14. august. Mandag. Gisp, 6 grader, klart vejr og næsten vindstille.
Vinteren er ved at lægge sin klamme hånd på os.
Alberte dukker op og er fuld af pep, forsøger at kravle op af min venstre ben,
halløj du, ku’ du lige nære dig, du har jo søm i vanterne. Hun drikker og
spiser lidt og futter så videre.
Aase kører til træning og jeg smører lige de bevægelige dele på Monsteret og
snupper en tur rundt om Næstved. Godt 30 km og 1½ time gik der med det.
Slår så græsset med den nye plæneklipper og sikken en fornøjelse det er, at
futte rundt uden der skal passes på ledningen.
Efter badet kører jeg ned til Kenny og hjælper med at samle Ikea kasser, som han
skal ha’ op på væggen. På vejen hjemad ruller jeg på lossen med emballagen fra leverancen.
Efter resterne fra de riges bord ser jeg noget om Neandertalere som næsten blev
udryddet for ca. 39000 år siden af et temmelig massivt vulkanudbrud. De blev i
hvert ikke helt udryddet, jeg møder til stadighed nogle af slagsen.
Ser bagefter resterne af en film fra Netflix, som jeg ikke har brugt i de
sidste 14 dage. Undervejs kommer Sorte og henter mig i stuen, da han vist godt
kunne tænke sig noget at spise.
15. august. Tirsdag. 15 grader, lidt blæsende fra øst og der er mørke
skyer på himlen.
Alberte aflægger et kort besøg da døren åbnes.
Først på formiddagen går jeg ud og sprøjter for ukrudt i indkørslen. Det er sgu
ikke noget jeg er specielt stolt af, men jeg har altså ikke tænkt mig at
investere i en gasbrænder lige pt.
Kører til Kenny og vi læsser et bord samt stole ind i lastrummet på Toyotaen og
ruller til Helle med varerne.
Hun giver lige kaffen samt et par negerboller med mere og vi drøfter lidt
fødselsdag.
Kenny og undertegnede forsætter til XL-Byg og han køber rawplugs og så en tur
til Figenvej og slå en streg inden vi forsætter til Bauhaus hvor Krøsus køber
en boremaskine af de bedre.
Så til Hvedevænget hvor vi aftaler at rulle en tur til Enø på cyklerne om en
times tid.
Vi mødes så så ofte før, ved den lille rundkørsel og sætter kursen mod Enø.
Pelikanen er aktiv og vi har rygvind indtil vi når De Hvide Svaner hvor der
skiftes til sidemodvind.
Vender som sædvanligt på p-pladsen på Enø og også i dag lokker Kenny med
pandekager, så vi bænker os lige i ca. 20 minutter mens vi nyder pandekagen med
Grand Marnier og sukker. Det smager altså godt og så er det næsten uden
kalorier, det bilder vi os ind i hvert fald.
Aftenen står på fransk film, hvor jeg taber interessen og går over til et
program med katte. Det er sgu da noget jeg ved lidt om.
16. august. Onsdag. 16 grader, nogen vind fra nordvest og et lysegråt
skylag. Det har regnet lidt i nat.
Er oppe på naturens vegne ved 6 tiden og hvem ligger udenfor havedøren og
slumrer på måtten, det gør Sorte, men vågner op til dåd da han hører mig og vi
går i bryggerset og får lidt morgenmad.
Noget senere mens jeg sidder ved morgenmaden kommer Malte på besøg, og er som
altid glad i sin fremtoning og får så også lidt at spise, men han lader sig
forstyrre af duerne i indkørslen som han forgæves forsøger at fange.
Så er det Albertes tur, hun kommer og spiser og drikker resterne af Maltes
måltid.
Nå, går en tur i haven og noterer mig at der vist er meget der trænger til at
blive klippet ned. Går over og får en sludder med Peter, som mener vi nærmer os
anden hækkeklipning i år.
Jeg samler sammen til en tur på begge lossepladser og kører bagefter ned til
Kenny og henter hans MTB som jeg har lovet for at få bagdækket til at sidde
jævnt uden rodeo buler.
Det lader sgu til at være lettere sagt end gjort. Forsøger først at lukke
luften ud af slangen og massere dækket jævnt på plads og så pumpe det igen.
Det gjorde jeg tre gange uden held. Af med dækket og vende det, så profilen
vender i kørselsretningen.
Hehe, nå det troede du. Kasserer dækket og henter et næsten frisk dæk som har
rullet mindre end 100 km. Det er fra min egen MTB, hvortil jeg købte nogle
næsten punkterfri dæk.
Men det er med kanttråd så det er bestemt ikke bare lige at få lempet på plads,
man skulle jo nødig klemme slangen, da jeg ikke har en reserve. Det hjalp
imidlertid, nu er det ikke længere en rodeo oplevelse.
Kører så cyklen retur til Hvedevænget.
Gassen er herefter gået af ballonen og efter et bad smider jeg og læser lidt i
bogen om Kongen af Le Mans, Tom Kristensen som Aase har hentet på biblioteket.
Aase er ved at plante blomster og i et uset øjeblik har Malte og Sorte åbenbart
indtaget huset, for de kommer begge inde fra stuen da hun kommer ind. Sorte får
lidt mad og Malte nærmest flygter ud i indkørslen.
Tilsyneladende har ingen af kattene sat deres duft markeringer indendørs.
Pensionisterne sætter sig og ser Kunstquiz og så kommer Sorte atter på besøg.
17. august. Torsdag. 10 grader, lidt vind fra øst og næsten skyfrit.
Alberte og Malte kommer på morgenmads besøg og de er altid venlige og
omgængelige. Malte undersøger det meste af huset.
Er ved at gøre mig klar til en tur på Monsteret da Aase ruller til træning.
Kontrollerer dækkene for sten med mere og i dag sad der sgu en lille
ondskabsfuld spids satan og bare ventede på at nå ind til slangen. Ud med show
stopperen og ad sted på min sædvanlige tur rundt om Næstved.
Uha, der var mange på stierne, også dem der bliver fornærmet når jeg bruger
klokken. Selvom de går parvis med 4 hunde i lange snore kniber det åbenbart
noget med forståelsen for at vi alle skal være her.
Deres ynglings læsning er nok Palle Alene i Verden.
Tror ikke det vil være noget kønt syn, hvis jeg ramte en hund på 1½ kg med en
cykel og chauffør på over 100 kg med 25 km i timen og her tænker jeg på hunden.
Der var sgu nogen modvind og benene var bestemt ikke optimale, men nåede dog
rundt på godt 1½ time for de små 31 km. Stien langs Susåen på Ydernæs siden er
nu igen åben for gående og cykler, men er meget ujævn.
Efter de sædvanlige efter cykling ritualer, læser jeg de sidste kapitler i Tom
Kristensens bog ”Videre”.
Efter æggekagen, ser jeg Søren Ryge Direkte, som faktisk forgår i øsende regn
lige som her. Vi fik 9 millimeter på mindre end en halv time.
Ser det sidste af en film fra Netflix som jeg havde bidt over i flere dele.
18. august. Fredag. 16 grader, let vind fra sydvest og med grå skyer
hængende over hovedet.
Ser på vejrstationen at vi i alt har fået i alt 16 millimeter regn siden i går
aftes.
Starter efter en pause på godt en uge på morgengymnastikken igen, selvom jeg stadig har ondt i ryggen.
Da jeg åbner døren for at lure lidt på vejret, springer Alberte ind og vil kæle
og spise. To minutter senere kommer Sorte, men han venter til Alberte er gået,
med at komme indenfor. Da han er mæt lister han stille af igen. Han er en
usædvanlig rolig og omgængelig hankat.
Mens jeg spiser morgenmad kommer Malte på besøg og vil vist lege, så hold arme
og ben inde i vognen. Han er altså en meget social og glad dreng.
En stor del af min dag går med slægtsforskning da jeg har erfaret at der er
gratis adgang til data som normalt koster kassen. Dog kun i indeværende uge.
Jeg har fundet rigtig mange interessante informationer.
Sorte kommer forbi et par gange og snakker lidt.
Ser dog lidt cykling samtidig om eftermiddagen og om aftenen ser pensionisterne
holdpræsentation til Vuelta Espana 2017, og jeg ser også en film med blandt
andre Bruce Willis. Masser af Action.
19. august. Lørdag. 15 grader, en pelikan truer vist og der er
spredte store vattotter på den blå himmel.
Åbner som vanligt yderdøren i bryggerset og i løbet af kort tid står Alberte
der og gnider sig op af mine ben. Hun får lidt at drikke og spise, men drikker
mest. Kort tid efter hun er gået kommer Malte og vil kæle lidt og æder så
resterne af det tilgængelige måltid.
Ham møder jeg igen da jeg leverer lidt godter til skraldespanden. Han er meget
kælen og følger med hen langs huset hvor jeg sætter mig på en stol og straks er
han der og vil ’snakke’.
LIDL har mysli på tilbud kun i dag, så jeg gør en undtagelse og sniger mig ad
sted og får ordre om at ta’ et par liter laktosefri mælk med hjem. Desværre er
forretningen ikke leveringsdygtig lige i den retning, men myslien havde de dog.
Bruger en del tid på slægtsforskningen igen i dag, men med et noget magert
udbytte. Søger nogle aner ved folketællingen i 1906. Anerne findes ved
folketællingen i 1901 og atter i 1911. ???
Så er der holdkørsel i Vueltaen som vindes af BMC. Godt med noget seriøst
cykelløb.
Sorte lægger en visit af og går efter den første pakke kattemad.
Lidt senere er der Lewis, men øjnene vil ikke rigtigt samarbejde, så godnat.
20. august. Søndag. 14 grader, en pelikan er vist ved at gå på
vingerne og det er næsten overskyet.
Malte møder op i godt humør og får så et morgen komplet.
Vi har en broget kat som jævnligt passerer gennem haven og i dag standsede den
da jeg snakkede til den, men den er noget reserveret. Så trækker gæssene
åbenbart sydpå, hvilket så naturligt henviser tanken til at vinteren nærmer
sig. Uha…
Henrik kommer og låner traileren og vi taler om muligheden for en drenge tur til Agersø eller Rødvig i uge 35 hvis vejret er med os.
Gir den gas med slægtsforskningen og i dag er der atter bid, men fra i morgen
af er det slut med gratis adgang til de gamle data.
Sorte kommer på besøg op til flere gange i løbet af dagen, mens vi ser cykling
fra Spanien. Lidt kedelig flad etape hvor der ikke sker en dyt før de sidste 10
km.
Efter tarteletterne og et par glas hvidvin forsøger jeg at se en film, men næh
nej, det kniber med at koncentrere sig om handlingen, så jeg går over DK4 og
ser det sidste af et show med Andre Rieu.
Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når jeg
husker det.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej
Årstal |
Ude temp. |
Regn i mm. |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2017 |
9,9 |
2,8 |
0,0 |
ØSØ |
1017,9 |
2016 |
15,7 |
1,4 |
1,6 |
VNV |
1017,4 |
2015 |
19,3 |
9,2 |
8,2 |
ØNØ |
1007,6 |
2014 |
14,5 |
20,4 |
10,3 |
SSV |
0990,3 |
2013 |
16,0 |
10,6 |
3,1 |
VNV |
1003,4 |
Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år.