11. maj. Mandag. Lidt gråt, solen forsøger at trænge igennem og vinden er let fra nordvest.
Har atter sovet aht. og er efterhånden noget slap generelt. Var vågen ved tretiden og kunne bare ikke falde i søvn igen. Katten kommer ind kort efter og han går ind og sover.
Jeg venter på at elektriker Casper kommer og ser lidt på kontakten i gæstebadeværelset.
Har et par andre aftaler, Aase skal have nogle sko som kan sidde fast på begge ben og dem må jeg ud med til CNN og så også nogle læsebriller. Derefter en tur i Synoptik for at få justeret mine egne briller samt bestilt nogle nyt glas til Aases briller.
Så kommer Caper, men han må kaste håndklædet i ringen for han mangler nogle nye stumper og de kan ikke bare lige skaffes i disse Corona tider. Han vender tilbage når han ved noget mere.
Jeg ruller ud med Aases sko og læsebriller og hjem igen og hopper i badet. Så ad sted til Synoptik og få rettet mine briller og forhøre mig om mulighederne for at få nogle nye briller til Aase. Det er seks år siden hun sidst har fået briller, hvilket jo betyder at hun skal have testet sit syn på ny, ellers giver det ingen mening at fremstille nye briller. De gamle briller bliver rettet og næseklemmerne skiftes. Aase må forsøge at bruge de gamle lidt endnu, indtil vi får fundet en løsning på brilleproblematikken.
Kenny har valgt at blive testet for Covid19, men må til Nykøbing Falster Sygehus for at få foretaget testen, man fatter simpelthen ikke en skid af det hele, vi har en testmiljø i Rådmandshaven, men det må ikke bruges lige i den sammenhæng. Ufattelige ressourcer spildes i det danske sundhedssystem.
Taler med Aase om brillerne og hun er enig i det ikke er hensigtsmæssigt at få lavet briller uden en ny synstest.
Slapper lidt i dag, men når dog at få støvsuget en stor del af hytten og vasket håndklæder med mere.
Så kommer murermesteren forbi med et par vareprøver i form af fliser. Men jeg synes de er for kedelige.
Fremstiller lidt pomme fritter og noget kalkunfilet og så ringer Aase og fortæller hun har ringet til, Anna, Bente og Helle. Helle har også sendt mig en SMS der fortæller hun har talt med Aase.
Ser ’Forsvundne Arvinger’ og går så over til den film med Bruce Willis som jeg startede i går. Synes nu ikke at Bruce kan leve op til fordums optrædener på det hvide lærred, men det er selvfølgelig også en sort skærm.
Katten er gået ud og jeg går ind i seng.
12. maj. Tirsdag. 7 grader, Solen skinner gennem de store hvide totter og vinden er let fra sydvest.
Katten vækker mig på et tidspunkt i nat og vil ind og sove og pensionisten står op og åbner og går så i seng igen. Sover videre og lægger kabaler ved sekstiden og snupper så et par timer mere på øjet med rædsomme mareridt som underholdning. Katten får mad.
Min ryg skaber sig også, havde noget besvær med at gå fra parkeringspladsen til Synoptik i går og i dag er det sgu vanskeligt at komme op af kontorstolen. Håber det er det kolde forår der spiller ind. ☹
Aase ringer og fortæller hun er på vej til neuropsykolog og bagefter skal til fysioterapeut og hun har det fint.
Katten er i selskabeligt humør og synes vist vi skal ’snakke’ lidt og det gør vi så, mens han ligger i sin kurv og spinder som en symaskine. Jeg ringer til Kenny og får en snak om hans hoste og ondt i halsen, han er vist lidt hårdt ramt denne gang. Håber sgu ikke det er Corona. Vi må have lidt tålmodighed endnu med det svar.
Så ringer der en socialrådgiver fra CNN og fortæller mig at de skal have møde i morgen, hvor Aase også deltage og da jeg jo ikke fysisk må deltage, om jeg har nogle spørgsmål til forsamlingen.
Naturligvis har jeg det. Jeg vil da gerne vide hvad prognosen for Aase rehabilitering er, ikke mindst på lidt længere sigt, samt hvad neuropsykologen har fundet frem til. Hun lover at jeg får besked efter mødet.
Aase ringen midt på eftermiddagen og fortæller om dagens ’strabadser’ Hun har været oppe at stå uden stativ og eller sikkerheds line, blot ved at holde ved et bord og sikkerhedsstøtte af fysioterapeuten. Det var hun ellers noget betænkelig ved, da en af hendes medpatienter var faldet under forsøget. Men det lykkedes, hvilket vil sige at hendes venstre ben er begyndt at fungere, hvilket hun mener skyldes cyklingen og det tror jeg hun har ret i.
Hun har så også været til neuropsykolog og synes selv hun klarede det nogenlunde fint, hun er i hvert fald god til at huske stadigvæk. Du er sgu sej Aase. 😊
Sorte æder som en løve lige i øjeblikket, beholdningen af kattemad er lidt for tidligt nået bunden, men jeg må så nøjes med at købe lidt indtil der atter er tilbud på kattemaden.
Spiser en veganer schnitzel til et stykke brød samt et par spejlæg som supplement. Drikker et glas rødvin til og bliver lidt snurrens, men beslutter at tage et glas mere og håbe på at det hjælper. Det gjorde det sgu, men faldt så i søvn til Barnaby. Aaarrrggghhh.
Katten går ud og jeg til køjs.
13. maj. Onsdag. 5 grader, lidt sol mellem de halvstore hvide skyer og vinden er svag fra nordlig retning.
Har sovet nogenlunde, dog afbrudt af katten, men det registrerer jeg efterhånden næsten ikke.
Efter kabalerne, står jeg op og snupper morgenmaden og ruller så en tur i Bilka efter kattemad og andre småfornødenheder. Kører til CNN og afleverer Aases gamle briller. Kenny ringer og nævner at han har en lægeerklæring liggende klar hos medicinkvinden og da jeg netop er i området er den hurtig hentet og leveret til Hvedevænget. Holder mig på afstand, da han jo ikke har fået svar på Coronaprøven endnu.
Hjemme igen og fodrer Sorte og Malte kommer på en kort visit.
Redigerer blogindlæg og så ringer elektrikeren Casper og er på vej med en ny styring / termostat til gæstetoilettet. Den monteres og alt fungerer nu efter hensigten. Mægtigt Casper og tak for hjælpen, du er en behagelig håndværker.!
Så ringer Aase og fortæller lidt fra dagens DIS-møde, hvor det blandt andet er blevet aftalt at træningen af venstre side skal intensiveres. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt og er lige netop det jeg har efterlyst helt fra begyndelsen. Desværre kan hun ikke komme til optiker for at få testet synet, da de udvidede forsigtighedsregler omkring Corona smitten ikke kan efterleves godt nok ifølge CNN. Det må vi så acceptere og tage den tur når hun bliver udskrevet og smittetrykket er dalet til et acceptabelt niveau.
Kenny sender en SMS og fortæller han er negativ, heldigvis er det for Covid19.
Synes jeg bør foretage mig noget konstruktivt og giver mig til at vaske alle gulvene.
Har et par andre hængepartier, dem ser jeg på i morgen. Overvejer at hente en flise af dem som Aase også mente kunne bruges som erstatning, så forventer at rulle til Næstved Flisecenter i morgen tidlig.
Får en sludder med Kenny og læser en lille times tid indtil jeg sætter et kyllingeoverlår i ovnen og lidt senere nogle pomme fritter. Den opmærksomme læser vil så forstå hvad jeg skal spise til aften. 😊
Ser nyhedsinformationer fra TV2, og dem er der sgu ikke meget kød på.
Efter det formidable måltid går jeg over til Netflix efter at have set Søren Ryge, ryge.
Ser actionfilm med Bruce Willis, men du falder af på den Bruce.
Katten er ude og jeg er på vej til køjen.
14. maj. Torsdag. 5 grader, solen skinner fra en skyfri himmel og vinden er svag fra nordvest.
Katten ville ind omkring midnat og ud igen ved 4tiden, men jeg sover bare videre til klokken godt seks.
Kabalerne lægges og planerne lægges for dagen.
Skal først ud og hente en flise og så ringe til murermesteren og så må jeg overveje hvad der så skal ske. Er tidligt på færde klokken er kun godt 7, men havde også til hensigt at nå Rema først på dagen.
Nemlig, ad sted til Rema, der var sgu mange selv på dette tidlige tidspunkt, men jeg finder varerne og kommer hurtigt ud og forsætter til Næstved Flise Center. Finder en flise ved personalets hjælp og ruller hjemad for at se hvordan flisen tager sig ud blandt de andre to. Lidt skuffet, den er lidt bleg og jeg overvejer Aases forslag om at bruge fliser i den farve som gangen har. Sender et billede til murermesteren og han vil se om han kan finde en sådan flise skriver han tilbage.
Taler lidt med Kenny og så med Aase og så med Kenny igen. Gik lidt kold efter min tidlige exit og skriver lidt på bloggen og så ringer neuropsykologen Jeanette og jeg får en ordentlig og fyldestgørende orientering omkring hendes samtaler og tests med Aase. Summeret betyder det at Aase formodentlig psykisk vil opnå at blive den samme som inden uheldet med nogle ganske få undtagelser i løbet af et års tid. Alt andet lige, da hun jo også bliver ældre. Hun roser Aase for at tage træningen og opgaverne seriøst. Det er ikke alle der gør det.!
Aase kan have problemer når hun er træt / stresset fordi hun måske har sovet dårligt eller afdelingen har lagt aftalerne for tæt. Men sådan har vi alle det vel.!
Taler også med fysioterapeuten Josephine, som og kun har gode ord til overs for Aases indsats, hun synes at Aase har gjort store fremskridt på kun godt 14 dage og er sikker på hun nok skal blive endnu bedre.
Et par positive samtaler som gør at også jeg får det bedre. Har talt med Aase efterfølgende og har fortalt om mine samtaler og positive indtryk.
Får også lige en snak med Kenny og fortæller om samtalerne.
Aftensmaden består af pasta og veganer millionbøf samt et glas rødvin, som så ofte før, er ved at sende mig til tælling. Kommer vist til at tage et glas mere lidt senere, det hjælper sikkert på balancen.
15. maj. Fredag. 7 grader, lettere overskyet og vinden er let fra sydvest.
Katten har futtet noget ind og ud i løbet af natten / morgenen og jeg kunne faktisk undvære at blive vækket så ofte knægt.
Vågner af mig selv ved halv syvtiden og lægger kabalerne inden katten atter kommer og vil ind og lidt senere ud. Småslumrer lidt til ved halvnitiden og slæber mig ud af sengen. Morgenmad til os begge og katten går så endelig ind og sover. Jeg får en kort snak med Aase omkring et tilbud om at hun kan blive behandlet med Botox i venstre arm for at løsne musklerne. Hun har i første omgang sagt nej tak, men vil høre om jeg ikke kan undersøge virkninger / bivirkninger nærmere på Internettet.
Det kaster jeg mig straks over og kommer så frem til følgende:
Der iflg. Netdoktor.dk er der manglende erfaring ved behandling af ældre > 65 år.
Svækker nervens mulighed for at sende signaler til hjernen, hvilket slapper musklen af.
– Skal man netop ikke aktivere musklen i den slappe arm.?
Hvad gør Botox som er godt for Aases venstre arm.? Som ikke kan opnås med konventionel træning.
Hvem behandler hende med stoffet.? Erfaring.?
Ulemper: Forstoppelse, influenza symptomer, lungebetændelse og hjerterytmeforstyrrelser.
Mit Forslag kunne være: håndcykling.!
Vi skal selvfølgelig høre fra kompetent side / lægefaglig vurdering af hvad de siger om den slags behandling.
Taler lidt senere med Kenny og han er bestemt noget betænkelig ved Botox midlet.
Så ringer Aase igen og jeg forklarer hvad jeg har læst mig til. Hun har i mellemtiden talt med Britt, som nævner at CNN har haft gode erfaringer med Botox behandlingen.
Aase foreslår at jeg kontakter Sebastian fra Slagelse Sygehus for at høre om hans eventuelle er faringer med Botox. Det vil jeg så gøre.
Skriver på Messenger til Gunhild og Aases niece Lene og fortæller lidt om Aases tilbud om Botox behandling. Lene reagerer ved at fortælle om sine erfaringer / viden om Botox og hun synes bestemt at Aase skal tage imod tilbuddet.
Henter Kenny og vi taler lidt om dit og dat og får et par spil Trivial Pursuit.
Taler med Aase, som har været til træning og det er gået fint.
Ruller Kenny hjemad via Rema.
Hjemme igen og pasta og veganer millionbøf står også på menuen i dag.
Tror jeg vil snuppe en portion is til filmen klokken 20.
Ser filmen ’American Sniper’ som er baseret på en selvbiografi af Cris Kyle. En god film af Clint Eastwood, men med et grumt billede af hvad krig kan gøre ved mennesker.
Katten er udenfor så godnat Sorte.
16. maj. Lørdag. 10 Grader, kraftige skyer hvor solen ind i mellem når at skinne. Vinden er frisk fra sydvest.
Vågner ved godt halvfemtiden og lægger så kabalerne inden jeg slumrer videre. Motivationen til at foretage mig noget fornuftigt synes at mangle. Så jeg læser nyhederne inden jeg står lidt sent op.
I går modtog jeg faktisk min nye mobil telefon, en iPhone SE 2020. Den gamle havde været så mange gange på udflugt fra lommen, at den opførte sig noget aparte i visse situationer. Tror det er den telefon som jeg har tabt flest gange, mindst 10, i alle de år jeg har haft den slags isenkram. Det er ufatteligt at skærmen aldrig er gået itu.! Har ikke sat den nye op endnu, men mon ikke jeg får tid i dag?
Aase ringer ved middagstid og fortæller at hun har været til træning, blandt andet skulle hun løse nogle opgaver med farvede klodser. Det var vist svært fornemmer jeg.
Efter en frokost pølse og lidt blogredigering henter jeg Kenny, så vi kan få lidt eftermiddagskaffe og et spil Trivial Pursuit. Vi kører via onkel Harald så Kenny kan købe noget ledning til sine nye højtalere. Der holder et par politibiler og et par herrer fra ordensmagten er ved at forklare en herre, af anden etnisk herkomst end dansk, et eller andet. Vi fandt ikke ud af hvad miseren drejede sig om, inden vi atter forlod området, som var uhyre velbesøgt.
Kaffe og kage samt et par spil som endte uafgjort. Kører Kenny til Hvedevænget og ruller så mod Figenvej.
Pølse nummer to samt nogle pommes fritter dækker behovet for aftensmad. Aase ringer og vi får lige en snak hun vil gerne have noget bodylotion bragt ud, så det tager jeg med i morgen sammen med iPad’en og deoen.
Roder lidt på Internettet men finder ikke svar på min søgning om Air Drop.
Ser så en film, næh det er vist lidt forkert formuleret, småslumrer gennem en film er vist virkeligheden og jeg vælger at gå til køjs.
17. maj. Søndag. 10 graders varme, lidt sol mellem de spredte byger og vinden er let fra vest.
Er vågen ved firetiden og katten banker på vinduet og bliver lukket ind til en tidlig gang morgenmad og så går han sgu ud igen.
Slumrer videre til klokken halv syv, hvor jeg lægger kabalerne og lukker katten ind og han går direkte ind i sin kurv. Roder lidt med den nye mobil og sætter nogle få ting op til brug.
Står op ved otte tiden og læser målere af og gør morgenmaden klar. Så dukker Bror op og vil kæle lidt og han kan jo som sædvanlig ikke holde kæft, hvilket ad stedkommer at Sorte kommer og jager ham ud. Den sortklædte herre får så lige en bid morgenmad og går ind og sover videre. Ser lidt på ugens regnskab og forbrug af EL, blandt andet. Jøsses, man kan sgu godt se at der er eksperimenteret med varmen i gæstetoilettet og der vist har været skuet lidt for højt op for varmen i badeværelset.
Er ved at samle et par småting sammen som jeg skal have med til Aase. Hun ringer og siger hun godt kunne have brug for nogle nye sko som kan anvendes når hun står op og når hun ’padler’ sig frem med benene mens hun sidder i kørestolen. Ja frue det ser jeg straks på og ruller ned og henter Kenny og vi styrer direkte mod Kvickly, hvor vi finder et par sko som vi mener at Aase kan have den lidt hævede og indbundne venstre fod i.
Bagefter kører vi en tur til Jem & Fix for at hente noget kabel til Kennys nye højttalere.
Jeg forsætter til CNN og Aase og bliver lukket ind af Pernille og vi finder Aase i hendes nye omgivelser. Hun byttede jo til et mindre værelse først på ugen, Det er lidt mere overskueligt og hyggeligere og så kan hun se over til bygningen hvor hun boede da jeg træf hende for godt 50 år siden. Lidt vemodigt, men også lidt uhyggeligt, at der er gået så mange år. Nå, det skal man sgu ikke tænke for meget over. Vi prøver skoene og der var vi vist heldige for de passer som fod i handske. Vi drikker lidt kaffe og en smuldre kage og Aase fortæller lidt om hendes hverdag og beboerne. Modsat de andre steder som hun har været, er her dog noget selskabelighed hvis man ønsker det, i form af fælles frokost, aftensmad og kaffe til tv-tid. Synes nu du er blevet noget kvikkere og gladere og ser betydelig bedre ud end for tre uger siden frue. 😊 Det er altså rart at opleve. 😊
En time går hurtigt og jeg må forlade CNN i ro og orden, så jeg kan for tilladelse til at komme igen i næste uge.
Kører lige hen til Kenny og fortæller lidt om mor og skoene, mens vi drikker en kop kaffe.
Hjem til katten som venter udenfor, og han går med ind til lidt aftensmad, men går ud igen efter spisningen.
Så er det min tur, pomme fritter og en veganer schnitzel dækker det værste hul i maven. Snupper i dagens anledning et glas rødvin også.
Ringer til Pia og fortæller om Aases situation lige pt. og nævner at Aase har accepteret at blive behandlet med Botox. Lidt senere ringer Aase og ønsker godnat. 😊
Den sortklædte kat ligger udenfor på græsplænen og småsover lidt. Jeg går hen og åbner døren for at se om han vil ind.
Det vil han bestemt, for det småregner faktisk. Lidt spiselig siger han ikke nej til og går så ind og sover lidt.
Ser ’Den Klassiske Musik Quiz’ som til stadighed imponerer mig.
Katten er gået ud og jeg går ind i seng. Spiller et par runder Quiz Planet på mobilen, inden søvnen overmander mig.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.
Årstal | Ude temp. | Regn i mm. | Vindstyrke km/t | Vindretning | Lufttryk |
2020 | 11,9 | 2,1 | 3,5 | SV | 1012,5 |
2019 | 16,3 | 7,8 | 3,2 | Ø | 1002,9 |
2018 | 15,2 | 0,0 | 3,9 | NNØ | 1021,1 |
2017 | 15,1 | 11,3 | 0,2 | NV | 1018,5 |
2016 | 17,9 | 12,0 | 1,1 | NV | 1003,3 |
2015 | 12,3 | 12,7 | 2,3 | VSV | 1005,8 |
2014 | 17,0 | 12,7 | 4,3 | VSV | 1010,6 |
2013 | 13,2 | 4,9 | 6,9 | SSV | 1005,4 |
Gsn. | 14,9 | 7,9 | 3,2 | XXX | 1010,0 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata