Ja, så har vi fejret endnu en fødselsdag, faktisk to, både tømmerens
søn og Peter har haft fødselsdag. Jeg
tror dog ikke Peters fødselsdag har været genstand for så stor bevågenhed som
vor agtværdige og lidt ældre stil ikons.
Men ellers har vi fejret fødselsdag på god hedensk maner, med juletræ og alt for
meget mad og drikke. Husk nu de stakkels
børn i Afrika, som burde prise sig lykkelige for at de ikke var ‘tvunget’ til
at fylde sig på samme måde som os i forvejen velnærede nordboer.
Anette og Peter var på et kort besøg til et glas, og skam også for at ønske god
Jul, medbringende en velduftende hyacint samt nogle af Anettes uhyre velsmagende
hjemmelavede brændte mandler.
Nå, tilbage til bordet, hvor gåsen var vel stegt og sprød, rødvinen rimelig,
havde dog forventet mig lidt mere af en Amarone til den pris, men det har vel
været en om hældt fransk landvin, tilsat et par italienske druer. Der er jo
efterhånden ikke meget der er det, som det giver sig ud for at være.
Risalamanden derimod, holder både kvaliteten og kvantiteten, men den står fruen
jo også for. Absolut ikke kaloriefattig, måske ikke med rigeligt smør, men så
med rigeligt piskefløde samt kirsebær
sovs, med hele kirsebær. Dertil en utrolig velsmagende ufiltreret portvin fra
Kennys vinkælder.
Mandelgaven, som var, nej ikke en marcipangris, men en flaske mandellikør, gik
til undertegnede. Jeg er en heldig person på flere niveauer, men synes nu jeg
stadig mangler et trofæ, nemlig den store lottogevinst, men er sikker på at den
er lige om hjørnet, eller måske på trapperne.!
Derefter tændes juletræet, og Grand Cru’en
fra Saint Emilion og pigerne blev pakket ud, altså ikke pigerne, kun flaskerne, og
så kan pakkelegen begynde. Vi endte med at efterleve statistikkens abc, 5
pakker til hver, det er vist ikke sket før, hos os i hvert fald.
Så til fruens egen komponerede julefrokost, altså næste dag, hvor der bestemt heller
ikke mangler noget, det skulle da lige være viljestyrke til at modstå
fristelserne, men traditionerne skal jo helst holdes, selvom Henrik lidt
utraditionelt måtte bokse med alkoholfrit Tuborg øl, mens vi andre hældte Ørbæks
juleøl indenbords, dog med et par yngre undtagelser.
Også den dag blev det til en ’let’ anretning risalamande, inklusive mandelgave,
hvor Mia og Kenny delte et par Toblerone i overstørrelse. Ja, vi har bøjet
reglerne for antallet af mandelgaver en ubetydelighed, da Mia ikke spiser
risalamande, men is, som den eneste med en hel mandel i.
Endnu en pakkeleg, som altid er underholdende, det er utroligt som heldet kan
skifte på bare en halv time.
Jeg blev blandt andet ejer af en beholder som kan indeholde begyndelsen til en
million, som jeg agter at komme rendende med hver gang vi får gæster, eller
andre rasle bøsse konkurrenter ved dørene. Husk, det går til et godt formål,
altid.
Efter kaffen fra Nespresso, er frokosten slut og det to dages mad orgie er slut
for i år, vi gør det aldrig mere, ikke før næste gang i hvert fald. Åh jo, der
er jo også lige Påske frokosten, men der er jo længe til, lidt længere end til
MC sæsonen start, som indledes om nøjagtig 89 dage….!
Nedenfor vises nogle billeder, hvor jeg har forbrudt mig imod det etiske
regelsæt, så jeg tænder lige et par vokslys.