23. december er en mandag, og hvis det skulle være undgået
nogens opmærksomhed, nævner jeg lige, at det er lille juleaften, hvor vi skal
smage på risengrøden som skal anvendes til risalamanden, samt drikke KB’s jule
hvidtøl til.
Var en tur hos de prikne, selvom det først var i morgen det var planlagt, men
jeg gættede dog på at de ikke ville være så prikne i morgen, og det havde jeg
ret i.
Anja & Kenny kom lige forbi, for at hjælpe os med at smage lidt på
risengrøden.
24. december, tirsdagen indeholder juleaften med alt hvad det indebærer. Alt
for meget at spise fordi det smager så godt, lidt forarbejdede druer, også
fordi de smager godt, ikke mindst Faustino I som er formidabel til fjerkræ og i
år var det til den gode gås. Så risalamande og portvin, Kenny tog mandelgaven,
som var mandellikør, derefter pakke leg som jeg gik sejrrigt ud af.
Den store sejrherre(dame) var jo altså Aase, som det atter engang lykkedes at
stable et veltillavet og velsmagende jule måltid på bordet.
25. december falder på en onsdag, og Aase er tidligt i gang
med at kreere julefrokosten til alle ungerne, og vi bliver 10 i alt.
Nåede lige en tur over gaden og fik ønsket Peter både god Jul og tillykke med
fødselsdagen.
Det blev en rigtig god julefrokost med veloplagte gæster, synes jeg, og jeg
tror bestemt også at deltagerne havde en fornøjelig dag.
Da vore gæster var taget hver til sit, satte pensionisterne sig ned foran
fladskærmen og så lidt kunstquiz og nød et glas champagne.
26. december, torsdagen byder på lidt stille vejr med frost
og næsten klar himmel, og de to gamle holder sig i ro, sammen med katten. Lidt
frokost med resterne fra de riges bord i går, og en gammel dansk film, Fra Den Gamle Købmandsgård, (man skal selv
søge den) i sort hvid, og det var handlingen også.
27. december, fredag morgen vågnede jeg lidt tidligt, og det
gjorde katten også, så vi mødtes i køkkenet, og han ville bare ud af døren uden
morgenmad og uden for megen snak.
Også i dag tvang, tror jeg nok, Aase mig til at spise frokost, inklusive et par
snapse og en italiensk kop kaffe. Håber dog at kunne holde mig vågen til
”Ørkenens Sønner” i aften.
28. december, en lørdag som også er noget grå og regnfuld. Atter en gang måtte
jeg døje med frokosten, sild, røget ål og lidt kold flæskesteg, det hele i skøn
forening med et par snapse og lidt juleøl fra Ørbæk. Aaahh.
Katten kom på besøg, og åd sig gennem resterne fra julegåsen, inden han faldt
om, først på sofaen, så under samme, så på mit værelse og lige nu snuer han
under Aase seng. Ingen Barnaby til aften, da den efterhånden sendes som
midnatsforestilling: Dårlig vane at sende film, og serier, om natten, programlæggere
er en flok natugler.
29. december. Søndagen er vist i familie med lørdagen, på vejrsiden.
Katten forlod natlogiet klokken 06:15 og i dag var jeg vågen før katten. Nå,
sidst på formiddagen dukkede panteren op igen, vi tror ikke han er så
begejstret for fyrværkeriet, som jo testes i kvarteret både tidligt og sent.
Aase frem bagte lige nogle ekstra brunekager, og lidt citronfromage til
konsumering i den nærmeste fremtid.
Ifølge kalenderen tilhører de næste dage uge 01, 2014, og således må dette
indlæg betragtes som værende det sidste i året 2013.
G O D T N Y T Å R
Et enkelt billede af deltagerne i jule
frokosten.