Ja,
det blev torsdag inden der atter kom gang i cyklingen, og så blev det endda
indendørs på Peugeot’en, sat op på cykeltræneren. Udstyret blev testet og fundet i orden, også
de nye cykelsko og klamper, og iPhonen blev startet op med wahoo Fitness, som
kan holde øje med både puls og kadence og bagefter overføres til Endomondo.
Fredag snupper jeg Avenuen og ruller en tur mod Enø i rimeligt stille og for
det meste solrigt vejr. Havde iført mig de løse ben, men det blev lidt for
varmt, så de kom i lommen under et kort stop på Enø.
Under tilbage turen spottede jeg en rød bluse noget ude i horisonten, som jeg
så brugte som fixpunkt og forsøgte at indhente. Det lykkedes kun lige akkurat
på vej op ad bakken ved Bornakkeskoven.
Den røde bluse var såmænd en husmor på en almindelig damecykel, men hun havde
sgu punch i benene. Rent faktisk kørte hun fra mig efter bakken, og da jeg
skulle til venstre for at køre mod Fodby, nåede jeg kun lige at overhale hende
kort før frakørslen.
Den noget tungere cykel skal jeg lige vænne mig til igen, og antallet af gear
er begrænset noget i forhold til raceren. Ellers er den ganske fortrinlig som
vintercykel.
Håber at der snart bliver etableret et lyskryds ved Skyttemarksvej / Østre
Ringvej, da bilisterne fra kasserne området nærmest virker desperate for at
komme over, med nogle faretruende overkørsler til følge, som så også generer
uskyldige cyklister som undertegnede.
Nå, hvad med lørdag og søndag? Hverken vejr eller skroget var til cykling, i
hvert fald ikke om søndagen.