Halløj, der var den igen, vintercyklen, uha siger jeg bare.
Bare ordet vinter får mig til at fryse.
Nå, men frem med cyklen, et kig på dækkene, og lidt luft i slangerne.
Udrustningen findes frem, lange bukser, langærmet undertrøje, langærmet cykeltrøje,
ja, havde faktisk også taget svedabsorberende underbukser på, og så en
overtræksjakke, og minsandten MTB skoene. Nu kan jeg umuligt fryse. Det
gjorde jeg heller ikke skal jeg lige hilse at sige.
Positionen på klampen på højre sko gør, at trådet er lidt skævt, men jeg vælger
at forsætte uden ændring.
Det var ikke for meget tøj lige i starten, men det kniber sgu med at få
systemet op i omdrejninger når jeg er pakket sådan ind.
Havde i tankerne at en tur til Enø ville passe med en længde jeg kunne overkomme.
Undervejs mod rundkørslen efter Svingbroen, kom jeg i tanke om at der i
perioder er loppemarked ved Kanalvejen, og det jo er lørdag, så der er formodentlig
en vældig trafik overalt på Enø, og jeg er sgu ikke så lun på at køre på de
småveje uden cykelsti, så jeg skiftede mål undervejs og valgte Sandved som
vendepunkt.
Efter ringvejene ind på Fodsporet og kursen sættes vest på. Noget efter Fodby
Station ses i horisonten en løber i mørkt outfit, og toppen på løberen er
let genkendelig, nemlig en lys hestehale. Turen er atter reddet, det er
veninden.
Når det tages i betragtning at det er lørdag og vejret rimeligt, er der
faktisk kun ganske få på sporet. Kommer til Sandved med vinden i ryggen, står af
cyklen for at tage den tynde overtrækstøje og den tynde kasket af.
Så går turen mod øst, og allerede ved Hyllinge begynder benene at gøre vrøvl,
men jeg har jo lært af Jens Voigt, at man bare siger, hold kæft ben, og
forsætter. Ved Fodby er der ikke meget mere at skyde med.
Forsætter i roligt tempo mod Karrebækvej, men ved golfbanen må jeg af cyklen og
hælder det sidste vand fra dunken i halsen, mens jeg sidder på en el-kasse i 5
minutter.
Nå, på den igen gamle. Jeg slider mig igennem de sidste 7-8 km og kommer
lettere ødelagt til klubhuset.
Det havde vist passet bedre med distancen til Enø, som er små 12 km kortere.
Efter badet retter jeg klampen, så skoen forhåbentlig giver et mere lige tråd.
Trods de noget trætte ben var det bestemt en god tur, og så ude i luften,
fremfor indendørs på cykeltræneren. smiley