Selvom ryggen skaber sig, skal den nu ikke bestemme alt. Så
i dag tog jeg chancen og Suzukien og rullede mod havet.
Ud ad Østre Ringvej, men hovsa, hvad er nu det. Svingbroen spærret til på
mandag. Så tager vi turen ad Vordingborgvej gennem vejarbejde til Havnegade og
videre ad Karrebækvej mod Karrebæksminde. Megen trafik.!
Det tager tid med arbejdet på molen i Karrebæksminde, det er et van(d)skeligt job, åbenbart.
Kører så mod Karrebæk Kirke og ad Strandbakken ud mod Strandskoven, hvor jeg
holder en lille pause.
Jeg har fået rigeligt med tøj på, selvom jeg kun har iklædt mig den tynde jakke og
sommerstøvlerne. Hov, hov, jeg har også Kevlar Jeans på, og de er varme.
Fantastisk flot og lunt sensommervejr.
En lystfisker gør sig klar med waders og en 9 fods fiskestang.
Ved strandkanten er en større familie ved at slå smut mens hundene bader.
Læg lige mærke til skiltet, der er badeforbud i området.! For mig er det heller
ikke det store problem, for jeg forsætter mod Klinteby på landjorden.
Spøgelseshuset har stadig vinduerne tildækket med plader, og jeg drøner videre ad
Spjellerupvej mod Skafterup, og så til venstre mod Bisserup.
Kører ud forbi stranden og minsandten om der ikke er badenymfer at se. Nåh,
nymfer og nymfer, er måske så meget sagt. Da jeg fik stillet skarpt, viste det
sig at være et par ældre damer.
Ruller videre til Holsteinsborg, og holder en pause. Stilheden er øredøvende, i
ganske kort tid, indtil en eller anden larmende maskine blev startet i
bygningen ved voldgraven.
Nyder en kølig pilsner, ikke alkoholfri, jeg havde taget fejl da jeg greb dåsen
i køleskabet. Men det går nu nok.
Forsætter mod Rude, og til venstre på Skælskør Landevejen og til højre mod
Venslev lidt længere fremme. Så mod Sønder Bjerge og Hyllested og kommer frem
til Dalmose Hovedgade. Kører mod Fuglebjerg og ad den r.. kedelige Slagelsevej mod
Næstved, gennem Havnegade og mod depotet på Figenvej.
83 km blev tilbagelagt i et, som nævnt tidligere, utrolig flot sensommervejr.

Satans nok er Mc sæsonen ved at lakke mod enden. Ligesom jeg synes, at jeg igen
er ved at få fat i teknikken, er det slut med det gode vejr.
Ser gerne at den
globale opvarmning lader sensommeren forsætte til og med oktober.

Nogle
få aftryk af eftermiddagens indtryk.

Ved Strandskoven, Broen ved Holsteinsborg,
Voldgraven ved Holsteinsborg, Holsteinsborg spejlet.