Tirsdag den 30. august.
Vejret er bestemt ikke det mest
indbydende til en cykeltur. Det er gråt, det blæser og det er ikke særlig
varmt.
Henter Kennys MTB og kører hjem og gør mig klar. Godt nok med korte
cykelshorts, men i den langærmede cykeltrøje. Jeg kan altså ikke lide at fryse
på armene.
Kører den sædvanlige rute og håber ikke at punktere.
Alt flasker sig og uden de store udfordringer, dog er der på stien fra Åderup
til Nygårdsvej nogle håndværkere som roder i Rønnebækken et par steder og deres
biler kan jo kun stå på tværs af stien. Fjolser.
Når til stien fra Præstøvej som fører til toppen af vandtårnsbakken og gearer
ned til laveste gear.
Også i dag kom jeg op, men den er altså strid at trampe opad. Ned og vende ved
vandtårnet og så ned af slalomstykket.
Her skal man være meget opmærksom, rillerne i underlaget er stadig en
udfordring.
Hjemme igen og turen var såmænd ganske god.
1 time og 17 minutter om de godt 26 km.
Onsdag den 31. august.
Havde luret på en tur over P2 bakken, men vinden kom fra sydvest så det havde
givet modvind det meste af vejen fra P2 til hjemmebasen, så jeg valgte at rulle
mod Enø og over Bistrup og Fodby hjem.
Synes jeg havde god fart på, måske modvinden dernedad snød lidt, for tiden var
bestemt ikke fremragende da jeg passerede busstopskiltet på vej hjemad. 48
minutter er lidt for meget på dette sene tidspunkt af cykelsæsonen.
Mødte for øvrigt veninden på vej ud og hun vendte også ved p-pladsen.
Ellers ikke de store udfordringer på en rimelig rolig tur gennem det
Sydsjællandske.
Godt 46 km og 1 time og 53 minutter tog turen.
Fredag den 2. september.
Synes jo ikke rigtig om en tur på
landevejen på raceren, så Bæstet måtte holde for endnu engang. Forhåbentlig får
jeg min egen MTB tilbage engang.
Kører den sædvanlige rute og jeg har gode ben, så den får en spand kul og
sætter en hel del personlige rekorder ifølge Strava.
Der er ikke voldsomt mange på strækningen, men nogle cyklister der ikke mener
de bør respektere den gængse færdselslov og hundetosserne hvor vovserne ikke
føres i snor er der jo altid.
Hvis de var klar over hvad sådan en hund kan påføres af skader hvis de rammes af
en MTB med 30 km i timen og en tung gamling ovenpå, ville de jo nok passe lidt
bedre på kæledyrene. Tænk lige over det….!
Forcerer sandtrækningen op mod det gamle vandtårn i anden laveste gear og det i
min hurtigste tid nogensinde.
Det var så den sidste træningsdag inden Medieløbet, håber sgu benene er ligeså
villige på søndag. Håber ikke dagen regner væk, men der er bestemt en vis
sandsynlighed for det ifølge DMI.
Det blev til lidt over 26 km og tiden blev 1 time og 13 minutter.
Søndag den 4. september.
Hovsa, der smuttede så altså et af årets mål sig en tur. Medieløbet missede jeg,
primært på grund af vejret.
Forsøger igen til næste år.