Når nu solen skinner og det næsten er vindstille og mindst 15 graders varme, ville jeg normalt hente racercyklen frem, men da jeg har aftalt med fysioterapeuten IKKE at cykle før efter torsdag i indeværende uge, finder jeg et lidt større alternativ.
Suzukien hentes frem fra tæppe og mc garage, nå sådan ser den ud. Er der strøm på batteriet, ja minsandten og den køres til døren og venter pænt på, at jeg iklæder mig lidt varmere tøj og leger med katten.
Regner med der er benzin på maskinen til en tur på mellem 90 og 100 km og der er kun 25 km til Avnø, så det burde række, også til en omvej på hjemvejen.
Kører naturligvis ad Vordingborgvej inden der drejes af mod Kostræde Banker og Svinø. Vælger at køre direkte til Avnø og så ta’ turen til Dybsø på vejen hjemad.
Parkerer ved hangaren i solsiden, åh hvor her dejlig varmt.
Tager det store kamera med op i tårnet og spejder ud i horisonten, hvor der er vand at se mod syd og vest.
Kan dog ikke se Storebæltsbroen med det blotte øje, så den stationære kikkert må i brug og der er de to store pyloner.
Kameraets zoomobjektiv kan heller ikke finde pylonerne.
Snupper et par billeder ud over vandet og fanger også en rovfugl som hænger i luften. Kan dog ikke bestemme arten, men jeg er jo heller ikke ornitolog.
Dyreliv er der bestemt en del af, ikke mindst køerne som går ude på engen, men også en del fugle som viser adfærd ligesom stærene, når der tales om sort sol.
Ruller derefter mod Dybsø af de snoede veje og gør holdt ved Dybsø renden, selv om der er parkering forbudt, men der er kun mig og en kvindelig kajakroer og hun har da også parkeret sin kajak, så mon ikke det går.
Det er et pragtfuldt område hvor man sagtens kan få nogle timer til at gå. Strømmen er på vej ind og vandet klukker lystigt i strandkanten.
Også her indfanger jeg en del af udsigten, samt en svane og lidt senere synes jeg nok der var noget uldent ved udsigten, men forsætter så mod Vordingborg, men drejer indover Lundby mod Bårse og derfra på motorvejen til København, så maskinen kan få rørt benene på vej til Rønnede, hvor vi kæmper for at få sat farten ned på vejen til Næstved. Det er altså ikke helt nemt, når først hestene har været oppe i galop.
Ruller en tur forbi Kenny og får en tår at drikke inden jeg vender tilbage til pitten på Figenvej.
Fin og behagelig tur, på godt 90 km. i et lidt lunt efterårsvejr.
P.S. Efter intensiv forskning på Internettet og i en fuglebog, mener jeg med stor sandsynlig at rovfuglen er en Tårnfalk.
Køerne ved Avnø. En rovfugl. Tårnet ved Avnø. En svane. Den uldne udsigt over fårebakkerne.