21. april. Mandag. Tror der stod 10 grader på vejrstationen, vinden meget svag fra vest og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:11.
Sover til et kvarter over fem, men gik også lidt senere til køjs. Har også hostet i nat. Lægger kabaler og småslumrer til klokken lidt i otte og står så op og sætter gang i ritualerne.
Da ingen af os er specielt friske til morgen, beslutter vi os for bare at lade dagen flyde. Aase får strøm, går sine 15 runder og cykler lidt, jeg assisterer lidt hist og her. Katten er mødt op og vi har ’snakket’ lidt og nu ligger hun på en hylde i reolen på mit værelse. Let frokost og vi sætter og ser cykling fra Alperne. Katten kommer også og lægger sig op ad mit ben. Lidt senere vil hun ud og når lige akkurat ud til vejen da Røde Leo dukker frem og så kan det nok være hun kommer ind igen. De to er altså ikke gode venner.
Hun lægger sig i fitnesslokalet og der slumrer hun til aftensmaden serveres og så går hun ud.
Vi spiser krebinetter, kartofler og stuvede ærter og gulerødder.
Underholdningsafdelingen byder på ’Forsvundne Arvinger’ og ’Jo Færre Jo Bedre’ inden sengetid.

22. april. Tirsdag. 12 grader, vinder er svag fra vest og det er gråt med trusler om regn.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:46.
Må op en tur omkring to tiden og slumrer så videre til klokken halv syv. Kablerne lægges og jeg småblunder til lidt i otte og starter så ritualerne kort efter. Katten møder op, men gider ikke spise rester og jeg har ikke andet, indtil jeg får været i Rema. Hun slikker lidt på det og forlader så huset.
Jeg ruller i Rema og køber det mest nødvendige. 😊
Bagefter ruller jeg en tur til Meding / XL-Byg for at se på plæneklippere. De har et fint udvalg og jeg finder faktisk en som jeg kunne bruge efter lidt undersøgelser. Jeg finder dog ikke nogen kasser med den ønskede model. Ingen ekspedienter i nærheden og jeg vil sgu ikke rende rundt efter dem så jeg går min vej igen. Hjem og se cykelløb sammen med katten og hun ser lidt med og sover mere, indtil det er slut, hvorefter hun spiser lidt af den friske mad jeg købte.
Vi spiser kalkunfrikadeller, broccoli, vilde ris og lidt tomatsovs. Det smagte godt synes fruen.
 Så er der ’Jo Færre Jo Bedre’ og katten ser med. Fruen hjælpes til køjs, katten går ud og jeg ser det sidste af en Barnaby.

23. april. Onsdag. 10 grader, vinden svag fra nordvest og det er lidt gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:18.
Er oppe ved halvfemtiden. Lægger alle kabalerne og slumrer til klokken 7. Jeg står op og afventer en elektriker som gerne skulle få vores udendørs el kontakt til af fungerer igen. Det er heldigvis kun kontakten der er i udu, men da den er jo en gammel sag, skal der noget nyt til og det kan han først fremskaffe til i morgen. Så vi aftaler at han også møder op i morgen ved halvottetiden med nye stumper. Ritualerne er sat på aktiv. Jeg er sgu lidt på den, nu hvor jeg har valgt den eksterne plæneklipning fra og min plæneklipper er gået tør for batterier. Græsset er ved at blive langt.
Jeg bestiller en ny Stiga plæneklipper hos Honda Minitraktorgården lidt uden for byen til en fornuftig pris, men Charlotte kunne ikke love den kom inden weekenden. Vi får se. Maskinen er også med batteri, er 48 cm i skæret og er med træk på baghjulene. Håber det er lidt bedre for ryggen.  
Hanne kommer herover en tur for at drøfte et par småting og jeg får lov til at låne hendes plæneklipper i morgen. Jeg skal bare lade batteriet op, det klarer den i nat regner jeg med, så jeg sætter den over ved sengetid. Vi ser atter ’Jo Færre Jo Bedre’ sammen med katten. Hun går dog ud da jeg assisterer Aase ved sengetid. Så ser jeg den sidste time af en Barnaby fra i går og så er det godnat.

24. april. Torsdag. 11 grader, vinden svag fra nordvest og det er lidt gråt.
Nattrissen var en kvinde (Nanna) og klokken var 03:02.
Må op en tur kvart i fem og så kan jeg sgu ikke falde i søvn igen. Lægger alle kabalerne og småslumrer til klokken syv, hvor jeg står op og venter på elektrikeren. Han møder præcis som aftalt og går straks i gang. Han modificerer lidt på kontakten og så passer det hele sammen. Sådan, jeg siger tak for hjælpen og mon ikke der kommer en regning på et tidspunkt.
Så sættes ritualerne atter i gang og bagefter vil jeg slå græs, men jeg har vist slumret i timen, for batteriet til plæneklipperen er ikke parat, jeg har ikke trykket det godt nok ned i opladeren. Fejlen rettes og efter en times tid er der strøm nok på batteriet og jeg går i gang med plæneklipningen selvom græsset er lidt vådt. Tror bredden på skæret kun er 33 cm, så jeg skal sgu rende nogle runder inden jeg kommer helt igennem. Må så også holde en pause da batteriet går tom for energi og må til opladning. Jeg har det næsten ligesådan. Ryggen skaber sig, så jeg slapper lidt af på sofaen, mens batteriet oplades. Det tog en time og tre kvarter. Så er det i gang igen og jeg når hele vejen rundt denne gang. Maskinen var som sådan udmærket men en anelse for smal, den nyindkøbte er jo noget bredere.
Undervejs i klipningen kommer katten Malte og vil snakke, så må jeg holde en pause og tage en ordentlig snak med ham. Han er nu altid meget venlig. Endelig færdig og jeg går ind for at se lidt cykling nede fra Alperne. Det er færdigt ved tretiden, så jeg når i bad inden Messi kommer og vil ’snakke’. Vi lægger os på sengen og får et lille hvil på en times tid og så vil katten ud igen.
Så er der aftensmad, kylling og asparges sovs samt kartofler til fruen og jeg spiser et par fiskefrikadeller med kartofler og persillesovs.
Jeg går over til Hanne med plæneklipperen og siger tak for lån og har taget en flaske Asti med til hende. Hun skulle egentlig have haft den til Jul, men der var vi jo syge, så vi udsatte det til hendes fødselsdag midt i januar, men der var vi sgu også syge. Men nu blev den leveret. 😊
Lidt underholdning til masserne og så er det sengetid.

25. april. Fredag. 10 grader, svag vind fra sydøst og solen titter frem periodevis.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:01.
Vågner lidt over halv fem og går en tur og det er ved at lysne. Lægger kabaler og småslumrer til klokken syv og katten sidder i vinduet og bliver lukket ind til lidt morgenmad. Vi lægger os og småslumrer en god halv time og så vil frøkenen ud igen. Aase annoncerer at hun vil støve af i stuen med mere, så jeg render lige en tur med kammerat Dyson. Gik lidt grundigere til værks end sædvanlig, så jeg var glad for at vi har investeret i et ekstra batteri. Vasker så lidt tøj og renser vaskemaskinen bagefter. Rydder lidt op og gør rent i det store badeværelse. Så kommer katten igen og vi sætter os og ser cykling fra Alperne. Hun nyder tydeligvis at ligge tæt op ad mit ben og spinder som en velsmurt maskine. Det virker altså meget beroligende. Så vil damen atter ud og jeg bikser lidt mad sammen. Hurtigmad til fruen, kartofler, frikadeller og brun sovs og jeg spiser et par forårsruller samt lidt ris.
Let underholdning til pensionisterne. Aase lægger kabaler og jeg ser den sidste time af en dansk film via Nordisk Film appen.

26. april. Lørdag. 8 grader, svag vind fra sydøst og solen skinner for det meste.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:17.
Kvart over fem var klokken da jeg måtte op en tur. Lægger alle kabalerne og småslumrer til omkring halv otte. Da vi venter visit fra Søborg, må vi se at komme i gang. Ritualer startes og bagefter ruller jeg en tur i Rema og køber lidt til dagen, forsætter til Uno-X og tanker lidt benzin og går så ind til Min Købmand og køber små Colaer på flaske. Hjemme igen og når i bad inden jeg kører på stationen for at hente snopperne fra Søborg. Vi får en hyggelig eftermiddag med en let frokost serveret af Lene og Kenny. Gode boller fra Kvickly samt pålæg. Det er faktisk ikke så ringe endda. Mens Lauritz leger, snupper vi lige lidt kaffe med banankage til. Den unge mand er vokset en del siden vi har set ham sidst. Men han er ikke helt tryg ved Aase og mig, men det er sgu også længe siden vi sidst har mødtes. Det går dog for det meste fint. Sidst på eftermiddagen køres familien til toget og vi siger tak for visitten.
Vi spiser til aften med mad fra Det Danske Madhus og det er altid appetitligt. Ser lidt tv-aviser for en gangs skyld, så vi lige kunne erfare hvordan man fik sendt Paven ud på den sidste rejse.
Katten var her en kort tur midt på dagen, men gik igen, hun er ikke meget for nye bekendtskaber.
Her til aften kom hun igen og spiste, bagefter hyggede vi os en god halv times tid på sofaen inden hun atter ville ud. Lidt senere kom Røde Leo og fik også lidt at spise.
Pensionister underholdes via fladskærmen inden sengetid.

27. april. Søndag. 3 grader, gisp, er vi på vej mod vinter? Svag vind fra sydøst og solen skinner.
Nattrissen var en MIG og klokken var 05:15, kort sagt ingen trisse i nat.
Slår lige et sving ud til toilettet og lukker så katten ind og hun spiser lidt og lægger sig på tæppet i benenden af min seng til klokken næsten otte, hvor hun går ud.
Ritualer startes og så står den på vask og tørring af tøj gange 3. Let frokost og Aase cykler til cykelklassikeren Liege Bastone Liege. Vindes af Tadaj Pogacar.
Vi spiser pizza og Aase vasker op og jeg skriver lidt på blogindlægget, da katten atter kigger forbi og får en lille bid. Vi ’snakker’ lidt til ’Jo Færre jo Bedre’ og så lister hun ud.
Fruen hjælpes til køjs og lidt senere går jeg samme vej.