En
mandag hvor jeg gjorde indlægget fra uge 24 færdigt, og uha, det er jo
efterhånden ved at tage karakter af en roman, måske nærmest en føljeton, jeg
skal vist forsøge at begrænse mig lidt, eller måske meget.
Men ind i mellem lader jeg nok fingrene løbe der ud ad med en del af tankerne,
dog ikke dem alle sammen, så ville jeg komme i skarp konflikt med de etiske
regler.
Nu for eksempel ordet føljeton, smed mig så næsten 50 år tilbage, til en aften
hvor min daværende svigermor fik besøg af en bogsælger, jeg tror fra Branner
& Kock, en nydelige ung mand i jakkesæt og slips, som naturligvis ville
sælge en bog, helst 10, og han reklamerede kraftigt for en bogserie for
damerne, som vistnok hed Angelique, og sagde han, den har lige været i Familie
Journalen som fløjtetone. Her kneb det os gevaldigt med at holde masken, øh
hvabehar, han gentog så det med Familie Journalen og fløjtetonen, og nu
flygtede de to tøser med kavalererne ud i køkkenet for at grine af, mens vi
overlod til svigermoren at afslutte en eventuel handel, og hun købte sgu
bøgerne.
Så smagte det også lidt af sommer i dag, formiddag i hvert fald, men
selvfølgelig skal de uduelige metrologer true med alverdens skybrud, som
alligevel uhyre sjældent bliver til andet end en dråbe eller to.
Tirsdagens vejr er ikke noget at skrive hjem om. Almindelig dansk standard
sommer, med en ikke helt udruget pelikan, og mest gråt. Jeg havde ellers en
gang hækkeklipning i tankerne, men da vi normalt kun klipper hæk på årets
varmeste dag, sådan har det i hvert fald været de seneste år, får det vente
lidt. Energi til en cykeltur til Sandved, var der ikke til, så det blev til en
tur med Peter rundt om Figenvej.
Nå, om eftermiddagen kom lidt af energien tilbage, så jeg drønede lige en tur
til Strandskoven.
Hovsa, jeg glemte vist at nævne, at det var Suzukien der måtte holde for..?
På en onsdag der vejrmæssigt er ren grå og r.. kedelig, som en morgensur
pensionist, må der findes på et eller andet, som får lyset til at bryde frem på
begge fronter.
Havde ellers stukket næsen op efter en cykeltur ad Fodsporet, da benene synes
udhvilet, men foretrækker nu, bare en anelse sol på turen. Sikke noget vrøvl mand, og ad sted rullede han
så, på årets længste dag,
i hvert fald ifølge DMI’s nørder. Normalt betragtes den 21. juni, som den
længste dag.
Så har jeg tilmeldt mig vor gruppe i Tourspillet 2012, som jo primært går ud på
at sætte det cykelhold, der kan score flest point under TDF, og således vinde
gruppen. Det er bestemt en konkurrence som jeg ser frem til hvert år.
Ja, på denne torsdag ligner det til forveksling sommer fra morgenstunden. Sol
og 15-16 grader ved 8 tiden. Principielt cykelvejr, men har påtaget mig at køre
Kennys PGO til service hos BikX, og benene har vist godt af lidt hvile. Så må
finde på lidt alternativ motion, tror jeg kører solvognen frem….
Nå, ingen solvogn denne gang, da Kenny havde nævnt at PGO’er vist havde lidt
start vanskeligheder, rullede jeg i god tid til Hvedevænget for lige at se
maskinen lidt an. Det var vist meget godt, for der var ikke meget juice på
batteriet, så jeg måtte hente batteri opladeren og give den lidt kunstig
åndedræt. Det hjalp ikke en dyt, så kickstarteren måtte i brug en 7-8 gange, før
der kom der liv i dyret.
Ifølge mekanikeren hos BikX, kan batteriet ikke tåle at stå ude om vinteren, og
slet ikke uden vedligeholdelses opladning, og maskinen skal startes mindst en
gang om ugen hele året, ellers aflades batteriet.
Efter en rum tid hos BikX, og en opladning, af batteriet altså, kunne maskinen
atter startes, men Kenny skal være opmærksom på at batteriet kan have taget
skade i vinters, med fare for at det hurtig taber strømmen igen.
Nå, og så kender vi det danske sommervejr igen, regn og 14 graders varme. Så
fredagen appellerer mest til foretagsomhed indendørs.
Foretagsomheden gav sig blandt andet udslag i et kig på DMI’s sider på nettet.
Bemærkede at dekadegennemsnittet, hvad er nu det for en størrelse mon ?, er steget med 1.1
grad fra perioden fra 2001 til 2010. Aha, med dekadegennemsnittet menes
åbenbart 10 året, hvorfor så ikke skrive i dette i stedet for. Jeg er vel
vidende om at der på engelsk findes ordet decade, som jo netop betyder en
periode på 10 år. Men selvfølgelig, hvorfor gøre det nemt at forstå.
Det viser sig nu, at ordet dekade faktisk stammer fra fransk, men har også rod i det græske.
Så DMI kan gøre sig uforståelig på op til flere sprog.
Så er der lige det med temperatur stigningen i det førnævnte årti. Jeg stiller
mig meget skeptisk over for statistiske resultater. Som nævnt andetsteds på bloggen,
findes der jo 3 slags løgn, jeg repeterer lige. Der er løgn, så er der
forbandet løgn, og sidst men ikke mindst, statistik.
Hvis det er den slags resultater hvor på man baserer forudsigelserne om den
globale opvarmning, vil jeg påstå at man er ude på tynd is. Fik i den?
opvarmning og is.!
Nå, må hellere stoppe, inden jeg vover mig for langt ud på isen, ellers plumper
jeg måske i en våge.
Da det ikke lige ser ud til at det hverken bliver have- og eller cykel-vejr op
ad dagen, har jeg jo et projekt liggende sammen med Bjarni, som jeg vist bør se
lidt på, hvis jeg ellers kan huske hvor jeg er i projekt forløbet.
Inden jeg når så langt skal dagens øvelser, som aftalt med fysioterapeuten lige
udføres. Dette foregår ofte til
akkompagnement af lidt mp3 lyd via computeren, konverteret fra mine købte cd’er.
I dag var det primært Ben
Webster med Hoagy Carmichaels melodi Stardust, som formodentlig næppe bliver fremført af nogen med større
passion. Youtube indslaget viser samtidig billeder, af nogle af de nok største
jazz udøvere nogensinde.
Se, det var lige et par linjer med lidt jazz kultur som gamlingen her, synes er
uforlignelig. Beklager at linkene er til de engelske versioner af Wikipedia,
men de danske udgaver yder ikke kunstnerne og melodien retfærdighed.
Nu er det jo ikke sådan at jeg kun lytter og synes om jazz. Synes fantastisk
godt om Amy
Winehouse, som var et musisk talent og en
personlighed langt udover de sædvanlige snævre grænser, men beklageligvis,
trods talentet, øjensynlig manglede indhold i sit alt for korte liv.
Når jeg nu er ved det, er Lady Gaga en lidt skør størrelse, som absolut ikke er uden nerve og
musisk talent. Man må kun håbe hun kan stå distancen. Har nogle få numre med
silden, og et af dem, er i duet med Tony Bennet, med nummeret The Lady is a Tramp, og på det nummer kan man virkelig høre damens store
potentiale, som strækker sig langt udover den pop genre, hun for det meste
bevæger sig i.
Se det var så dagens kulturelle indlæg, og nu til noget helt andet.
Dagens bandbulle. Stofa er noget af det mest kunde fjendske jeg nogen sinde har
været ude for. Omkring årsskiftet købte både Aase og jeg en Zaptor boks, for at
få en bedre kvalitet på Tv billedet i værelserne. Ok det fik vi så også. På et
tidspunkt i marts i år, var jeg på jagt efter et nyt Tv udtag i stuen. Sneg mig
naturligvis til Stofa butikken ved Vadestedet.
Hvad nu, butikken er nedlagt stod der skrevet på en lap papir. Jamen
dog, hjem og se efter om der stod noget om årsagen til lukningen på Stofas
hjemmeside. Næh jeg venter stadig.
Så for en måneds tid siden begyndte Zaptor
boksen at te sig. Kunne ikke finde mine favorit opsætninger, og hver gang jeg
forsøgte at vælge et nyt program genstartede boksen og installerede kanaler og
opsætninger igen, og sådan er det gået hver dag for både Aase og mig, og Peter
nævnte også at den var gal med hans boks. Har været på Stofas hjemmeside nogle
gange for at se efter informationer om Zaptor og opsætninger. Igen må jeg sige, venter stadig. I dag fik jeg
så en åbenbaring, og gik ind på teknik menuen på boksen og på en undermenu er
der jo en mulighed for at foretage en opdatering af softwaren på boksen, og den
startede jeg så, og voila, fluks gik isenkrammet i gang med at hente og
installere ny software og minsandten om ikke boksen igen fungerer hensigtsmæssigt.
Et spørgsmål eller måske to klemmer sig på, hvorfor i alverden installerer
boksen ikke selv den nødvendige software, når boksen slukkes / tændes ved
dagligt brug? og hvorfor i hede hule h…… informerer Stofa ikke sine kunder om
den slags ændringer, de sender alskens skidt og l… ud i tide og utide, men
ignorerer totalt deres kunders behov for korrekt og kvalificeret information.
Det påstås at vi lever i et informationssamfund og Stofa lever fedt af det, men
det er vist ikke gået op for Stofas ledelse, som jeg vil betegne som en flok ignoranter.
Sådan går det ofte når en virksomhed bliver for enerådig. Kenny har også en
kamp med Stofa pt. for at få leveret et kort til Tv’et, men han tæsker dem nok
på sin egen blok på et tidspunkt.
Herre Jemini, nu har indlægget vokset sig større end den tidligere uges, selvom
jeg indledningsvis forventede at begrænse skriveriet, og det er kun fredag…
En lørdag formiddag og lidt af eftermiddagen, blev afsat til cykling, og i
aften er det Sankt Hans, hvor der kostes rundt med en hel del hekse.
Henrik kom lige forbi, og vi aftalte at forsøge at komme på ryggen af MC’erne i
løbet af næste uge, måske torsdag, da vejrudsigten pt. ser rimelig ud.
Søndag morgen formørker, måske ikke vort sind, men så vore lokaler, da store
massive gråsorte skyer passerer over udkants Næstved, samtidig med at der
lugter af røg fra bålene i aftes.
Måske det var på tide med nogle afgifter på Sankt Hans bål og
haveaffaldsafbrænding, naturligvis alt efter bålets størrelse og beliggenhed. Der
ville så blive et behov for overadministration i form af nidkære kontrollanter,
som vælges ved et helt gratis lokalvalg, og som så kan sluge de indkomne
afgifter, godt og vel.
Først skal der dog nedsættes et udvalg som efter et par år barsler med en
betænkning, det i sig selv er betænkeligt, hvorefter
overdemokratiseringsprocessen går sin skæve gang. Udvalget anbefaler at
afgifterne indføres med tilbagevirkende kraft fra år 1900, opkræves eventuelt
hos arvingerne, og det kun er pensionisterne som skal betale afgiften, men de
kan så søge om tilskud til afbrændingen hos kommunen hvori de har boet, og
eller bor lige nu.
Der udarbejdes en fordelingsnøgle, således at pensionister
der er over 90 år, kan tildeles det største tilskud, reguleres hovedløst vilkårligt
af 1. års kontor eleven, dog kun et halvt tilskud hvis de bor alene,
pensionister mellem 80 og 90 år skal kun betale 89 % af afgiften, og
pensionister mellem 65 og 80 år kan få en bar røv at trutte i, og hvis de gør
vrøvl, trues de med afgiftsfri bål og brand, alt sammen i den globale
opvarmnings misforstået ånd.
Men ta’ det helt roligt, efter vedtagelsen i Folketinget, dog først ved 3.die
behandling hvorunder de røde og blå blokvogne køres i stilling i bedste Mad Max
stil, skal der udarbejdes en hulens dyr IT app(likation), som efter 10 år og 1½
milliard kr. endnu ikke kan implementeres, årsagerne er ikke definerbare, og
sagen går atter i et inkompetent udvalg som bevilger yderligere skattekroner. Den
uendelige løkke, nej ikke ham, er nu en realitet. Har man været ude for noget
lignende tidligere? nej vel, aldrig.
Nu dages det brødre og søstre, det lysner i vest, forsat god dag.
Uge 25 XL
Set & Sket 2012 Posted on 24. juni 2012 19:53:24- Kommentarer(0) https://blog.figenvej.dk/?p=571
- Del