04. april. Mandag. 3 grader, gråt og der blæser en pelikan fra sydvest. Det småregner også i perioder.
Hører kun svagt trissen og sover til ved fem tiden. Lægger kabaler og småsover et par timer mere.
Vinden er taget til og nærmer sig stormstyrke.
Vi sætter gang i ritualerne og gør klar til lidt træning til fruen sammen med John.
Katten har fået morgenmad og sover i motionslokalet på sofaen.
Så kommer Bror og får en lille bid og socialisering.
Det pisse regner og vi skal ad sted mod Vadestedet, men slipper dog ind i bilen uden at fruen bliver oversjasket.
Aase ruller de 15 minutter på cyklen inden John kommer og henter hende for udstrækning og gåtur uden hjælpemidler. Da vi er færdige forsætter vi til Bilka ToGo og henter varer, så får Aase også set hvordan det foregår.
Hjemme og vi indtager en ydmyg frokost. Så er der cykling, Baskerlandet Rundt og vi bænker os for at se dagens etape.
Dagens menu var anden dags okseruller og så er der lidt i tv’et, så vi alle kan blive dårlig tilpas.
Katten får natmad og lægger sig i kondirummet for natten. Vi andre finder også vort kyske leje.
05. april. Tirsdag. 3 grader, gråt og vinden er let fra vest.
Hører trissen, hun er tidligt på den og følgelig har Aase ikke brug for hjælp så tidligt på natten.
Vågner ved godt halvsekstiden og lægger kabalerne inden katten banker på vinduet og synes vist at vi skal se at komme i omdrejninger og finde noget morgenmad. Den ’magre forsultne’ kat får lidt kylling filet og noget tørkost og lægger sig så i kurven i stuen op ad radiatoren.
Vi andre står op og begynder på tirsdagens rutiner. Jeg har bestemt mig for at rulle en tur i LIDL for en gangs skyld, da de har lidt som vi måske kunne bruge. Udbuddet er sgu ikke pralende, colaerne var der ingen af til tilbudsprisen, heller ikke laksen var til at finde og noget rengøringsudstyr som Aase kunne bruge, var heller ikke på hylden. Finder dog en karton Sangria, det var delvis et plaster på såret.
Vand på flaske købes, det er det bedste og mest velsmagende vand jeg normalt kan finde. Der vil atter gå nogle måneder inden jeg igen frekventerer LIDL, butikken er forfærdelig rodet, ikke mindre end 4 steder stod der sodavand i flere afskygninger, men som nævnt ingen Coca Cola.
Var også på jagt efter kylling bryst filet, men du forbarmede, prisen er den dobbelte af hvad Bilka tager.
Hjem og læsse af og så må jeg jo ad sted til Bilka også. Køber kylling filet, desværre til overpris, da min app Bilka Plus ikke fungerer efter hensigten, tror sgu det er min egen skyld, men det taler vi ikke mere om. ☹
Fruen motionerer de 15 runder og en times cykling og jeg snupper 2 x 20 minutter i træningslokalet.
Så er der cykling til hele husstanden, også katten kommer og ’snakker’ lidt men rytterne farer over skærmen.
Det store menu til aften var, til fruens store tilfredshed, tarteletter med høns i asparges samt et glas vin.
Lidt tv til os begge. Jeg ser jo som altid Barnaby når han dukker op på skærmen og i dag var det en af de bedre. Godnat til fruen og katten.
06. april. Onsdag. 2 grader, der kommer lidt slud og vinden er i nordvest og der er en del af den.
Hører ikke trissen, men har sovet aht. Tror det skyldes cola og kaffe som jo indeholder masser af koffein og det har jeg ikke kunne tåle i mange år. Men hvorfor fanden drikker du det så.? Jo, en gang imellem skal det lige kontrolleres om situationen stadig er den samme, ikk?
Sætter så gang i dagens ritualer og katten kommer og får morgenmad.
Mener det er Betty fra Rønnebæk fødselsdag, så tillykke med dagen Betty.
Er lidt slap, så mine visioner om at køre på lossen bliver lagt på is til i morgen og for øvrigt regner det nu.
Tager et lille hvil og så er der cykling fra Baskerlandet.
Aftenens menu står på flødekartofler og frikadeller samt et marcipan æg til dessert.
Vi får lige en aftensnak med Kenny via mobilen.
Hvad fruen ser på ved jeg ikke, men jeg ser det sidste af en western med Clint Eastwood.
Katten får natmad og lægger sig i motionsstudiet til natten.
07. april. Torsdag. 4 grader, gråt og indimellem regner det. Vinden er let fra sydvest.
Hører ikke trissen men sover til klokken halv seks.
Lægger kabaler og er lidt til den side, hvor man ikke gider stå op. Står dog op ved godt syv tiden og gør klar til dagens strabadser. Vækker Aase som i dag var temmelig langt væk og noget bims indtil vi kom rigtig i gang med rutinerne.
Efter badet ruller jeg en tur på havelossen og hjemme igen går jeg i gang med at rydde på hylderne i bryggerset. Der står 4 klapkasser med mindre værktøjer / maskiner som jeg nu ønsker at skille mig af med, da de stort set aldrig bliver brugt. Sætter hele baduljen til salg på Facebooks Markedsplads for meget rimelige penge. Hvis det ikke bliver solgt ad den vej, bliver godset leveret til genbrugsstationen efter Påske.
Vi ser noget cykling på fladskærmen og jeg har katten med på en kigger. Han er noget utilfreds med at jeg afbryder seancen og går i gang med at lave aftensmad. Misser, jeg holder bestemt meget af dig, men jeg skal jo også sørge for at vi andre også får noget at spise. Menuen er pasta og veganer bøffer, som fruen er ganske godt tilfreds med.
Jeg når lige at vaske det værste af inden jeg for en gang skyld bænker mig foran tv2 nyhederne. Som sædvanlig er det krig og ufred det hele drejer sig om, så nu går der igen et par dage inden jeg gider se det bras.
Synes ikke jeg rigtig kan finde noget på fladskærmen der er se bart. Men finder lidt musik med Oscar Peterson og NHØP og de to kan få det til at harmonere.
Lister til køjs efter lidt hjælp til Aase og mad til katten.
08. april. Fredag. 4 grader, lidt gråt og vinden er frisk fra sydvest.
Hører ikke trissen, nå, det var sgu nok fordi der ingen kom. Vågner ved halv syvtiden og går i gang med kabalerne, men når ikke så langt inden fruen banker. Hun er ved at svømme væk, så vi må en tur på toilettet og få noget tørt på og så forsætter ritualerne ellers. Katten får morgenmad og lægger sig i kurven ved radiatoren.
Efter morgenmaden kører Toyotaen og jeg en tur til Aldi for at købe lidt ’for meget’ ind til ugen der kommer.
Får det meste med hjem, men kan ikke finde kokos makronerne som Aase godt kan lide til eftermiddagskaffen. Atter hjemme og Aase går de 15 runder og cykler en time, mens jeg overvejer om der er energi til en tur i fitness lokalet. Efter at have fodret Bror og lukket Sorte ud, springer jeg rask, løgn, på løbebåndet og bagefter på cyklen. 2 x 20 minutter blev det til. Havde ikke gode ben.!
Lidt cykling fra Baskerlandet, godt cykelløb. Til aften spiste vi lidt hjemmelavet smørrebrød med et glas hvidvin til.
Vi har ofte igennem flere år købt Skagen Salat fra LIDL og den salat har altid været herre god, øjensynlig har de skiftet leverandør og eller recept og det har sgu ikke været til forbrugerens fordel, da den bestemt ikke smager som tidligere og er vandet. Atter møder man at kvaliteten er dalene.
Lad mig citere Jørgen Ryg fra et tv-stykke, Syg og Munter, som vist stammer fra først i halvfjerdserne, hvor han siger: Kvaliteten er dalende, jeg hader når kvaliteten er dalende. Han købte tændstikker. 😊
Efter at have hjulpet Aase til køjs og fodret katten, samt set det meste af en Inspektor Frost, kravler jeg også til køjs.
09. april. Lørdag. 3 grader, lidt sol og lidt skyer og vinden er let fra sydvest.
Hører trissen, men hun kommer også først klokken fem, lidt vel sent synes jeg nok, nu må vi lige se om de ikke kan komme ind på sporet igen, ellers må de have en røffel.
Vi står så op til lørdagsrutinerne inklusive vask af håndklæder og bagefter går vi begge i gang med at støve af og støvsuge lidt grundigt over hele hytten. Det tager sgu sin tid, men vi når at være klar til cykelløbet klokken 16. Derefter hurtigmad og ind i opvaskeren med servicet, så vi kan få ryddet op til søndagen.
Så lidt tv til alle og sengetiden nærmer sig.
10. april. Søndag. 4 grader, det veksler mellem sol og mørke skyer og vinden er frisk fra sydvest.
Hører ikke trissen og vågner ved sekstiden. Kabalerne klares og snupper så lige en halv time mere under dynen. Vækker Aase og søndagens rutiner begyndes.
Vi støver lidt af og gør badeværelserne rene og vasker gulvene uden tæpper.
Lidt regnskab og en let frokost og Aase går 10 runder med rollatoren og cykler en time. Jeg hopper i badet og bagefter aftaler jeg med Kenny at han hentes når jeg har hentet Anette ved halvtretiden.
Toyotaen ruller ad sted efter kunderne og ruller så mod Figenvej. Vi får en sludder og noget kaffe samt lidt hvidvin og så går herrerne ind i det frastødende lokale for at se noget cykling fra Holland.
Anette vil hjem ved 17tiden og Kenny bestiller 3 x kylling fra Pyramiden. Junior rulles til Hvedevænget efter måltidet og så er der dømt afslapning for en stund.
Lidt hjælp til fruen og katten får natmad.
Ser anden del af Ørkenens Sønner. Se det er lige mig.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata