vi tilbage til sengen. Jeg snupper et stykke franskbrød og lidt spegepølse, gad nok vide hvad fordøjelsessystemet siger til det.? Nå, vi får se.
Julemiddagen er selvsagt aflyst, den forsøger vi at indtage senere på ugen.
Aftenen går med lidt underholdning til katten og mig og så lister jeg ellers i seng, mens katten sover videre.

25. december. Onsdag. 5 grader, gråt, tåget og fugtigt og vinden er svag fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:10.
Hører trissen og kort efter kommer katten og vil ud. Jeg slumrer noget uroligt videre.
Ritualerne sættes ikke i sving i dag, da fruen er noget slap i koderne, så det bliver til en tur på toilettet og børste tænder og så i seng igen. Omkring frokost liver hun lidt op og får lidt spiseligt, yoghurt og et stykke franskbrød inden hun atter sover til midt på eftermiddagen. Atter lidt yoghurt og et lille stykke franskbrød og så lægger hun et par kabaler og forsøger at kommer lidt op i omdrejninger. 😊
Katten har været her det meste af dagen og nu har hun lagt sig i stuen og venter på jeg kommer og tænder for tv’et. Det gør jeg selvfølgelig og vi sidder der et par timer og ser underholdning for store og små. Frøkenen går ud ved enogtyvetiden og jeg går i seng.

26. december. Torsdag. 6 grader, gråt og fugtigt og den svag vind er i det vestlige hjørne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 4:06.
Har kun sovet lidt i nat indimellem hosten og står sent op. Tror den var halv ti. Ved halvellevetiden hjælpes fruen på toilettet og bagefter i bad og minsandten og ikke også hun vil have tøj på. Vi spiser lidt og Aase lægger kabaler og holder sig oppe.  Jeg vasker og tørrer tøj og fylder containeren med plast, pap og papir, den forventes hentet i morgen. Katten kommer kort før aftenmadstid og lægger sig i fitness lokalet bagefter. Vi spiser en del af juleaftenmenuen og rydder så op og resten af aftenen kan bruges til at se tv.
Katten og jeg ser ’Hvem Vil Være Millionær’ og noget om Tsunamien for 20 år siden i Thailand og så går hun ud. Fruen hjælpes til køjs og jeg følger efter kort efter.

27. december. Fredag. 4 grader, gråt og fugtigt og den svag vind er i det vestlige hjørne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 3:42.
Står ikke tidligt op, tror den var halv ti. Ritualerne aktiveres og katten møder op og får morgenmad og et roligt sted at sove. Vi slasker rundt det bedste vi har lært, jeg hoster stadig og er snottet. Ligger på sengen for det meste. Aase er næsten oppe på normalt niveau. Katten kommer og synes hun ville gøre mig selskab. Det er hyggeligt misser, håber sgu ikke det er dig der giver mig hoste pga. allergi.
Sidst på eftermiddagen går hun ud og vi laver endnu en julemenu som spises tidligt. Generelt var den lidt kedelig og anden tør. Synes den and vi har fået fra Bilka de andre år, har været bedre.
Vi lufter ud en halv times tid, efterhånden var lugten indendørs blevet noget ubestemmelig. ☹
Alle ser ’Hvem Vil Være Millionær’ og ’Jo Færre Jo Bedre’. Ville også se Tsunami del 2, men selvom jeg mener at have optaget den var den ikke på lageret. Jeg forbereder mig på at gå til køjs, men katten vil lege og kravle op alle steder. Vær du glad for at Aase ikke kan se dig hoppe op på spisebordet og reolen. Din popularitet ville dale en del frøken. Da jeg er klar til køjen, vil damen ikke ud, så hun får plads på missetæppet i fodenden af min seng og så godnat.

28. december. Lørdag. 4 grader, gråt og fugtigt og den svag vind er i det vestlige hjørne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:22.
Katten vil ud ved to tiden, vi ses i morgen frøken.
Sover afbrudt pga. af hoste og gider ikke stå tidligt op så alle kabalerne lægges inden ritualerne sættes i sving. DAO har været her med en pakke fra Webapoteket og jeg kaster mig over mirakelmedicinen, så jeg kan blive af med min forbandede hoste. Vi får se.!
Efter badet henter jeg kammerat Dyson og vi løber lige en runde og får næsten fyldt beholderen.
Så lidt eftermiddagskaffe og katten møder op til en lille bid og noget socialt samvær. Vi slapper en god times tid på sengen og så begynder jeg at lave mad og katten går i fitness lokalet. Vi spiser rester, brasede kartofler, hakkebøf med bløde løg og sovs. Fruen var tilfreds.
Så lidt redigering af blog indlæg inden der kommer ’Hvem Vil Være Millionær’.  Den står på underholdning resten af aftenen. Fruen hjælpes til køjs og katten går ud da jeg går i seng.

29. december. Søndag. 5 grader, gråt og fugtigt og den svag vind er i det vestlige hjørne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 3:17.
Vågner ved to tiden og er ved at hoste lungerne op, får bragt lidt ro på og forsøger at sove videre.
Lægger kabaler ved seks tiden og slumrer så videre til ca. halv ni. Ritualerne startes og bagefter bestiller jeg varer via Rema som bringes ud inden frokost. Overskuddet til selv at futte ad sted var ikke til stede. Katten har været her siden i morges og var lidt hidsig over jeg ikke havde tid til at kæle. 😊
Hun lister lidt rundt i huset og beslutter sig for at sove i fitness lokalet.
Senere har jeg lagt mig på sengen og hun kommer og lægger sig hos mig. Det føles altid rart når hun putter sig ind til en. Her ligger vi et par timer til jeg skal varme aftensmad.
Så går hun ud for en kort bemærkning og vender tilbage til ’Hvem Vil Være Millionær’.
Resten af aftenen henstår i det uvisse, da jeg har glemt at redigere blogindlægget.
 
Vejrdata kan ses her. Vejrdata