24. januar. Mandag. 4 grader, gråt og vinden er let fra nordvest og kun 11 måneder til juleaften.
Hører trissen men sover videre indtil ved halvsekstiden. Kabalerne får en tur og så slumrer jeg lidt igen.
Fruen banker og vi står op og indleder ugen med mandagsrutinerne.
Ingen træning på Vadestedet, så fruen må selv træne, så det bliver til 15 runder og en times cykling.
Jeg kører på apoteket efter medicinen som Ulla har bestilt til katten. 
Bagefter rulles en tur til den ’gamle’ Aldi og forsøger at supplere beholdningerne, men i dag mangler der laktosefri sødmælk, tranebærsaft og formfranskbrød.
Møder Bror ved hjemkomsten, han har faktisk været her til morgen, men han synes næsten altid parat til en ’snak’ og lidt spiseligt. Tror gerne han ville flytte ind hvis det var muligt. Men to katte er en for meget, især når de ikke kan enes og så tror jeg nok at Aase har rigeligt i den sorte kat.
Slapper lidt om eftermiddagen og katten kommer og lægger sig på gulvet i køkkenet. Jeg forsøger efter bedste evne at dryppe ham i højre øje med øjendråberne, men rammer lige på kanten, men han får vist selv lige raget det ind i øjet ved at trække poten forbi øjet da han vaskede sig.
Kaffe og lidt kage og jeg lægger mig og læser lidt indtil katten kommer og vil kæle lidt. Vi får en længere ’snak’ og må afbryde seancen for at lave lidt aftensmad.
Flødekartofler og frikadeller er det kulinariske indslag.
Vi ser lidt tv, kan ikke altid finde ud af hvad fruen ser, men jeg ser en Barnaby fra ’lageret’.

25. januar. Tirsdag. 4 grader, gråt, men det ændrer sig til lidt sol efter en times tid. Vinden er atter let fra nordvest.
Hører ikke trissen, men vågner ved godt firetiden, gik vist for tidligt i seng. Går en lille tur og så er det kabaletid. Sover så en god times tid mere, inden jeg står op og vækker fruen. Dagens rutiner gennemføres og fruen snupper en lille time på cykeltræneren. Minimal frokost og så kommer Helle på en lille visit til en kop kaffe og lidt blødt brød. Vi klarer lige Coronasituationen og Verdenssituationen på et par timer. Kan det virkelig være så svært?
Katten kommer og går og er efterhånden blevet godt tilfreds med tørkosten som supplement til kylling fileten. Har ikke haft mulighed for at dryppe hans øje i dag. Måske lidt senere.
Flødekartofler også i dag, dog er frikadellerne udskiftet med veganer steaks.
Så er der vist et par udsendelse i tv’et som vi kan se. Katten kommer for en kort snak og lægger sig så under sofaen til natten.

26. januar. Onsdag. 4 grader, gråt, det småregner og vinden er let fra sydvest.
Jøsses, hører trissen, hun snakker højt, længe og tydeligt og jeg har sgu vanskeligt ved at falde i søvn igen, så kabalerne bliver lagt alle som en.
Småslumrer lidt og står op ved halv ottetiden og vækker fruen og katten ønsker morgenmad.
Vi sparker gang i rutinerne og efter morgenmaden kommer medicintrissen Eva og fordeler medicinen til de næste 14 dage. Hun nævner muligheden for at lade apoteket foretage den fordeling og så kan vi få leveret den fordelte medicin lige til døren. Det overvejer vi lige til næste gang.
Let frokost efter Aase har gået de 15 runder og jeg har taget INR, som er ganske normal. Fruen cykler også en time. Lidt efter middagskaffe samt en giffel inden vi når frem til aftensmaden, som i dag bliver æggekage med bacontern, kartoffelskiver og cocktailpølser.
Jeg ser Frost mens fruen ser håndbold som jeg finder umådelig kedeligt. God nat til alle.

27. januar. Torsdag. 5 grader, gråt og det har regnet og vinden er frisk fra nordvest.
Hører ikke trissen og vågner først ved sekstiden, helt uhørt. Kabalerne bankes på plads og så slumrer jeg lige en halv time inden jeg står op og vækker fruen.
Rutinerne gennemføres og så ringer Pia og fortæller blandt andet, at de har købt deres foretrukne Penthouse lejlighed. pr. 15 maj 2022.
Fruen går 15 runder med rollatoren og snupper så en time på cykeltræneren, mens jeg kører i Aldi.
Overvejer seriøst at gå bort fra den ’gamle’ Aldi, da der stort set ikke findes et sted hvor hylderne er fyldt op og brødet som skulle være friskbagt, er der stor set ikke noget af.
Når pandemistormen har lagt sig inden for de næste fjorten dage, går jeg over til at benytte LIDL igen, men der er altid rædsomt mange mennesker uanset tidspunktet.
Lidt eftermiddagskaffe med et par småkager og vi nærmer os aftensmaden.
Det bliver hurtigmad samt et stykke chokolade.
Aase ser håndbold og jeg ser Frost og så nærmer vi os sengetid også for katten.

28. januar. Fredag. 3 grader, pivkoldt, gråt og lidt blæsende fra vest.
Hører trissen, det var hende der kommer oftest. Forsøger at slumre lidt igen men opgiver og lægger kabalerne. Når vist lige at få en god time mere inden jeg står op og vækker fruen.
Ritualerne gennemføres og så har jeg tænkt mig at køre en tur til SuperBrugsen i Fensmark med tom emballage og så gå ind for at handle lidt bagefter. Aase er ikke med, da vi ikke helt er klar over om det er muligt at færdes med kørestol derinde. Har samlet for næsten 300 kr. tomme flasker og dåser og går ind og handler, samt sender et brev med DNA for Aase, som skal til USA for at bliver testet.
Generelt er prisniveauet lidt højere i Coops butik frem for Aldi eller Rema mener jeg at kunne konstatere.
Varer i intervallet 5-25 kr. koster umiddelbart ca. 2-3 kr. mere pr. enhed.
Købte et par fastelavnsboller til 21 kr. pr. stk. men så var de også med hindbærfyld.
Kaffen smagte godt synes jeg, da vi jo samtidig indtog fastelavnsbollerne. De var gode.!
Et par frikadeller havde sneget sig med sammen med fastelavnsbollerne og de blev spist til nogle flødekartofler og desserten var hindbærfromage. Vi er til hindbær fremfor jordbær.
Aase ser vist x-factor og jeg snupper et afsnit med Inspektor Frost og så er det godnat. Når dog at lægge en kabale for Aase som hun absolut ikke kunne enes med.

29. januar. Lørdag. 5 grader, gråt og vinden er let fra vest. Der er trusler om storm med vindstød af orkanstyrke påstår DMI.
Hører ikke nattrissen og vågner først ved sekstiden. Efter en hurtig tur på toilettet, stryger jeg direkte til kabalerne og alle lægges rimelig nemt. Starter et par programmer som hhv. renser vaskemaskine og opvaskemaskine.
Så er det op senior og vække fruen og rutinerne tager over. Da morgenkaffen er vel overstået, går jeg ud og fjerner alle løse genstande fra have og terrasse og sætter det ind i redskabsrummet.
Let frokost efter Aase har gået 10 runder med Tor og cyklet godt en halv time, hun var lidt træt.
Så er der cykelcross hele eftermiddagen og katten og jeg ser en del og så kommer Aase og ser med.
Tilbehøret til eftermiddagskaffen var mere ydmygt i dag.
Aftensmaden blev Tortillas med oksekød.
Aase ser håndbold og jeg ser en dokumentar om Muhammed Ali. Min generations bedste underholder udi boksningens kunst. Tidlig sengetid og det stormer helt vildt.

30. januar. Søndag. 5 grader, massiv storm fra nordvest, men solen skinner.
Hører trissen, falder i søvn igen, men vækkes flere gange af stormen og vågner så først ved syvtiden.
Vækker Aase og så må vi i gang med søndagsrutinerne.
Efter morgenmaden, går jeg lige en runde omkring huset, men der er ingen synlige tegn på nogen skader eller ting som er fløjet rundt i haven.
Aase cykler en times tid og jeg vasker tøj og lægger på plads. Går over til at se cykelcross fra USA og det varer hele dagen og det meste af aftenen.
Katten sover det meste af dagen, men på eftermiddagen vil han alligevel ud, selvom det stadig stormer.
Til aften snupper vi lige et par tortillas igen i dag. Fruen er godt tilfreds med dem.
Vi har besluttet at købe et løbebånd som er beregnet til ældre i forbindelse med genoptræning for primært Aase, som måske kunne få rørt benene noget mere på en anden måde end cykling. Vi har købt det som nyt, selvom der er masser af den slags brugt på Internettet, men det er totalt ugennemskueligt om det man køber af den slags, nu også kan anvendes og har den fornødne tekniske kvalitet, da de fleste som sælger brugt, giver det prædikatet: standen er god og det er som nyt og næsten ikke brugt og vil så have lige så meget for det brugte som da de købte det fra nyt.
Lidt aften tv og fruen går til køjs og jeg sætter mig og ser cykelcross live fra USA. Spændende dyst på en højfartsbane. Sengetid.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata