07. april. Mandagen byder på temperaturer lige over de 10
grader fra morgenstunden. Du fredsens, det betyder blandt andet, at cyklingen
bør lægges udendørs. Det er ellers ganske vådt, da det har regnet rimelig meget
siden i går aftes, omkring 10 mm, men det er jo så godt for haven og den
gødning jeg spredte i sidste uge efter græsslåningen.
Som nævnt, det er cykling på programmet, så kursen sættes mod Enø.
Der er også cykling om eftermiddagen, og ser Contador tryne Valverde på
første etape af Baskerlandet Rundt.

08. april. Denne tirsdag kan for eksempel bruges til at hjælpe Peter af med de
træstammer som blev tilovers fra fældningen i sidste uge. Han har opgivet at
flække dem til brænde.
Vejret overholder ellers betingelserne for cykling udendørs, men man skal jo
ikke overdrive.
Peter og undertegnede tog så lige en tur på lossen, og bagefter tromlede jeg
plænen i regnvejr. Pensionister er jo seje.. smiley

09. april. Onsdagen og april viser sit sande ansigt,
blæsende, køligt og skiftevis regn og sol. Så er det også datoen som
efterhånden få danskere kan erindre noget om. Tyskerne besatte Danmark på denne
dato, for 74 år siden.
Besøgte så lige frisøren i dag, og blev gjort klar, ovenpå hovedet, til
sommeren. Derefter en tur i byen for at købe 20 kg gødning, som jeg slæbte fra
den ene ende af butikken til den anden, god motion, men hvad mon ryggen siger
til den omgang, samt nogle andre små fornødenheder.
Vejret er ikke specielt egnet til cykling udendørs, så det blev til 40 minutter
på træneren.
Om aftenen var der fælles tv kigning, da Pricerne og B.S. var på skærmen.

10. april kunne ligne en torsdag som eventuelt kunne bruges
til lidt cykling udendørs, hvis ellers temperaturen kunne snige sig over de ti
grader. Vi får se, lige nu står måleren på seks grader, men det er dog stille
vejr og gråt.
Så er det også dagen hvor jeg endelig har taget mig sammen til at få skiftet
til sommerdæk på bilen, og det foregår hos Toyota denne gang. Har valgt
at flytte vedligeholdelsen af bilen fra Lysen Biler.
Inden jeg når så langt, hentes en ny lader til Mc batterier hos Bikx, og så
videre til Toyota, hvor Per var så venlig at vise mig lokalerne og få en snak.
Ved hjemkomsten er Aases computer gået totalt i udu, og den må så reetableres
fra en gammel backup, hvilket så betyder at alt det sidste nye er væk og borte
for evigt. Nå, det passer sgu ikke, har minsandten sat backup’en rigtig op,
således at også det sidste nye kan findes. Lidt heldigt eller hva’..!
Så kom Bodil forbi med en troldegren, hvad er et hjem i Påsken uden
troldegrene..?

11. april. På denne kølige og fugtige fredag, havde jeg
faktisk tænkt at ville springe på cyklen og rulle en tur til Sandved, men det
finregner og med en temperatur på 7 grader er der altså dømt indendørs cykling.
Nemlig, 40 minutter fra tidlig formiddag, og så en tur til Kenny med et kamera,
og fik så lige kaffen som bonus.
Senere en tur til thansen, for at købe et nyt Mc batteri til Kennys PGO. Mc
batterier er utrolig sarte. Hvis de sidder 14 dage i maskinen uden den er i
brug, må man regne med, at det er fladt, og hvis pausen gentages for mange
gange dør batteriet simpelthen efter nogle genopladninger.
Fugt og kulde er naturligvis en medspiller som også har stærk indflydelse på
batteri levetiden.
Sætter den nye lader, mangler dansk brugervejledning, til det nye batteri efter
der er fyldt syre på, og så må vi se. Alt virker fornuftigt efter et par timer,
så nu skal det bare monteres i PGO’en.
Bodil B.L. var på besøg i dag og skulle ha’ et kursus af Aase i at folde A4
papir til en fisk. Man kan vel sige at pigerne slog deres folder og det hele
gik i fisk.

12. april. Vinteren står for døren på en lørdag. Det har
vist været frostvejr i nat og temperaturen står på 2 plus grader på
vejrstationen. Godt nok er det stille med lidt sol, men det indbyder ikke til
hverken Mc eller cykel tur, endnu.
Det blev til hverken eller, men til ondt i ryggen i stedet. Kanter mig ind på
sofaen og forsøger at holde mig vågen til Barnaby. Det lykkedes, næsten.

13. april. Søndagen er
den dag hvor mit ynglings endags cykelløb køres. Nemlig Paris Roubaix, som virkelig
kan skille drengene fra mændene. Den altoverskyggende favorit i dag er Fabian
Cancellara, med Tom Boonen i baghjulet.
Forhåbentlig er vejret bedre i Frankrig end her, hvor det er 6 plusgrader lidt
blæsende og for det meste gråt.
Der er for øvrigt også London Marathon, så i dag er en af mine helt store
motionsdage, for øjnene altså.
Har faktisk spillet lidt på vinderen af cykelløbet. En hel halvtredser har
jeg brugt, på fire kandidater, til at stå øverst på skamlen, og vandt sgu
det formidable beløb af 130 kr. på vinderen, Niki Terpstra.
Anja, Tilde og Kenny kom en tur forbi med godt brød importeret fra Lolland, som
vi nød til kaffen under cykelløbet.
Som aftenmåltid havde kokken investeret i et par ferske kyllinger og nye
kartofter fra Mallorca. Se det er jo et måltid som altid falder i god jord, i
maven burde det hedde, hos lollændere og jyllændere, ikke mindst når der er
brun sovs til.

Vejrdata
fra den lokale station.