05. maj. Mandag. 1 grads varme ved sekstiden. Let vind fra nordvest og solen skinner.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 01:54.
Jeg er oppe en tur lidt i fire og slumrer så til klokken godt seks. Katten sidder i mit vindue og jeg lukker hende ind til morgenmad. Hun lægger sig bagefter i fodenden af min seng i en halv times tid, inden hun atter vil ud. Gider ikke rigtig kabaler og så banker fruen. Vi sæter gang i ritualerne lidt tidligt og tager det så ellers med ro en stor del af dagen. Aase holder lidt igen med motionen da hun har ondt i det ’gode’ ben oppe ved hoften. Vi smører det med voltaren. Hun sidder jo meget i samme stilling temmelig længe i løbet af dagen. Jeg får samlet mig sammen til en god halv time i fitness lokalet.
Vi ser lidt kvindecykling fra Spanien og i dag vandt Marianne Vos.
Aftensmaden er frikadeller, sovs og kartofler og så en portion panna cotta til dessert. Katten kom kort før spisetid og listede så ind i fitness lokalet og der ligger hun endnu.
Senere på aftenen kommer katten og får lidt spiseligt og forlader os så.
Pensionisterne ser ’Jo Færre Jo Bedre’ og så hjælpes fruen til køjs og jeg ser ’Forsvundne Arvinger’ i speciel udgave fra DRTV. Godnat.
06. maj. Tirsdag. Mener der stod 10 grader på displayet fra vejrstationen. Lidt gråt, men det ændrer sig kort efter til sol.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 03:52.
Jeg sover til klokken godt halv seks. Lægger alle kabalerne og så banker fruen og vi sætter gang ritualerne. Vi er lidt tidligt på færre, men jeg skal til service med bilen til klokken ti. Vi når det hele også selv om katten møder op 10 minutter før jeg skal ud ad døren. Hun får lidt at spise og følger mig så ud til bilen. Du er en trofast misser. Vi fik hentet glas og metal og jeg måtte vente lidt inden jeg kunne komme ad sted, men når dog frem til Toyota små fem minutter før den aftalte tid.
Hygger mig med en kop Wiener Melange mens bilen bliver serviceret og får også en sludder med Henrik og Lars.
Lars forventer at Yaris Cross’en er fremme medio maj, hvilket jo passer fint med min aftale hos FDM.
Hjemme igen og vi indtager en ydmyg frokost inden vi holder lidt siesta før damernes Vuelta.
Til aften spises der kyllingespyd og pomme fritter og desserten var friske jordbær fra Spanien, købt i Rema på vejen hjem fra Toyota.
Katten komme på en aftenvisit og vi får en ’snak’ ved det runde bord mens vi spiser, hvorefter hun går ud og så kommer Røde Leo på en kort visit.
Aase tømmer opvaskemaskine og jeg ser ’Jo Færre Jo Bedre’ inden jeg går over til DRTV og se Bonderøven dykke. Aase får ikke rigtig styr på programmerne og lister ud og gør klar til natten. Jeg gør hende selskab og går tidligt til køjs.
07. maj. Onsdag. 10 grader, let vind fra øst og solen skinner.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:37.
Jeg har været oppe flere gange i nat og til morgen. Måske drak jeg lidt rigelig vand sidst på aftenen.
Sover simpelthen ganske elendigt, men får dog lagt kabalerne. Ved sekstiden sidder katten i vinduet og hun bliver lukket ind til morgenmad og en tur i benenden af seng, hvor hun ligger til ved godt syvtiden hvor fruen banker. Katten går ud og fruen og jeg starter ritualerne. Jeg har ingen god dag, har sovet for lidt de sidste par nætter, men Aase når dog at gå de 15 runder og cykle en time. Jeg flader ud og forsøger at kommer op til overfladen. Går en runde med støvsugeren og sætter mig så og ser kvindecykling fra Spanien sammen med katten som dukkede op. Hun enormt tilfreds med vi sidder og kæler lidt til cykelløbet. Så er det spisetid for alle, katten går ud bagefter og vi andre rydder op og gør klar til aftenens underholdning, som er ’Jo Færre Jo Bedre’
Vi ser dog et par andre udsendelser inden fruen assisteres til køjs og jeg ser noget af filmen ’The Big Lebowski’ inden jeg lister i seng.
08. maj. Torsdag. 2 grader, da jeg var oppe ved firetiden, solen dukker op og den lette vind er i syd.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:01.
Ved sekstiden går jeg atter en tur og katten sidder i vinduet og bliver lukket ind til morgenmad.
Hun lister ad sted igen efter maden. Lægger kabaler og småblunder til fruen banker og ritualerne aktiveres. Aase har til hensigt at tørre støv af og støvsuge med håndstøvsugeren. Jeg flygter udenfor og klipper vildskud i hækken og finder så plæneklipperen frem og giver græsset en overhaling af et par gange. Kører på havelossen mellem de to omgange med græs og afklip. Der var til at være, der var kun to biler foruden mig. Hjemme igen og lægge vasketøj på plads, som blev vasket i formiddags. Så er der pigernes Vuelta på skærmen, det sætter vi os og ser.
Katten møder op og vi sætter os på sofaen og kæler en lille times tid indtil pigerne når mål.
Så forberedes der boller i karry til aftensmad og katten forlader huset.
Resten af aftenen står i underholdningens tegn. Tror Aase lægger kabaler og jeg ser resten af filmen, ’Den Store Lebowski’. Synes ikke den var så morsom som da jeg så den første gang.
Fruen er hjulpet til køjs og jeg søger efter min køje lidt senere.
09. maj. Fredag. Tror sgu temperaturen også var omkring de 2 grader ved fem tiden.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:33.
Lægger kabaler ved godt fem tiden, men mangler en. Småslumrer til ved otte tiden hvor katten synes det var på tide med lidt morgenmad hvorefter hun forlod spisestedet. Ritualerne startes og jeg gør klar til en tur til Omø vej for at få taget en blodprøve i forbindelse med min DB2. Det er hurtigt klaret og jeg ruller lige en tur til Rema og handler lidt inden jeg når hjem til frokost. Katten møder op og får så lidt frokost inden hun lister ind i fitness lokalet og slumrer. Det er 17 grader udenfor, vinden er kold.
Let frokost og Aase får strøm og cykler lidt. Vi ser begge starten på Giroen og har selvfølgelig sat et hold som nok har en fair chance for at klare sig godt. Mads Pedersen vinder dagens etape og ifører sig hermed førertrøjen i et af de store etapeløb for første gang. Mener også han er den første dansker i førertrøjen nogensinde. Vi spiser flødekartofler og frikadeller inden vi flader ud foran fladskærmen. Katten går ud. Senere hjælpes fruen til køjs og jeg småblunder til en Barnaby.
10. maj. Lørdag. 8. grader, gråt og bygerne truer, og vinden er svag fra nordvest.
Nattrissen var to kvinder og klokken var 02:06.
Klokken kvart over fire må jeg op en tur og kan så ikke falde i søvn igen. Lægger kabaler og småslumrer til klokken halv otte og så startes ritualerne. Vi forsøger at være i god tid, da det forventes at Pia og Kurt aflægger os en visit ved tretten tiden. Lidt i elleve henter jeg smørrebrød hos Helles Spisekammer og er hjemme med god tid til lige at soignere badeværelserne. Aase har dækket bord og så er vi ellers klar.
Familien Jensen er præcise og har medbragt gaver til både fruen og mig. Aase får cremer og jeg får rødvin, Faustino 1. Se det er ikke så ringe endda. 😊
En meget hyggelig eftermiddag suser ad sted og da Pia og Kurt er på vej ad sted, kommer Hanne lige og snakker lidt og viser billeder af Figenvejs næste beboer. Ham glæder vi os til at sige goddag til.
Vi rydder lokalerne og Aase vasker op og sætter på plads. Vi springer aftensmaden over.
Underholdning fra fladskærmen til pensionisterne inden sengetid.
11. maj. Søndag. 8 grader, solen skinner og vinden er svag fra sydvest.
Nattrissen var også i nat to kvinder og klokken var 01:55.
Klokken kvart over fire må jeg op en tur. Slumrer dog videre til klokken halv syv. Kabalerne lægges og ved sekstiden lukkes katten ind til morgenmad og en kort snak inden hun atter forlader huset.
Ved otte tiden startes ritualerne og vi er enige om at holde lav profil hele dagen.
Vi spiser sen frokost og har jo nogle stykker smørrebrød fra i går tilovers og vi snupper lige et glas øl og et par snapse til. Messi kommer og får lidt spiseligt og holder os så selskab mens vi spiser. Du er en hyggelig kat, Messi.
Ser lidt cykling fra Italien, selvom det næsten er umuligt at få en oversigt over hvornår det vises fra Eurosport. Eurosport er en ren katastrofe at få noget fornuft ud af hvad angår programtider etc. De kanaler burde boykottes af alle indtil de fremkommer med programtider og indhold man kan stole på.
Mads Pedersen vinder også i dag og kan så atter iføre sig den lyserøde førertrøje.
Vi springer aftensmaden over, men snupper lidt af Pias jordbærtærte.
Let underholdning og så lister vi mod køjen begge to.