13. januar. Mandag. Minus 8 grader, svag vind fra vest og solen skinner for det meste.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:37.
Vækkes af katten ved fire tiden, hvor hun åbenbart var sulten og så igen ved seks tiden, hvor hun vist synes vi skulle hygge os lidt. For tidligt misser og hun lagde sig så på missetæppet i benenden af min seng til klokken blev otte hvor hun gik ud. Jeg er sgu ikke så begejstret for at blive vækket flere gange kære frøken.
Jeg er noget træt og aflyser Aases besøg på Vadestedet, selvom det er noget møg at springe over, men jeg var lidt ødelagt til morgen.
Holder lav profil det meste af dagen, men får givet Aase strøm og får også tilberedt en købe pizza til aften. Katten er mødt op og har fået lidt at spise og det fik røde Leo også.
Snakker lidt med Messi og hun sover på min seng mens vi spiser til aften.
Katten og jeg ser Lykkehjulet og Far til Fire på Bornholm. Fruen hjælpes til køjs og jeg lokker katten ud til natten.

14. januar. Tirsdag. 3 graders varme, let vind fra vest og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:03.
Vågner ved firetiden og kan ikke rigtig sove mere. Lægger kabaler og forsøger at slumre ind i mellem.
Står op ved halvnitiden og starter ritualerne efter at have lukke Messi ind i varmen. Hun lister ind i fitnesslokalet og sover.
Jeg skifter sengetøj og vasker samt tørrer det bagefter. Så kommer katten og vi lægger os på sengen og slapper af. Katten nyder det tydeligvis og jeg synes faktisk også det er rart, med en ’varmedunk’ langs benet. Aase kommer lige og ser til os, for at sikre sig vi var i ’live’ efter et par timer. Hun har gået de 15 runder og cyklet.
Aase spiser medister og jeg kartoffelmos. Slås med helbredet pt. jeg er meget træt og generelt noget utilpas. Desværre tror jeg det er den medicin jeg får for diabetes 2, den har temmelig mange bivirkninger læser jeg. Har besluttet mig for at springe den over i en uge, så må vi se.
Pensionisterne og katten ser Lykkehjulet og andet ‘lødig’ underholdning. Fruen hjælpes til køjs og katten går ud og jeg styrer også mod sengen.

15. januar. Onsdag. 2 grader, svag vind fra vest og solen skinner.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:04.
Vågner ved fire tiden og er lidt rundt på gulvet, utilpas og sveder. Forsøger at sove videre uden held og lægger så et par kabaler og roterer så rundt i sengen til klokken otte hvor jeg sætter fut ritualerne.
Vi gør os klar til en tur hos fodterapeuten efter frokost. Vi ruller som næsten altid i god tid og er fremme ti minutter før det aftalte tidspunkt. Aase kommer først i stolen og så følger jeg efter. Alting flasker sig og vi ruller atter mod Figenvej, hvor katten venter og kommer med ind til mad og en slummer. Først i fitness lokalet, så hos mig i værelset, hvor hun bliver til vi skal spise. Hun lister ad sted og vi spiser rester. Katten vender tilbage til tv-tid og vi ser lykkehjulet og bagefter en udsendelse om Ukraines Præsident. Fruen hjælpes til køjs og katten bliver legesyg og kravler op allevegne, men den går ikke frøken, jeg må gribe ind og gelejde hende ud i natten.

16. januar. Torsdag. 4 grader, nærmest vindstille og det er lidt gråt. Skifter til sol og senere til tåge.
 Nattrissen var en kvinde og klokken var 3:50.
Vågner atter ved firetiden og er også lidt bims i dag, ved sgu ikke hvad det er der plager mig.
Nå, står op ved halvnitiden og ritualer aktiveres. Katten venter i vinduet og da vi har spist morgenmad, lukkes hun ind og synes at vi skal ligge lidt på sengen og det gør vi så. Jeg er alligevel ikke for kvik.
Aase motionerer mens vi driver den af. Senere lister frøkenen ind i stuen og lægger sig.
Jeg ændrer en tid hos øjenlægen, mod at konsultationen udsætter i to måneder. Måske ikke så smart, men sådan er det åbenbart.
Jeg har købt en lille fasan for nogen tid siden og synes vi skal forsøge at stege den i airfryeren og finder en vejledende opskrift på nettet og så kører jeg derudaf. Pensler den med olivenolie og giver den noget hvidløgssalt og så startes processen. Starter med en halv time ved 185 grader og holder pause undervejs og måler temperaturen med stegetermometeret og vi skulle gerne nå 75 grader inde i pipsen. Må give den 5 minutter mere og så er den klar. Desværre bliver den lidt tør, men det kunne være værre. Spiste flødekartofler til. Katten har i mellemtiden forlad parcellen.
Lidt redigering af blogindlæg og jeg lukker atter katten ind og vi sætter os og ser en Barnaby. Hjælper furen til køjs og lukker katten ud inden jeg går i seng.

17. januar. Fredag. 2 grader, svag vind fra vest og det er som sædvanligt gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 4:53.
Nå, også i dag er klokken omkring fire da jeg vågner og er svimmel og utilpas.
Forsøger at slumre lidt mere, men det bliver det sgu ikke bedre af. Lægger nogle kabaler og småblunder til klokken halv ni hvor ritualerne startes.
Vasker så tøj, hvidt og sorte og det kommer også i tørretumbleren. Let frokost og jeg lægger mig lidt på sengen og så kommer katten og vi slapper begge af en times tid inden vi lister ind i stuer og ser det meste af en cowboyfilm inden aftensmaden. Medister til fruen og hamburgerryg til mig. Katten har lagt sig på en stol ved bordet hvor vi sidder. Redigerer lidt blokindlæg og så lister vi ind i stuen og ser næsten resten af filmen fra i eftermiddags. Fruen hjælpes til køjs og katten går ud og jeg ser det sidste kvarter af filmen.

18. januar. Lørdag. 2 grader, svag vind fra vest og det er atter gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:28.
Vågner ved halvtretiden, men vender mig om og falder sgu i søvn igen, lige til klokken syv. Lægger nogle af kabalerne og småslumrer lidt til klokken halv ni. Også i dag er jeg svimmel og træt, men ritualerne startes som altid. Så kaster jeg mig over støvsugeren og drøner rundt i alle lokalerne inden jeg tager tøjet på og går i Rema. Hjemme igen og overbeviser mig selv om at der også kan blive tid til en tur i fitnesslokalet. Det blev der. 29 minutter tog seancen. Snupper en time på ryggen og laver så en gang biksemad. Katten er mødt op, fik lidt at spise og gik så direkte ind og sov.
Jeg ser en agentfilm og lukker katten ud undervejs og hjælper fruen lidt og så sniger jeg mig mod køjen.

19. januar. Søndag. 2 grader, svag vind fra vest og det er tåget og gråt.
Nattrissen var en mand og klokken var 3:15. hmm.!
Vågner lidt i fem og går en tur. Lægger kabaler og småslumrer til klokken godt otte og ved halvnitiden startes ritualerne samtidig med at katten lukkes ind.
Lidt kontrol af ugens regnskab med mere og fruen får lidt strøm inden hun går sine runder og cykler lidt.
Katten har lagt sig på den lille stol i stuen og der bliver hun lidt til vi skal spise til aften. Hun får lidt ’frisk’ mad fra posen og så lægger vi os en lille halv time på sengen til maden er parat. Vi spiser mørbrad i flødesovs med ris og katten slumrer videre. Så går vi ind og ser en agentfilm og holder en pause mens fruen hjælpes til køjs. Katten vil så ud og jeg ser selv det sidste af filmen.

 Vejrdata kan ses her. Vejrdata