27. januar. Mandag. 3 grader, let vind fra sydøst og regnen lurer, så det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 3:10.
Vågner ved halvfemtiden og går en lille tur inden jeg forsøger at slumre videre. Lægger kabaler ind imellem og står op ved godt ottetiden og sætter ritualerne på aktiv. Vasker og tørrer håndklæder.
Er lidt i tvivl om hvad jeg har lyst til, fitness lokalet eller at hente forsyninger i byen. Det blev til en kort slummer og så listede jeg i fitness lokalet i ca. 33 minutter. Helle har ringet, så jeg slår lige på tråden. Hun har influenza, men er ved godt mod. Katten er mødt op og får lidt håndspålæggelse, mens vi slapper lidt på sengen.
Til aften står menuen på hakkebøffer, kartofler og sovs. Bagefter går vi ind og ser lidt lykkehjul og bagefter noget af den første Far Til Fire film, i anledning af ’Lille Per’ alias Ole Neuman er død.
Fruen hjælpes til køjs og katten går ud og tænk, nu har jeg en times tid for mig selv. 😊
28. januar. Tirsdag. 5 grader, svag vind fra sydvest og solen skinner minsandten.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:47.
Slumrer til omkring halv seks og lægger så kabalerne og småslumrer til klokken godt otte, hvor ritualerne aktiveres. Efter lidt vand i ansigtet, ruller jeg en tur til Rema, derefter 365 og til sidst en badetur til bilen hos Uno-X. Men den vask var ikke noget at skrive hjem om, sjusk.
Hjemme igen og Aase motionerer og jeg flader lidt ud og hjælper lidt med fruens kabaler. Så kommer katten og vi flader endnu mere, indtil hun vil ud midt på eftermiddagen. Hun kommer så for at få lidt hjælp øjensynlig, hun kan ikke lide de store krager der går ude i indkørslen og spiser hendes madrester fra i går. Hun venter til jeg har vist mig i døren og skræmt kragerne væk, inden hun lister ud. Du er sgu lidt speciel Messi. Hun vender dog tilbage lidt senere.
Aftensmaden er farseret porrer, sovs og kartofler og så er der tv2-avis. Ser Sommerdahl bagefter og så hjælpes fruen til køjs og katten ud.
29. januar. Onsdag. 2 grader, svag vind fra sydøst og solen gør sig bemærket mellem de lysegrå skyer.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:25.
Sover til kvart i seks, men har hostet lidt i nat. Kabalerne trynes alle sammen og jeg småslumrer til klokken otte hvor ritualerne sættes aktive. Katten møder op og får morgenmad og lægger sig så på en stol hvor vi sidder og redder sig lidt ost med smør på. Hun lister lidt rundt og beslutter sig så for at gå ud i det forholdsvise gode vejr. Jeg springer adræt, sikke noget sludder, ind i fitness lokalet og bruger 35 minutter, mens Aase vasker op og træner bagefter. Katten vender tilbage og vi lægger os på sengen og hun er tydeligvis uhyre tilfreds med at vi ligger der begge to. Lidt blid musik på computeren synes hun vist godt om og da jeg går ud for at tilberede aftenens kulinariske, krebinetter og kartofler, indslag sover hun videre. Frøkenen sover stadig da jeg kommer retur og redigerer lidt på blogindlægget.
Så går vi ind og ser tv-aviser og lidt senere Sommerdahl. Fruen hjælpes til køjs og katten går ud og jeg ser Barnaby og lister så i seng.
30. januar. Torsdag. 5 grader, svag vind fra sydvest og det er lidt småt med solen.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:47.
Var oppe kort før trissen mødte op, men faldt i søvn igen og sov til klokken halv seks. Kabalerne lægges alle sammen og jeg slumrer til klokken halv otte. Starter ritualerne og jeg samler mig sammen til en tur hos Lægecenterets laboratorium til en blodprøve, for at se hvordan det går med min diabetes 2. Har en aftale førstkommende tirsdag med Birgitte, hvor vi skal drøfte hvordan det går. Der var ingen ventetid hos pigerne i laboratoriet, så det var hurtig overstået. Stopper i Sct. Jørgens Park og lister ind til 365, Damborg og blomsterhandleren på vej mod Figenvej. Fik en længere spadseretur ud af det, da der er temmelig langt mellem indgangene og jeg er desværre ikke så godt gående mere.
Hjemme igen og snupper en ydmyg frokost og hjælper fruen i gange med cyklingen. Slapper en del i løbet af eftermiddagen og så kommer katten og spiser lidt inden hun lægger sig på sengen sammen med mig. Hun vil dog helst være i fred i dag og efter tre minutter snorker hun højlydt. Du trængte vist til lidt fred, frøken. Vi spiser varm kartoffelsalat og frikadeller og snupper en ris dessert.
Så er der tv-aviser, de er som ofte før, en kedelig oplevelse.
Vi ser alle Lykkehjulet og så ser katten og jeg Barnaby. Fruen hjælpes til køjs og katten lister ud og jeg sniger mig i seng.
31. januar. Fredag. 3 grader, lidt mørkt og den lette vind er i nordvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:03.
Må op en tur ved halvfemtiden, men slumrer videre til klokken syv. Kabalerne trynes og alle er nået i denne måned. Sætter ritualerne på aktiv og vi gør klar til en tur hos frisøren efter frokost.
Som altid får vi en god snak med Susanne og også den næste kunde. Vi ruller en omvej, via Myrup og Mogenstrup inden vi sætter kursen mod Figenvej hvor katten venter. Lidt mad til Messi og en kort snak inden vi pakker blomsterne ud til Aase fra familien Jensen. De er mægtig flotte.
Slapper lidt med katten, hun er nu god til at jeg får sat tempoet ned.
Aftensmaden er frikadeller til fruen og frikadeller til herren, men de var nu på fiske basis.
Så er der underholdning til alle, hvad fruen ser ved vi ikke, men katten og jeg ser Barnaby.
Lidt hjælp til Aase ved sengetid og så ser katten og jeg videre. Da Barnaby sluttede listede vi ud i natten og katten forsatte vist hjemad. Jeg sneg mig til køjs.
01. februar. Lørdag. 3 grader, let vind fra vest og også i dag er det gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:38.
Ved godt firetiden må jeg op en tur og sover så videre til klokken seks. 3 ud af fem kabaler lægges og jeg småslumrer til omkring otte, hvor ritualerne sættes i gang.
I dag er det 4 år siden Peter, vores genbo gennem 39 år ikke længere kunne holde canceren stangen. Du er stadig savnet Peter.!
Katten lukkes ind og får noget at spise og hun er vist indstillet på lidt stille hygge, men jeg har lover fruen strøm på armen, så det sætter vi i gang og det tager ca. 20 minutter pr. gang og det 4 gange.
Jeg forstyrrer katten hver gang vi skifter placering af elektroderne og til sidst lister hun ind i stuen og venter på vi skal se cykling. Jeg aktiverede sportskanalerne i går aftes, så vi nu igen kan se TV2-Sport, Eurosport 1 og 2. Desværre var prisen steget med i alt 40 kr. så jeg undlod at aktivere den sidste sportskanal, TV2 Sport X. Det er generelt alt for dyrt. Katten ville dog ikke vente på at jeg fik taget mig sammen og ville ud og det kom hun naturligvis. Vi ser lidt cykelcross men som sædvanlig passer de annoncerede tidspunkter ikke med virkeligheden, Eurosport er meget slem til at annoncerede en begivenhed og vise noget helt andet. Fatter ikke at de kan blive ved med slippe godt fra det. Vi som brugere er vist for slappe, vi burde boykotte de to kanaler.
Til aften står den på hurtigmad og rester. Senere ser jeg Barnaby, men faldt i søvn og fik ikke slutningen med, den tager vi så i morgen. Hjalp dog fruen til sengs inden jeg listede samme vej.
02. februar. Søndag. 1 grad, svag vind fra vest og det er lidt mullent.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:03.
Må op en tur ved godt firetiden og så kniber det med at sove og jeg hoster en del. Lægger nogle af kabalerne inden jeg småslumrer lidt indtil jeg står op lidt i otte. Ritualerne startes og fruen ønskes tillykke med fødselsdagen. Aase gratuleres via SMS, Facebook og Messenger. Vi har ingen fysiske gratulanter. Det har vi det faktisk fint med. Aase har dog modtaget en del buketter de sidste par dage. Det viser sig at der øjensynlig ikke længere bringes blomster ud om søndagen.
Vi ser lidt VM i Cykelcross og katten kommer og ser med.
Gordon er lidt sen på den, men vi når alligevel at få mad inden sengetid.
Danmark vinder over Kroatien i håndbold VM.
Kenny ringer og gratulerer hans mor. Katten og jeg ser andet afsnit af Sommerdahl og fruen hjælpes til køjs og katten går ud.
Vejrdata kan ses her. Vejrdata