Udover det er mandag, er det nu alligevel også blevet
vinter. Sneen fra i går blev liggende, og der er mere i vente ifølge vejr
guruerne. Da jeg åbnede døren kom en sort kat galoperende og spandt sig til
lidt guf.
Tirsdag en tro kopi af mandag, inklusive katten.
En tur til frisøren fra morgenstunden, gør at det nu er ønskeligt med en bør på
knoppen, når jeg vover mig udenfor. Jamen jeg kunne jo også lade være med at
blive så afbarket , men når man først har vænnet sig til det bare roe look, er
det altså en pestilens når håret bliver langt. Så på med kasketten Karl.
Uanset hvor pernitten frisøren er, slipper der altså en del afklip ned af
nakken, så det bliver nødvendigt efterfølgende at skifte t-shirt og undertøj,
samt foretage et hovedbad.
Fik lige formiddags kaffen hos Kenny, samt monteret en tv-signal forstærker,
således det det igen er muligt at se tv, da det øjensynlig ikke er muligt for
Stofa, at generere et signal der er kraftigt nok til at nå op på første sal..!
Så var pigerne forbi med Mias laptop, som efter min bedste overbevisning har en
teknisk defekt omkring web kameraet. En hardware reset løste i hvert fald ikke
problemet.
Onsdagen står på indkøb, blandt andet, og frosten har lagt sig over Figenvej.
Bruger igen lidt tid på Mias laptop, da jeg fik en idé, så inden den døde af
ensomhed, forsøgte lige komme på et par stykker mere.
Det kan dog hurtigt fastslås, at det mindst omtalte i brugervejledningen
suverænt er noget om WebCam. Der er nemlig ikke en skid.!. Nå, har kastet
håndklædet i ringen.
Torsdag er altså noget kølig, omkring de -6 grader fra morgenstunden, og også
med nogle blygrå skyer i den vestlige horisont. Det blev dog ved truslen.
Vor pensionær, mødte op her til morgen, med et udtalt ønske om lidt spiseligt,
og et sted at slumre, og selvom der stadig er en misforståelse at fodre katten,
så spandt og fedtede hun sig alligevel til det ønskede.
Dagen blev også brugt til at købe en fødselsdagsgave til Henrik, som jo runder
et halvt århundrede på mandag. Så fik
jeg knageme også købt de sidste julegaver, også her er jeg nu godt med. En
vægkalender fra Skagens Museum fik
jeg også bestilt.
Fredagen byder faktisk ikke på de store udskejelser, men fik dog pakket
julegaverne ind, og bestilt en endnu vægkalender på nettet, med egne billeder
fra Dubai turen. Jeg er nu lidt spændt på den kalender, da den er bestilt fra
det firma, Online
Fotoservice
, som har overtaget Snapfishs ellers rigtig gode udbud af
diverse unødvendigheds artikler.
Lørdag morgen så jeg en del af en Abbot og Costello
film til morgenmaden. Dem er der vist ikke mange der kender i dag. Jeg synes,
da jeg dreng i hvert fald, at de var ligeså morsomme som Gøg og Gokke, på
engelsk, Laurel
and Hardy
. Abbot & Costello var også lidt mere underfundig i
humoren. Filmen jeg så, var Jack
& Bønnestagen
fra 1952 og så i farver. Kulissemalerne havde vist rigtig
fede tider dengang.
Søndagen byder på denne vinters første snestorm. Kønt er det helt sikkert, men
det er bestemt ikke helt sikkert at færdes, uanset transport formen. Katten kom
lige indenfor og skvattede næsten omgående omkuld, men synes ellers ikke at
lade sig anfægte af sneen.
Det gør jeg derimod. Godt et par timer tog det at rydde vej og indkørsel, det
havde nu været rart med en kombineret feje og sneslynge maskine, frem for en
skraber.
Så kom der en Mr. Snow Walker forbi, og hjalp med at spise Aases super lækre brune
kager og vaniljekranse, og katten fik levninger fra de riges bord, godt nok
ikke småkager, men et par stykker velsmagende hvidvins dampet laks, jeg tror
sgu det er en gourmet kat vi har samlet op.