30. marts. Mandag.  5 grader, let vind fra vest, lidt gråt, men solen nærmer sig.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:36.
Må som ofte før op et par gange i løbet af natten. Lægger kabler og småslumrer til omkring otte og så sættes ritualerne på aktiv. Vi beslutter at springe turen til Vadestedet over, da Aase har ondt i armen, som John vist tog lidt for hårdt på sidste mandag.
Så vi rydder lidt op og jeg forsøger at få vores vejrstationer til at vise vejret, men efterhånden er de begge ramt af fejl. Slapper lidt og så kommer katten og vi får en snak på sofaen inden hun atter går ud.
Vi spiser græsk farsbrød, sovs og kartofler og så kommer katten og hun får en tallerken flødeskum inden vi sætter os og ser tv-aviser. Den ældre dame holder kun en times tid, så vil hun ud.
Jeg ser ’Forsvundne Arvinger’, men der er for meget snak generelt. Aase ser ’Jo Færre Jo Bedre’ og så nærmer vi os sengetid.

31. marts. Tirsdag. 5 grader, let vind fra vest og solen og skyerne slås om pladsen.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:33.
Klokken var halvtre og seks da jag var oppe. Småblunder lidt og lægger kabaler og står så op ved ottetiden. Vi skal være klar til omkring klokken fjorten hvor vi har en aftale med frisøren. Når lige at komme i fitnesslokalet inden vi drager ad sted til frisøren. Vi er der til tiden og får som så ofte en hyggelig sludder med Susanne. Kunden før os var en meget gammel bekendt af mig, men jeg tror ikke han kunne genkende mig, men det er vist også 64 år siden vi sidst mødtes. Han var gift med en søster, Tove tror jeg hun hed, til min daværende veninde Lene. Uha, tiden går. Hjemme igen og ser lidt genbrugscykelløb og skriver lidt på bloggen.
Status på denne måneds motion i fitnesslokalet er: 5 timers træning, ca. 2500 kcal brugt, fordelt på 57 mindre træningspas. Vi spiser frikadeller med sovs og ris.
Aase ser ’Jo Færre Jo Bedre’ og jeg ser Frasier inden vi går i seng.

01. april. Onsdag. Minus 3 grader fra morgenstunden, svag vind fra vest og solen skinner.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:23.
Må op en tur klokken halv to og klokken fem. Småslumrer og lægger kabaler frem til klokken otte hvor ritualerne indledes. Vasker lidt sengetøj, det var vådt og ruller så en tur i Rema, hvor hylderne var tomme og kunderne var mange. Finder dog det meste af hvad jeg havde på listen og ruller hjem igen.
Går over gaden og får en snak med Pirlo og Hanne, også i dag blev jeg skældt ud af Pirlo, han kan ikke kende mig når vi ikke ses så tit. Men han er en dejlig hund. 😊
Let frokost og jeg snupper en tur i fitnesslokalet og Aase cykler og holder øje med cykelløbet Flanderen Rundt. Jeg sætter mig og ser med. Katten kommer og vi sætter os og ser damernes Flanderen rundt og så går katten igen. Aftensmaden er noget kylling i hvid sovs med pasta til. Ikke lige fruens ønske. Vi underholdes som så ofte tidligere af fladskærmen inden sengetid.

02. april. Skærtorsdag. Minus 2 grader, det er hvidt på tage og græs, Svag vind fra vest og olen skinner.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:09. Jeg er lidt træt af den inkompetente hjemmepleje.
Er vågen et par gange i løbet af natten og slumrer til omkring halv otte, sætter gang i ritualerne. Lidt senere går jeg så i fitnesslokalet og bagefter i bad. Frokosten springer vi næsten over og aftaler at spise lidt frokost lidt senere på dagen. Aase træner lidt og jeg rydder lidt op og fodre fuglene. Vi gør klar til den sene frokost med en sildemad, en laksemad og til sidst en ostekiks. Der skylles med et glas øl og et par snapse. Så er der tv-aviser med alt fra mistrivsel til krig. Glædelig Påske. ☹
Fruen ser ’Jo Færre Jo Bedre’ og jeg ser Frasier og lidt nyheder inden Aase hjælpes til køjs.

03. april. Langfredag. 4 graders varme, let vind fra vest og solen skinner gennem skylaget.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:18.
Jeg sover til klokken godt fem, men så har jeg sgu også travlt.
Vi har ingen aftaler i dag, så der er tid til oprydning og Aase kan gå tur med rollatoren, som vi jo har forsømt i de sidste par måneder. Men det går fint med at huske det. Vasker og tørrer håndklæder mens jeg er i fitnesslokalet. Let frokost og Aase cykler lidt og jeg slapper lidt på sengen, mens jeg lægger kabaler. Lidt cykling på fladskærmen inden spisetid og i dag står menuen på kartoffelmos og millionbøf. Et stykke chokolade afslutter seancen.
Der er ikke de store forkromede udsendelser på fladskærmen, så fruen rydder op på sit værelse og jeg småslumrer lidt til Frasier. Aase går tidligt i seng og jeg ser et par afsnit mere af Frasier.
Katten har vi ikke set i dag.

04. april. Lørdag. 5 graders varme, frisk vind fra sydvest og solen skinner lidt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:36.
Jeg må op klokken et, klokken fire og klokken halv syv. Synes nu ikke at jeg postede så meget på dunken til aften. Lægger alle kabalerne og slumrer til klokken lidt i otte, hvor ritualerne sættes på aktiv.
Efter morgenmaden ruller jeg en tur i Rema og hjemme igen fremstilles en ydmyg frokost og Aase går 12 runder med rollatoren inden hun cykler en times tid. Jeg går i fitness lokalet og træner ca. 25 minutter. Nu er det så tid til en kop kaffe og lidt cykling på fladskærmen. Så står aftensmaden på medister, kartofler og sovs. Hvor innovativt. Et glas vin sniger sig også ned og så går vi over til tv-aviserne. Senere underholdes vi fladskærmen og de danske kanaler. Katten kommer på en kort visit.
Fruen støttes i sit ønske om at gå i seng og jeg ser Frasier inden jeg finder køjen.

05. april. Søndag. 8 grader, frisk vind fra syd og der trues med vindstød af orkanstyrke, solen forsøget at gøre sin indflydelse.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:03.
Må som sædvanlig op et par gange men får dog lagt en del kabaler inden jeg står op og lukker katten ind til morgenmad. Hun lister dog ud kort efter. Ritualerne begyndes og lidt senere går jeg i fitnesslokalet og bagefter giver jeg Aase strøm stimulering selvom hun har en noget øm venstre arm. Tror nu det hjalp. Hun nåede også at gå 12 runder inden hun steg på cyklen og spiste en meget let frokost. Så er der cykling fra Belgien, Flanderen Rundt og den vindes selvfølgelig af Tadej Pogachar.
Damerne kører også, men jeg er ikke helt sikke på hvem der vandt. Vi spiser flødekartofler og frikadeller og skyller med et gals vin. Så er der tv-aviser. Fladskærmen underholder pensionisterne til sengetid. Maden fra BetteFeast kommer først klokken 21:30 og så viser det sig at kassen har fået en voldsom behandling kan jeg se da jeg åbner den. Der var ikke noget at se udvendig. 3 styk plastbakker er revnet og spinaten fra den ene bakke er sprøjtet rundt i kassen og på de andre plastbakker. Jeg tørrer det helle rent med køkkenrulle og kommer så de revnede bakker i plastposer. Håber så at maden kan holde sig.