22. maj. Mandag. Selvom det kun var 5 grader til morgen, skinner solen og vinden er så
svag at det ikke lige umiddelbart er til at vurderer hvilken retning den kommer
fra.
Har til hensigt efter at ha’ færdiggjort blog indlægget, at rulle en tur på en
af cyklerne, de udendørs altså.
Aase kører til træning og jeg trækker Monsteret frem og ruller 1½ time og 28 km
rundt om Næstved.
Da giroen holder hviledag er det ikke det der tager tiden. Jeg bestiller lidt
fornødenheder (energiprodukter) via nettet til os selv og fuglene.
Ellers slapper jeg lidt af og lægger et par kabaler på tabletten.
Snupper lige et afsnit af Elementary og senere ser jeg ’Kender Du Typen’ og
sidste afsnit ’Piloterne’.
23. maj. Tirsdag. 8 grader, lidt skyet med solstrejf og den svage vind ser ud til at komme
fra sydvest.
Har en aftale med frisøren klokken 11:30, så jeg kan dårlig nå at rulle en tur
inden og i eftermiddag når jeg det ikke, da en af Giroens afgørende etaper
køres og den skal jo ses i sin fulde længde.
Når dog alligevel at rulle en tur, men på PGO’en, som jeg springer på nakken af
og kører til apoteket.
Jeg kører også til frisøren på maskinen. Til de korte ture er det alletiders
transportmiddel.
Så er det tid til Giroen og det er en etape med høje bjerge, så i dag må der
ske en masse. Nå det gjorde der ikke før de sidste 40 km, hvor den førende
rytter måtte træde af på naturens vegne på vej op af sidste bjerg, hvilket jo
forståeligt nok sinkede ham en del. Han bevarede dog den lyserøde førertrøje og
Vincente Nibali vandt etapen.
Det var ellers for godt vejr at sidde indenfor i, og jeg havde i tankerne at
rulle en tur på cyklen når etapen var forbi, men der var meget mørke og truende
skyer i horisonten, så jeg valgte at blive indendørs. Kylling, men det begyndte
altså at regne, nå.
Ser et afsnit om motorcykler via Netflix, som for øvrigt faldt ud et par gange.
Bagefter halvandet afsnit af Elementary, men kunne ikke holde brikker oppe, så
det halve afsnit er en ommer.
24. maj. Onsdag. 11 grader, gråt og nogen vind fra vest præger morgenens vejr.
Skal, skal ikke, ta’ Monsteret ud og rulle en tur rundt om Næstved.
Nå, jeg gør det, men tager de halvlange cykelshorts på og også de lange ærmer
samt den tynde overtrækstrøje.
Så er det ad sted, men de første km var sgu noget kølige, det er kun 12 graders
varme og uden sol og en halv pelikan fra nordvest.
Får dog varmen efterhånden og vejrliget er en fordel når jeg kører på stierne,
der er ikke mange folk ude, tror jeg mødte 4 hundeluftere på de godt 30 km og
det tog ca. 1½ time. Kørte både op af Møllebakken ved Rønnebæksholm og ad stien
op til det gamle vandtårn. Benene var gode..!
Mens jeg var fraværende har Røde været på visit og spist godt.
Så er det badetid og Giroen er ved at begynde. Jeg har minsandten dagens vinder
på mit hold, men til gængæld kommer resten ind, mere end 7 minutter efter
Pierre Rolland og det koster kassen. Næh, Omar Fraile kommer ind som nummer 8.
Alle vore, over nettet, bestilte varer er nu ankommet.
Ser foreløbig det sidste afsnit af Designated Survivor og Elementary.
26. maj. Torsdag. Udover at det er Kr. Himmelfartsdag er det 12 graders varme, noget gråt
og en let pelikan som letter fra det nordvestlige hjørne.
Græsset skal slås og fuglene fodres er dagens udendørs opgaver.
Pensionisterne går i gang. Aase renser mellem sø stenene i indkørslen og jeg
slår græsset.
Kenny sender en sms og foreslå at grille i morgen.
Så kom der lige en opgave mere der, nemlig at rengøre grillen som har stået
godt fedtet ind siden efteråret. Den var dog ganske nem at rengøre, og det
virkede nærmest som om at fedtet havde beskyttet metallet som en form for
rustbehandling.
Det bilder jeg mig ind i hvert fald, så jeg ikke skal ha’ dårlig samvittighed
over, at den har stået vinteren over sovset ind i revelsbenenes efterladenskaber.
Når lige at komme i bad inden Giroen starter og flader så ud foran fladskærmen
med en let frokost.
Udmærket etape men uden de store forskydninger i klassementet.
Efter biksemaden overvejer jeg at se Filmselskabet men bliver afbrudt af Kenny
på mobilen, ser så de sidste 7 minutter. Springer over til Netflix og forsætter
med den serie omkring motorcykler, som jeg må se at huske titlen på.
26. maj. Fredag. 12 grader, blå himmel, men stadig en lidt til tider kraftig kølig vind
fra nordøst. Havde jo tænkt mig at cyklen og jeg skulle luftes lidt inden
dagens etape i Giroen.
Har dog ingen ruter som går mod vinden udad når den er i det hjørne. Det skulle
så lige være den gamle Diba rute, men den kan jeg ikke huske. Det er Kenny der
er ekspert i den og han har ikke tid lige pt. på grund af opgave sjov til skolen.
Så er der en tur ad Fodsporet til Dalmose, men er gået lidt kold i alle de
chikaner der er på ruten. Nå, vi må se.
Det blev en tur rundt om Næstved ad samme rute som i onsdags. Det er en god varieret
tur og så var det heldigvis varmere i dag, så det foregik i korte cykelshorts
og kortærmet cykeltrøje.
Kørte ruten 5 minutter hurtigere og bruget godt 1½ time.
Da jeg kommer hjem er det første jeg hører, en motorsav, så en flammekaster som
larmer lige så meget som en jetmotor mens ukrudtet brændes af, den sædvanlige
hund der gør og gør og gør, også hunden er altså uopdragen.
Så følger ungerne i trampolinen med tilhørende råb og skrig. Velkommen i
parcelhuskvarteret, min røv.
Så sætter Kenny og jeg lige tag på pavillonen og Aase kommer og monterer
sidestykker.
Kenny griller pølser og røgede nøgleben og vi får et enkelt glas vin til og
masser af vand.
Aase bemærker en mindre kat som virker sulten og hun får lidt kattemad. Det var
bare en stor killing uden øremærke, hun som var meget nervøs og håndsky.
Jeg snupper et par afsnit af serien om motorcykler, The Motorbike Show.
27. maj. Lørdag. 12 grader stod der på vejrstationen, solen skinner og vinden er
tilsyneladende svag og kommer fra syd.
Cykling i dag…hmm, vi får se.. Men jo, ud med raceren og turen går via Enø over
Bistrup og Fodby i godt 23 graders varme, se det er lige mig. Frygtelig mange
mennesker over det hele og i dag var strandnymferne sgu dukket op. Der var også
talrige der færdedes på cykelstien, ikke mindst motionscyklister som
undertegnede.
Jeg kørte ad Vestre Ringvej hjemad for en gangs skyld, selvom der var modvind.
På den strækning stoppede en bil og ud sprang en yngre pige og bukkede sig i
støvet og ofrede til guderne mens jeg passerede, desværre nåede jeg ikke lige
at få kameraet op ad lommen.
Passerede så også Svingbroen som svingede ud kort før min ankomst. Sikke en
kø af biler de få minutter er skyld i.
Hjemme igen ser jeg Kenny som har placeret sig i pavillonen og er i gang med
opgaverne til skolen.
Senere ser vi Giroen som udvikler sig positivt med hensyn til spændingen og det
endelige resultat.
Kenny forsætter så til Tunerne hvor der vist skal grilles.
Aase tilbereder et par stykker med gravet laks og vi nyder lige et glas køligt Siciliansk
hvidvin til.
Aftenens underholdning for mig, består i et glas rødvin til en italiensk film
med Robert De Nero.
28. maj. Søndag. 14 grader, let slørede skyer er spredt ud over den blå himmel og der er
nogen vind fra sydøstlig retning.
Har besluttet at dagen skal være motionsfri. Troede jeg. Tager PGO’en og ruller
en tur i Aldi ude i Holsted Nord, for lige at få rørt maskinen og samtidig købe
et par småting.
Da jeg kommer ud, starter jeg maskinen og ruller vel 15 meter og så dør den.
Trykker på selvstarteren og den går i gang lige til den skal til at trække og
så går den atter i stå. Dette gentog sig en 3-4 gange, så opgav jeg at slås
mere med den og låste den og gik til Figenvej. Se det var fandeme motion der
ville noget, det er sgu en tur på ca. 6 km.
Ved hjemkomsten ringede jeg til Kenny og vi kørte ud og læssede den ind i
bilen, tak for hjælpen sønnike, det havde jeg ikke klaret uden din hjælp. Vi
kørte den ud til Mogens MC og stillede den. Jeg ringer til ham i morgen med en
forklaring. Så kan jeg få serviceret den også.
Så er der Giro og Tom Dumoulin vinder Giro Italia 2017 og Kenny vinder vort
lokale holdmesterskab.
Aftenen stod på grillmad købt af Aase og tilberedt af Kenny. Sådan…
Bladrer lidt i tv’ets muligheder, men intet finder rigtig nåde for
pensionistens kritiske blik.
Både Røde og den helt sorte kat har været på visit.
Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når
jeg husker det.
Lidt statistik omkring
vejret på Figenvej
Årstal |
Ude temp. |
Regn i mm. |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2017 |
15,1 |
11,3 |
0,2 |
NV |
1018,5 |
2016 |
17,9 |
12,0 |
1,1 |
NV |
1003,3 |
2015 |
11,8 |
9,9 |
6,4 |
SSV |
1006,4 |
2014 |
11,3 |
10,5 |
5,2 |
NØ |
1005,3 |
2013 |
14,7 |
8,4 |
2,4 |
ØSØ |
1001,8 |
Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år.
Ugens digitale indfald.
Dekorative syrener, grillmesteren, pavillonen og killingen. Måske ikke helt i den ønskede rækkefølge.