10. juni. Mandag. 14 grader, sol og skyer tager atter en kamp. Vinden er let fra sydvest.
Er oppe ved firetiden tror jeg nok, men forsøger med skiftende held at sove videre.
Står op og sætter ritualerne på aktiv omkring kvart i otte.
Bagefter går jeg i bad og gør så ellers klar til en tur på Vadestedet. Vi lander som altid i god tid og Aase når at cykle lidt og ’Lars’ holder bedre fast i dag, for det meste. Så kommer John og går ture med Aase i barren og på trapperne inden vi ruller hjemad via Rema.
Let frokost og jeg slapper atter lidt, denne gang sammen med katten som vist befandt sig godt.
Cykling fra Schweitz og så er der aftensmad, en lidt sej svine mingnon, sovs og kartofter.
Atter møder katten op og få lidt at spise inden hun smutter igen.
Underholdning fra fladskærmen.

11. juni. Tirsdag. 13 grader, blæsende fra sydvest og det truer med regn og den kommer også.
Vågner ved fem tiden og går så en lille tur. Sover ikke rigtig mere, men lægger kabaler og småblunder inden jeg lidt i otte står op og sætter gang i ritualerne.
Bertram har fødselsdag og bliver samtidig teenager. Herfra lyder et højlydt tillykke med håbet om en herlig fødselsdag.
I ’gamle’ dage var det også Fandens fødselsdag, altså termin. Prins Henrik havde vist også fødselsdag.
Det lidt kedelige sommervejr forsætter hele dagen og jeg har ikke overskud til at foretage mig noget fornuftigt, udover at hjælpe fruen med at kommer i gang med træningen og fremstille lidt frokost. Resten af dagen står i afslapningens tegn også sammen med katten. Luner aftensmaden, som er frikadeller og kold kartoffelsalat samt et stykke let franskbrød som supplement.
Færdiggør de tre sidste ugers blogindlæg og ser så lidt tv inden sengetid.

12. juni. Onsdag. 13 grader, blæsende fra sydvest, men i dag skinner solen. Varmt er det dog ikke, det sørger den forbandede vind for.
Vågner midt på natten og må op en tur. Lægger kabaler og står op ved syvtiden og sparker liv i ritualerne, jeg har en aftale på Næstved Sygehus om en rutine blodprøve i forbindelse med den nye medicin jeg fik først på året. Dagens besøgende står nærmest i kø ved vores dør. Først Jørgen ved otte tiden som kommer og klipper græsset, så katten, og skorstensfejeren, dernæst GLS omkring kvart i ni med en pakke fra Matas og sidst men ikke mindst, apotekerdamen med medicin til Aase. Klokken er godt ni da jeg kaster mig i badet og når at blive klar til at sætte kursen mod Næstved Sygehus ved halvellevetiden. Parkerer ved Kvickly og går turen til laboratoriet og ser så der er etableret parkeringspladser beregnet brug for ’kunderne’ tæt på laboratoriet, det må jeg huske til næste gang. Har mine udfordringer med at gå den lange tur fra Kvægtorvsparkeringen og tilbage. Kommer hurtig i stolen og får taget blodprøven og ruller så hjemad via Uno-X tanken på Ny Præstøvej, hvor jeg både får fyldt brændstof på bilen og vasket den. Hjemme igen og synes at vi har nået en del i dag og det er kun frokost. Vi spiser en let frokost og slapper lidt og derefter er der cykelløb fra Schweitz og katten kommer for en kort bemærkning.
Aftensmaden er marineret kylling og noget grøntsagsmix samt en pølse og kartoffelbåde. En lidt mærkelig sammensætning, som for øvrigt blev noget tør under tilberedningen. Hundeæde, undskyld.
Underholdning til pensionisterne fra fladskærmen.

13. juni. Torsdag. 13 grader, friskt vind fra sydvest og solen skinner.
Vågner ved fire tiden, det er ved at være normalen. Kan simpelhed ikke falde i søvn igen og lægger så nogle kabaler. Roterer noget rundt i sengen, lægger flere kabaler og står så op omkring klokken otte og der sættes gang i ritualerne. Er ikke til en skid i dag, alt for lidt søvn, så jeg holder lav profil indtil midt på eftermiddagen, hvor jeg gør Aase badestol ren, den var godt nok lidt ulækker. Sætter den udenfor til tørring. Så kommer katten og får lidt mad og en snak inden hun atter lister ud. Henrik er opereret for galdesten og det er heldigvis gået fint.
Vi ser Schweitz rundt og bagefter spiser vi aftensmad som i dag var stegt flæsk med persillesovs. Men, men, det smager altså ikke som i de gode gamle dage. Aase ser lidt tv-aviser og jeg digter lidt på et indlæg til bloggen.
Gider ikke mere i dag, har indtaget en anseliglig mængde hvidvin til aften og synes det er tid til at falde til ro.

14. juni. Fredag. 15 grader, let vind fra sydøst og solen skinner.
Hører ikke trissen, men har hende mistænkt for ikke at låse efter sig. Er oppe på et tidspunkt og har vanskeligt ved at falde i søvn igen, men småslumrer til klokken syv, hvor genboens larmende kloakarbejder kommer og så er det slut med at blunde. Står op ved halvottetiden og dasker lidt omkring inden jeg starter ritualerne. Aase har til hensigt at støve af i stuen med mere og jeg går lige en tur med støvsugeren inden da. Let frokost og vi slapper lidt af. Så er der cykling fra Frankrig og vi kigger lidt på det inden aftensmaden, som i dag er flødekartofler og stegt kyllingebrystfilet, med et glas vin til.
Katten møder op for første gang i dag og får også lidt aftensmad inden hun efter nogen kælen stikker ad sted igen. Tror hun er godt tilfreds med at døren står på klem. Vi er glade for dit besøg Messi.
Ser en film, eller rettere en del af den, for jeg faldt i søvn. Kan ikke tåle vinen, den aktiverer søvngenet.

15. juni. Lørdag. 15 grader, let vind fra sydøst og solen skinner for det meste, men der trues med regn.
Vågner ved fem tiden og går en tur. Forsøger at slumre videre, men det kniber og jeg tager fat på kabalerne og lægger fire ud af fem. Så er det op og sætte ritualerne i gang. Katten møder op da jeg stikker hovedet ud ad døren og får lidt spiseligt, men da jeg som sædvanlig ikke har tid til en masse snak om morgenen går hun hurtigt igen.
Sætter vasketøj over, sort og hvidt og bagefter ryger det jo i tørretumbleren. Beslutter at rulle en tur i 365 efter nogle fornødenheder, men glemmer sgu huskesedlen, Men en kontrol ved hjemkomsten, viste dog at jeg kun glemte to ud femogtyve varer.
Så er der cykling fra både her og der samt starten på Le Mans. Vi spiser hurtigmad til aften, hundeæde.
Ser filmen ’Bruce Den Almægtige’ som jeg synes der er lidt perspektiv i.

16. juni. Søndag. 17 grader, let vind fra sydøst, nogen sol.
Genboen starter tidligt med at lægge fliser i indkørslen, men han skal sgu også skynde sig hvis han skal leve op til den plan han sendte ud. Uge 24 skulle projektet være færdigt, så det er vist sidste dag i dag.
Jeg er vågen ved halvfemtiden, og lægger så nogle af kabalerne inden jeg småblunder lidt til omkring halv otte. Søndagsritualerne aktiveres og det gør vaskemaskinen og tørretumbleren også.
Let frokost og fruen træner. Ser Le Mans, som vindes af Ferrari med Nikolas Nielsen i bilen og cykling fra Schweitz hvor Mattias Skjelmose bliver samlet nummer tre.
Katten har været for at se lidt med og til aften spiser vi dansk bøf med kartofler og sovs og romfromage til dessert. Aase lægger kabaler og jeg ser Sommerdahl.

 Vejrdata kan ses her. Vejrdata