20. juni. Mandag. 7 grader da jeg var oppe ved 5tiden, lidt sol og næsten vindstille fra vest.
Hører ikke trissen og efter min oppetur pusler jeg lidt med kortene. Sover så en god time mere og så er det op og sætte gang i ritualerne så vi kan blive klar til en tur til Vadestedet.
Græsset bliver klippet tidligt og bagefter kommer pigerne fra Næstved Haveservice og efter sår samt gøder græsplænen.  Taler med vores genbo Hanne og Sofus og hun synes at Fibias tv og fibernet ikke fungerer optimalt og har bestilt en tekniker til at komme i løbet af dagen. Hun overvejer også at få klippet en stor del af sin hæk af Næstved Haveservice.
Vi ruller mod Vadestedet og i dag er der sgu en handikapparkeringsplads ledig. Aase cykler ca. 15 minutter inden John inviterer på udstrækning og gåtur. Vi ruller til Figenvej via et kort ophold ved Aldi, jeg havde ikke glemt noget i går, men ikke husket det hele. 😊
Vi spiser biksemad til aften og ser lidt tv-avis, men det er det sædvanlige forkvaklede politik der diskes op med, så jeg slukker. Vi går alle tidligt til køjs.

21. juni. Tirsdag. 11 grader, nogen sol og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen men må op en tur ved firetiden. Sover videre til ved sekstiden og løser de fire ud af fem kort opgaver. Så står vi op til rutinerne og senere en tur til Roskilde for at Aase kan få endnu en Botox behandling. Se det var en udflugt fyldt med frustrationer.
Vi har bestilt turen med Movia Handikap Flex for 10 dage siden og fået at vide at vi blev afhentet klokken 11:20 i dag. Vi skal være på ambulatoriet klokken 13. Det tager normalt godt en time at når målet. Klokken 11:35 har vi endnu ikke set nogen vognmand. Så ringer de fra Movia, vi når ikke at tage telefonen, men de kunne jo have lagt en besked. Jeg ringer dem op og kommer kun igennem de talrige menuer med besvær, Movia siger at bilen er der om 5 minutter. Det passede ikke helt for den blev 11:50 inden den kom. Nu bliver det det lige til øllet at nå Roskilde til den aftalte tid. Men vi tror stadig på det. Men nej 15 minutter før vi er fremme bliver chaufføren dirigeret et sted hen for at hente en passager mere. Troede at den slags kun kunne fortages med mere end 2 timers respit. Nu kæfter jeg op og gør vrøvl, men chaufføren kan jo ikke gøre en skid, han skal jo følge de fremsendte anvisninger. Så ringer jeg til ambulatoriet og fortæller at vi bliver 10-15 minutter forsinket, hvilket de tager ganske pænt. Endelig når vi frem og vi kommer faktisk til med det samme. Tak for jeres forståelse. Aase bliver behandlet med diverse stik og vi er klar i god tid til hjemturen, som er aftalt med Movia til klokken 13:55. Der kommer sgu ingen bil og ingen besked om forsinkelse og ca. 20 minutter senere dukker der en transport op og han skal have et par af pigerne som sad i venterummet sammen med os, med til Køge hvor der også skal samles en passager op som skal til Faxe. Jøsses Alvilda, min tålmodighed er virkelig sat på en prøve. Pigerne sættes af inde i Køge og vi forsætter til Køge Havn hvor en ældre dame med rollator tages ombord. Nu går turen så mod Næstved, til min store overraskelse, vi var sgu da tættere på Faxe og logistisk burde man da have kørt derhen inden Næstved.
Vi når Figenvej uden flere stop, men nu har vi også været mere end to timer undervejs.
Synes nok at hensynet til Aase er blevet fuldstændig overset af Movia og vi betaler sgu også for turene.
Næste gang håber jeg at jeg er blevet så kendt med den nye bil at vi ’tør’ rulle til Roskilde. Jeg har ikke været ude og køre på motorvej i mere end to år.
Vi snupper et stort glas rødvin da vi er kommet indendørs og lader lige turen synke lidt til bunds i rødvinen.
Vi aftaler at jeg skriver til Movia når jeg har fået styr på hidsigheden. Så snupper vi en velbelagt laksemad samt et glas køligt hvidvin inden vi slapper lidt til noget ligegyldigt tv. Katten får aftensmad og så går vi til køjs.

22. juni. Onsdag. 13 grader, svag vind fra vest og det er gråt for det meste.
Hører vist ikke trissen, men et eller andet vækkede mig ved halvfemtiden og gik en runde. Kortene får en tur og så banker fruen og vi indleder dagens ritualer lidt tidligere end sædvanligt. Vi har ellers ikke noget fast på programmet til i dag udover at jeg har en aftale med frisøren omkring frokost. Formiddagen går med fransk vask og stygning, det sidste er løgn, her det er kun kattene der bliver strøget over pelsen, med hånden vel at mærke. Der er pressemøde med Statsminister Mette om Corona situationen.
Henvendte mig i går til Næstved Haveservice for at høre hvad det ville koste at få ’studset’ vore hække og har i dag fået svar samt en rimelig pris og vi har valgt at lade dem udføre jobbet i år.
Ad sted til frisøren og det tager jo ikke lang tid at få de få lokker rusket af. Forsætter til vaskehallen og kører lige ind og får CHR’en vasket for første gang og det trængte den sgu også til efter mere end en måned med støv og vand i rigelige mængder. Hjemme igen tørrer og støvsuger bilen mens fruen går de 15 runder og cykler en lille time. Så kommer Kenny et smut og vi snupper lige en kop kaffe og bagefter gør han forsøg på at oprettet et MitId til Aase. Efter godt en halv time må også han kaste håndklædet i ringen, det vil simpelthen ikke lykkes at få taget et billede af Aases ansigt så proceduren kan afsluttes. Vi må tænke i alternativer er konklusionen.
Henter nogle flyttekasser på loftet til Kenny. Den ’unge’ herre cykler hjemad og jeg lover at levere flyttekasserne på et tidspunkt når tid haves.
Vi spiser et par store Frankfurtere og et par pølsebrød som aftensmad. Jeg læsser bilen med flyttekasserne og ruller til Hvedevænget mens Aase tømmer opvaskeren og skifter poser i skraldemiljøet, da de hentes i morgen.
Gider ikke tv, så forsøger at indhente lidt skriveri til bloggen. Hjælper fruen til køjs og finder så selv dynen.

23. juni. Torsdag og Sct. Hans. 12 grader, der er fuld blus på den store lampe og vinden er svag fra sydvest.
Hører lidt til trissen, da hun klokken 02:30 siger hej, hej da hun forlader Aase. Sover til klokken fem og går en kort tur. Opgaverne løses og så starter vi dagen med de sædvanlige rutiner.
Formiddagen går som altid lynhurtig og vi gør klar til at besøge John på Vadestedet for sidste gang i de næste tre uger, da han har ferie fra i dag.
Det går rimelig godt med Aase gåen frem og tilbage i barren og også sidelæns. Der afsluttes med en rundtur i lokalerne. John tager med fly til Portugal i morgen ved frokosttid og skal være væk i tre uger. Han fortæller at det er meget billigt at leve i Portugal hvis man holder sig lidt nordligere end Lissabon. Aftensmad, grillet kylling, med vin og dessert koster lige omkring 150 danske kr. for top personer på en restaurant. 
Vi siger god ferie og tur og forsætter til Sct. Jørgens Park for at købe lidt hostemiddel til Aase og bagefter smutter jeg ind i Aldi og køber lidt mælk til kattene primært. Sødmælken Aldi havde udløb i går. Sikke noget gris. Jeg køber nogle letvægtssko som passer mig perfekt.
Hjemme igen og Kenny kommer på visit og vi snupper et par glas kølig hvidvin. Han vil ikke spise med men bliver og får en god sludder omkring lidt økonomi og han pr. 1. august har job hos Bygma i Søborg.
Den unge herre cykler hjem og vi flader ud foran fladskærmen inden Aase går til køjs. Bagefter sætter jeg mig udenfor i små 20 graders varme med lidt kølig hvidvin. Ingen kat til natmad og så går jeg i seng.

24. juni. Fredag. 13 grader, også i dag er der tændt for den store lampe, men vinden er frisk fra øst.
Hører ikke trissen, havde vist bedøvet mig selv med et par rummelige glas hvidvin.
Vi står dog op som sædvanlig og går i gang med ritualerne. Jeg har nogle administrative udfordringer som jeg forsøger at løse og katten kommer og får morgenmad mens Aase rydder op i køkkenet.
Får løst de administrative opgaver, den ene kunne jeg have undgået, hvis ellers jeg havde tænkt mig om.
Fruen går i gang med de 15 runder og en cykeltime. Undervejs mens hun ser tv, går det i stå og det koster mig to timers intens fejlsøgning for at få liv i det igen. Bestiller varer gennem Bilka ToGo til afhentning i morgen. Så snupper jeg 2 x 15 minutter i motionslokalet og nu skriver jeg lidt på blogindlægget til denne uge. Skal lige have lidt varme på ryggen inden badet og aftensmaden, som bliver flødekartofler og frikadeller.
Lidt tv til fruen og jeg ser Barnaby og hjælper Aase til køjs inden jeg ser afslutningen af Barnaby og går i seng. Ingen sort kat.

25. juni. Lørdag. 15 grader, mest sol og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen og vågner omkring ved halv sekstiden. Ser lidt på kabalerne og alle løses rimelig nemt. Går i gang med morgengymnastikken, for sidste gang i denne uge, som tager ca. 20 minutter. Min ryg har fået det bedre siden jeg startede med de øvelser og brugen af håndvægte, men rigtig godt bliver den jo nok ikke. Følelsesforstyrrelserne i fødder forsvinder formodentlig aldrig igen.
Vækker fruen og dagens ritualer tager sin begyndelse. Morgenmad til alle i og uden for den faste husstand. Bror er en strid missekat som med alle midler forsøger at få fodfæste indenfor.
Så får jeg en SMS fra Bilka ToGo og de har desværre udsolgt de fødevarer jeg har bestilt, derunder frikadeller. Undrer mig en del, da jeg bestilte varerne i går sidst på eftermiddagen og de allerede er udsolgt lørdag morgen. Tror ikke at Bilka har styr på vareudbuddet i Bilka ToGo. Har sgu da aldrig været ude for at man ikke kan købe frikadeller i Bilka. Noget amatøragtigt.
Henter de resterende varer og ruller hjem uden aftensmaden.
Vi spiser en let frokost efter at Aase har gået de 15 runder og går i gang med cyklingen. Jeg smutter en tur i Aldi først på eftermiddagen for at købe nogle småting jeg glemte forleden og husker at få de tomme flasker med. Da jeg er hjemme, kommer Henrik på en kort visit da han er ude på MTB’en. Vi får en snak og en tår at drikke inden han atter ruller videre. Jeg er ved at gøre klar til 2 x 15 minutter i fitness lokalet da Lene og Kenny kommer på visit og får en kop kaffe, mens jeg forsætter med min motion og et bad.
Lene og sønnike går så videre på deres færd. Fruen og jeg bikser en nem aftenmenu sammen og snupper et glas rødvin til. Her klokken 19:18 er temperaturen udenfor 26 grader, nøj det er lige noget der passer mig. 😊Ser lidt tv og skriver så bagefter på blogindlægget.

26. juni. Søndag. 19 grader, en kombination af sol og lette skyer prægermorgenhimlen og vinden er svag fra nordvest.
Hører ikke trissen, men har også sovet som et svin selvom det er bragende varmt i lokalet og jeg havde drukket et par glas kølig hvidvin kort før sengetid i aftes.
Starter ritualerne og efter morgenmaden ringer Aase til Anette og hører om hun kunne tænke sig at kommer en tur på Figenvej. Det kunne hun, så vi aftaler at eg henter hende midt på eftermiddagen. Al pensionist motion holder fridag om søndagen. Jeg ser lidt DM i landevejscykling for både damer og herrer og pigerne sidder udenfor og drikker rosé og klarer verdenssituationen. Jeg bruger lidt tid på at holde den sorte hævner og Bror på afstand af hinanden, de har det i øjeblikket med at dukke op på samme tidspunkt. Unge Bror vil vist gerne overtage Sortes territorium, men den sorte mand er ikke til at spøge med og negligerer Bror for det meste eller sætter sig og stirrer på ham til han lister ud mens Bror højlydt protesterer med brum og hvæs. Sikke et cirkus, siger jeg bare. 😊
Vi spiser kold kartoffelsalat samt et par veganer hakkedrenge til aften og snupper et glas hvidvin til.
Vi tager det lidt afslappet og ser tv, jeg ser en udsendelse om Uffe Ellemann Jensen, som vist var optaget for ganske kort tid siden. Man må lade ham, et vist format var der sgu over ham. Så er det sengetid for folk og fæ.   

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata