Når vejret er til mc ture, skal det bestemt udnyttes, og i dag var vinden til en forandring på mindre end 10 sekund meter, og regnen truede ikke.
Så skal håndleddet altså trænes….
Efter at ha’ trådt vande det meste af formiddagen, som en følge af et forventet besøg af en gasfyr ekspert, som skulle udskifte en CO2 sensor, der var stået af, måtte jeg simpelt hen ud og se, ikke med DSB, men Bisserup uden sne….
På Nygaardsvej mødte jeg minsandten Henrik, som også havde trukket i “træningstøjet”, dog for lidt, så mens jeg postede alt for dyre dråber på jernhesten, skiftede Henrik til vinter udrustningen, næsten.
Ad de sædvanlige veje til Bisserup strand, drikkepause, badesildene var ikke i sigte, så videre til havnen, fiskemanden havde åbnet vognen, tissepause, vand er godt det må man lade, og så videre til Holsteinsborg, og mod øst ad Skælskørlandevejen, den med fri hastigheds strækningen, til de hjemlige hytter.
Forhåbentlig bliver det muligt at rulle et par kilometer mere i år inden isvinteren slår til. Sidste tur i 2010, var 17. oktober, så vi håber på yderligere en måneds træning inden vinteropbevaringen.