02. marts. Mandag. 5 grader, svag vind fra sydvest og det er lidt lysegråt med finregn.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:57.
Er oppe kvart i tre og kvart i seks. Småslumrer lidt efter at have lagt kabalerne. Står så op ved godt halvottetiden og gør klar til dagens strabadser. Men først skal jeg lige se på et par nydelige unge ’kvinder’ som spiser af fuglenes frø i foderhusene. Ritualerne indledes og vi forbereder os på at rulle en tur til Vadestedet. Kort før vi skal køre kommer Messi og synes vi skal hygge lidt, men den går ikke frøken, her er lidt mad og drikke, så må du slev klare resten. Vinduet i badeværelset er åbnet, så du kan liste ud når det passer dig. Vi er fremme i god tid og møder Bodil som lige er blevet færdig med massage og ultralyd på venstre hofte. Aase går et par omgange med John og så stikker vi af igen. Kører ind til tandlægen for at købe nogle små tandbørster og vi forsætter til UNO-X for at vaske bil, men maskinen er ved at få service, så vi kører til Figenvej og snupper en let frokost og Aase ruller lidt på cyklen. Lidt kaffe og cykling på fladskærmen inden fruen kaster os over kartoffelmosen og millionbøffen. Jeg spiser kogt laks og stuvet spinat. Den lette underholdning flyder over fladskærmen inden sengetid.
03. marts. Tirsdag. 5 grader, svag vind fra sydvest og solen skinner for det meste.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:09. Ikke for smart.
Jeg er vågen et par gange i løbet af natten og lægger kabaler samt småslumrer lidt indtil ritualerne startes. Vi har ingen aftaler i dag, og jeg er noget nattestående, så det bliver vist ren afslapning i løbet af dagen. Vasker og tørrer håndklæder. Sætter mig for at se et par afsnit Frasier, men det kniber sgu med at holde øjenlågene oppe. Aase cykler og ser lidt tv. Katten har vi endnu ikke set i dag.
Lidt cykelløb fra Belgien inden aftensmaden, som er frikadeller, kartofler og flødesovs. Katten dukker op til aftensmaden. Hun får en snak og lister så ud igen. Vi flyder ud foran fladskærmen indtil sengetid.
04. marts. Onsdag. 6 grader, svag vind fra sydvest og også i dag kommer solen frem.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:40.
Vågner ved fem tiden og lister en lille tur. Småblunder og lægger kabaler til omkring halv otte, hvor ritualerne indledes. Så kommer medicinkvinden, med Aases medicin, som ellers normalt er en herre, men forandring fryder. Katten kommer med ind og spiser morgenmad. Vi gør klar til at modtage fodterapeuten Jeanne, som kommer og vedligeholder vores fødder. Hun har nedlagt den fysiske forretning og kører nu ud i stedet. Hun kommer som aftalt og alt fungerer fint. Katten gik da Jeanne kom.
Let frokost og Aase hopper på cyklen og jeg smutter en tur i Rema. Energiniveauet er lavt så jeg slapper lidt bagefter. En kop kaffe og en wienerbrødssnegl indtages og til aften står den på dansk bøf med sovs og kartofler. Messi vender tilbage og vi ser et par afsnit Frasier, inden hun atter går ud.
Furen og jeg flader så ud en times tid foran ’alteret’ inden Aase hjælpes til køjs og jeg ser et afsnit Sommerdahl.
05. marts. Torsdag. 5 grader, svag vind fra sydlige retninger og solen skinner selvfølgelig.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:05. Duer bare ikke.
Jeg er oppe en tur ved to tiden og igen lidt i seks. Både José og jeg har fødselsdag i dag, se det forklarer jo det gode vejr. Jeg lægger kabaler og småslumrer til ved halvottetiden, hvor jeg står op og overvejer at sætte gang i ritualerne. Ja, så er vi atter i gang og vi tager os lidt god tid, da vi ikke har nogle faste aftaler i dag. Forventer heller ikke at der kommer nogen på visit. Kun katten, som får lidt spiseligt og lister så atter ud i det gode vejr. Efter et fødselsdagsbad og en let frokost flader jeg lidt ud på sengen og Aase lægger kabaler. Eftermiddagskaffe og banankage, mens jeg lige ser lidt på fødselsdagshilsnerne på Facebook. Til aften indtager vi en laksemad samt en ostekiks som skylles ned med lidt velskænket køligt øl. Katten kommer igen kort efter vi har spist, men jeg har sørget for at vi har lidt rejer hun kan spise mens vi snakker lidt ved spisebordet. Så går vi ind og ser tv-aviser en times tid, inden damen atter lister ud i aftenen. Pensionister lokkes til at se lidt ligegyldigt underholdning inden sengetid.
06. marts. Fredag. 9 grader, svag vind fra sydøst og solen skinner også i dag.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:37.
Jeg er oppe en tur ved halvtretiden tiden og igen ved godt seks tiden.
Lægger kabaler og småslumrer til omkring klokken otte og starter så ritualerne. Katten møder op og får lidt spiseligt og en kort snak inden hun atter går ud i det gode vejr.
Jeg er rent ud sagt ikke til en skid i dag, er træt, småsvimmel og lidt negativ. Aase cykler lidt og jeg ligger på sengen en stor del af dagen. Har i dag for første gang i mere end to måneder, tilladt mig at tage et glas vin hvor alkoholprocenter er større end nul. Hvis ikke det hjælper lidt på min almene tilstand smager det jo meget godt. Vi spiser tarteletter med stuvede ærter, gulerødder og skinke.
Lidt senere bænker vi os foran fladskærmen og spilder lidt tid. Fruen hjælpes til køjs og jeg slumrer lidt til Frasier inden jeg går i seng.
07. marts. Lørdag. 8 grader, svag vind fra sydlige retninger og solen skinner for det meste.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:28.
Jeg må en tur op ved tre tiden og ved seks tiden. Lægger kabaler, og småslumrer og gider ikke stå op. Sætter dog gang i ritualerne omkring halv ni. Jeg er rædsom træt i hovedet uden rigtig at kunne finde ud af hvorfor. Fruen rydder op og jeg går en tur med støvsugeren inden vi skal se cykling for både damerne og herrerne i Italien, Strade Bianche.
Katten er mødt op og efter lidt mad, kommer hun og lægger sig hos mig på sofaen og der bliver hun hele eftermiddagen. Det er sgu hyggeligt misser. Hun lister ud kort før aftensmaden, som var pasta og millionbøf på italiensk, ikke fruens livret. Vi flader ud foran fladskærmen inden sengetid.
08. marts. Søndag. 7 grader, svag vind fra sydlige retninger og det er lidt gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:06.
Jeg er oppe et par gange i løbet af natten og småslumrer og lægger kabaler indtil jeg står op ved otte tiden og sætter ritualerne på start. Ingen aftaler i dag, så jeg når at komme i bad og få taget noget infrarød varme på forsiden af hylsteret. Så er der vist cykling inden længe, så jeg lister ind i stuen.
Vi ser Paris Nice hvor Jonas Vingegård er deltager. Så kommer Messi på visit da vi skal spise og hun lægger sig på stolen ved det runde bord og får lidt håndspålæggelse. Vi spiser flødekartofler og frikadeller, men det er jo ikke kattens livret, så hun småsover lidt inden hun ønsker at komme ud.
Vi lader fladskærmen bestemme hvad vi skal se inden sengetid. Godnat.
