21. november. Mandag. Minus 1 grad, noget mørkt og der er faldet en smule sne. Vinden er svag fra sydvest.
Hører tydeligt trissen og har svært ved at falde i søvn igen, må op en tur og undervejs møder jeg katten, som synes det kunne være rart med noget tidlig morgenmad. Slubbert.!
Forsøger at sove lidt igen. Men det kniber. Lægger kabalerne og står så op for at sætte ritualerne i sving.
Undervejs forsøger jeg at ringe til lægen, så vi kan få Aase undersøgt for de røde ben. Efter en halv times tid lykkes det og vi får en tid i eftermiddag. Har ringet til Vadestedet og har aflyst vores træning i dag. Lidt senere ringer John og siger vi kan få en tid på onsdag, hvis det ønskes. Vi ser lige hvad dagen bringer.
Jeg går ud og rydder lidt sne / slud / sjask og så må det være godt.
Let frokost og nu er jeg på vej til badet. Så en tur til lægen, som ikke har nogen god forklaring på Aases røde ben og han tilkalder hjælp fra en kollega, men de kommer til kort. De synes der er brug for et par blodprøver inden de ønsker at komme med en diagnose. Blodprøven kan vi få taget i morgen, da laboratoriet har lukket for i dag.
Lidt eftermiddagskaffe inden aftensmaden som er hurtigmad fra Aldi. Aaarrrggghhh.
Lidt rødvin til hjælper jo og så er der tv-aviser som er til at brække sig over. Det er sgu ikke andet end fodbold og de utålelige forhold i Qatar. Man har åbenbart glemt at man ikke skal blande politik og sport sammen. Jeg gider ikke se tv-aviser mere før VM i fodbold er forbi.
Lidt underholdning til pensionisterne og så er det sengetid.

22. november. Tirsdag. 0 grader, stiv kuling fra sydøst og det er for det meste mørkt.
Trissen høres og jeg kan sgu ikke falde i søvn igen. Vender og drejer mig talrige gange inden jeg står op til morgen og sætter skub i ritualerne, da vi jo skal en tur til laboratoriet for at få taget blodprøver af Aase.
Når lige at lokke en tablet mod flåter og andet uvæsen i katten inden vi kører.
Vi er derned kort før klokken elleve og godt 20 minutter senere er vi på vej hjemad igen.
Ringer til John på Vadestedet og aftaler at Aase kan komme til træning i morgen, da John holder fri på torsdag.
Let frokost og jeg flader lidt ud, periodevis sammen med katten.
Aftensmaden er kyllingekasserolle med brune ris, samt stegte grøntsager leveret af Gordon.
Skriver til Ulla som jo er dyrlæge, for at forhøre mig om hvad det eventuelt er katten fejler, med hoste, løbenæse og betændt øje. Det er formodentlig virus mener Ulla og det kan man ikke gøre en skid ved.
Så er der lidt tv for pensionister, til mig Barnaby og så er det godnat.

23. november. Onsdag. 6 grader, gråt og kedeligt og vinden er let fra sydvest.
Atter hører jeg trissen og er periodisk vågen indtil morgenen banker på. Sætter ritualerne i gang så vi kan blive klar til seancen på Vadestedet ved ellevetiden. Aase får lidt udstrækning og en tur med et punkts stokken og så kører vi hjem via apoteket.
Jeg er stort set uden energi og forsøger at slappe lidt efter at have sat Aase på cyklen og lavet en let frokostanretning. Så kommer katten og vil ’snakke’ og det gør vi så mens jeg ser lidt tekst-tv inden han lister ud. Aftensmaden er oksekødssupper inklusive kød og melboller.
Så er der dømt tv for en stund, men der er ikke de store sager på tapetet.
Katten får natmad og vi andre går tidligt i seng.

24. november. Torsdag. 6 grader. Også i dag er det gråt og kedeligt og vinden er let fra sydlige retninger.
Hører måske trissen, det er en mand, men forsøger at slumrer videre. Vågner nogle gange inden jeg når frem til kabalerne og bagefter rutinerne og vi har kun min træning foran os, da John holder fridag. Jeg ruller en tur i Aldi om formiddagen og køber nye forsyninger. Sludrer lidt med Helle ved hjemkomsten og hun kommer en tur på tirsdag og pudser vinduer indvendig.
Let frokost og så er jeg klar til en tur til Pernille og Vadestedet. Får den sædvanlige omgang ultralyd og massage på ryggen. Så går det atter mod Figenvej og vi snupper en kop kaffe og en krokrosmakron.
Slapper en times tid og så går jeg i gang med dagens menu, som er flødekartofler og veganer schnitzler.
Lufter ud bagefter og så ser jeg lidt på blogindlægget fra denne uge.
Ser DRTV og udsendelsen Nul Stjerner. Meget festlig. Sengetid.

25. november. Fredag. 6 grader er den nye standard. Lidt gråt og vinden er let fra sydvest.
Hører en trisse og kan så ikke falde i søvn igen. Kæmper mig gennem kabalerne og forsøger at snuppe ti minutters søvn ind i mellem.
Står op og sætter gang i rutinerne. Den rødhårede kat Leo kommer på besøg næsten dagligt lige i øjeblikket og spiser af den vådkost jeg havde købt til vores egen sorte ven.
En ikke sprængfyldt med energi og mens Aase går tur med rollatoren, tager jeg lidt varme på ryggen. Bagefter slappes der på sengen og katten kommer og synes at hygge sig gevaldigt.
Har vasket og tørret tøj, selvom der ikke ligefrem er billig strøm.
Bestiller varer fra Bilka ToGo.
Til aften spiser vi rester, Aase flødekartofler og et marineret kyllingebryst og jeg spiser et par pizza rester.
Desserten er risalamande og kirsebærsovs i bedste julestil. Så kommer katten ind og er sjaskvåd, det regner åbenbart, hvis han da ikke har taget et dyk i naboens swimmingpool.
Aase lægger kabaler og jeg ser også i dag DRTV, der er mange gode udsendelser jeg ikke har nået at se.
Sengetid.

26. november. Lørdag. 7 grader, gråt, gråt og atter gråt. Vinden er svag fra sydvest.
Hører en trisse, men falder i søvn igen. Vågner ved sekstiden efter at have været halvvågen et par gange.
Sætter sving i ritualerne og efter morgenmaden dinger der en SMS ind fra Bilka som fortæller mine varer, er klar til afhentning. Ad sted med Toyotaen og jeg er eneste mand på pladsen og efter 5 minutter kommer leverancen og så går det atter mod Figenvej. Katten har vi ikke set meget til, han sover på bademåtten i det store badeværelse. Let frokost og vi går begge i gang med dagens øvelser. Jeg når sgu også 2 x 10 minutter på hhv. løbebånd og spinningscykel og så kommer katten og får en eftermiddagssnack. Vi sætter lige lidt tid af til eftermiddagskaffe og en pandekage.
Noget senere, står den på kylling grillspyd med mere. Endnu senere, ser jeg Ørkenens Sønner og Aase lægger kabaler.
Sengetid og katten er gået til køjs for nogen tid siden.

27. november. Søndag. 8 grader, gråt og vinden er svag fra sydvest.
Hører trissen klokken 01:59, det er for tidligt folkens. Slumrer videre og vågner omkring klokken seks. Har dog været vågen nogle gange. Rutinerne startes og efter indtagelse af morgenmaden ordnes regnskabet for den forløbne uge. Henrik sender en sms og fortæller han kommer ved 13tiden for en kort visit. Det er altid hyggeligt med et besøg og nyt udefra.
Jeg døjer temmelig meget med ryggen og højre ben lige pt, overvejer om medicinen skal startes op igen, da jeg indimellem er meget træt, og i dårligt humør.
Aase går sine runder, men jeg har opgivet at motionere i dag.
Fruen drikker eftermiddagskaffe og jeg småslumrer lidt inden jeg står op og fodrer katten og gør en let frokost anretning klar til aften.
Vi spiser en fiskefilet, tør, en frikadelle samt leverpostej med rødkål og til sidst en ostekiks. Vi får lige et par snapse samt et glas øl til. Det smagte rigtig godt.
Vi slapper lidt over tv’et og så nærmer vi os sengetid.


Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata