Da nedenstående er en længere udredning, kan nye utålmodige læsere opgive her.

Jeg har ofte hørt, og mener da også, at det ikke er en skam
at blive væk hvis man ikke er inviteret.
Derimod er det da en skam at blive væk, når man er inviteret, selvfølgelig lidt
afhængig af hvad invitationen gælder, eller….?
Da vi naturligvis nødig vil kaste skam over familien eller være et stort fjog,
sagde vi sidst på sommeren ja tak til en invitation om en tur til Dubai.
Nu er det vel nok ikke det mest kendte ferie mål, endnu da, for nordiske
turister, og mit første kendskab / viden om Dubai, stammer faktisk fra en dybt
ulykkelig hændelse i starten
af 1972
, hvor et fly fra Tjæreborg rejser styrtede ned tæt ved Dubai og
alle ombordværende blev dræbt.
I de senere år er Dubai og De Forenede Arabiske
Emirater
(UAE) blevet kendt for, i nogle tilfælde, nogen meget
kontroversielle bygningsværker. Det kan eksempelvis nævnes, at Verdens højeste
bygning, og Verdens eneste syv stjernede hotel, befinder sig i det nævnte
område og så kun med ca. 15 km. mellem dem.
Da vi har set de førnævnte bygningsværker under vor udflugt, bliver de
beskrevet lidt nærmere i det følgende, hvis jeg husker det.
Når man går og venter på at slippe væk fra kulden, regnen og blæsten, kan tiden
kun gå for langsomt, når nu beslutningen er taget. Alligevel står vi med
Henriks hjælp, pludselig i CPH og
bliver mødt af Pia & Kurt, som udover at beskæftige sig med filantropi,
også for resten af turen er vor kompetente rejseledere og indpiskere.
Inden vi når ”VIP” loungen, og de frie drinks, skal alle igennem check-in og
sikkerheds kontrol, som bestemt er en noget omfattende procedure, selv skoene
måtte af.
Check-in blev også noget af en begivenhed, da Pia havde bestilt 2 x 2 sæder ved
vinduet i en Airbus, og det nu viste sig at flytypen var ændret til en Boeing 777-300 hvor sæderne
bestod af 3 sæder i rækken ved vinduet.
Nu trækker man altså ikke bare lige hatten eller noget andet ned over
hovedet på Pia, så i alt sin enkelthed lykkedes det naturligvis fru Jensen at
få tildelt 3 sæder per par. God plads er altid rart, især når man skal spise.
Med en god halv times forsinkelse lettede flyet fra Emiraterne mod de
varmere himmelstrøg. Efter at have nydt
et ganske glimrende og rigeligt måltid, fly mad kan faktisk smage ganske
udmærket, og et par flasker Chardonnay, mini altså, gør det jo ikke dårligere,
var det blevet mørkt uden for, og da vi nærmede os områder med oliefelter kunne
flammerne fra gasafbrændingen tydelig ses, selv i 10 km højde. Man kan måske
sige at vi passerede en del af Verdens brændpunkter, Irak, Iran og med
Afghanistan længere ude til venstre.
For øvrigt havde piloten bestemt ikke i sinde at komme for sent til Dubai, selv
om vi var startet noget efter planen fra Kastrup. På tv skærmene kan højde,
position og hastighed aflæses løbende, og jeg har aldrig oplevet at blive
transporteret med 1054 km i timen. Det lykkedes da også at komme til Dubai på
5½ time, mod normalt 6 timer og 15 min. Selv Suzukien var kommet til kort
der……………!
Jeg havde for øvrigt inden vor afrejse prøvet at taste ruten fra Figenvej til
Dubai ind på Google Maps, og fik den lidt overraskende tilbagemelding af der
var 6.600 km til Dubai, og turen ville tage ca. 3 dage og 7 timer. Det er ca. 2000 km i døgnet, guderne må vide hvordan
f….. de havde tænkt sig at det skulle kunne lykkes…???
Nå, tilbage til Dubais lufthavn, hvor vi kunne ane at temperaturen var
væsentlig højere end i gamle Danmark, og bagage behandlingen gik rimelig
hurtigt, så efter en god halv time efter landingen og efter atter et sikkerheds
check samt et stempel i passet, slap vi ud i luften, hvor den af Pia bestilte limousine
ventede, og så mod Hotel
Radisson Blu
, som ligger ikke så langt fra lufthavnen, uden at det virker
særligt forstyrrende.
Derimod, var det temmelig forstyrrende at udluftningen fra air konditioneringen
var placeret i midten af hotelkomplekset og selv på niende etage kunne høres
temmelig tydeligt, også med lukket altandør.
Når man nu som undertegnede har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i
ventilations branchen kan det virkelig undre at man ikke fra hotellets ledelse
har valgt den forholdsvis billige lyddæmpning af udluftningen. Selv i dag kunne
det gøres for rimelige midler, med efterfølgende mere tilfredse hotelgæster.
Pia var i hvert fald ikke tilfreds med hverken værelses størrelse, antallet af
bøjler, samt den førnævnte støj, hvilket medførte at de dagen efter flyttede
til den anden ende af hotellet. Vi fulgte ikke med, da jeg alligevel sover med
høreværn og Aase ikke kan høre en dyt uden høreapparat, og udsigten var i
særklasse fra denne del af hotellet.
Livet i og omkring Dubai Creek kan der bruges timer på at betragte, og når der
så er udsigt til pool området tilligemed, kan der dårligt forlanges mere……..!
Efter at have fået vore elektroniske nøglekort udleveret ved ankomsten til
hotellet og talt lidt med en af receptionisterne, som for øvrigt havde besøgt
København og Christiania sidste år. Han grinede lidt da vi spurgte ham hvad han
skulle på Christiania men svarede ikke. Kurt lærte mig at benytte elevatoren, ved at
nøglekortet stikkes ind og trækkes hurtigt ud af sprækken hvorefter etagen kunne
vælges, Vi kom lidt sent i seng, klokken var vel ca. 03:00 lokal tid. Vi havde
aftalt at spise morgenmad sammen, men den aftale skred i svinget blandt andet
på grund af flytningen, og lidt jetlag vil jeg foretrække at kalde det.
Næ, næ, det var ikke på grund af for megen indtagelse af alkohol, vi er i et
muslimsk landområde, og der holder man måde med den slags, for det meste, og så
er det herre dyrt….!
Det er heller ikke muligt, og for øvrigt ulovligt, som turist at købe nogen
form for alkohol udover på hoteller og enkelte restauranter..
Når vi nu er ved det, så er alkohol det eneste som er belagt med skat i
Emiraterne, der betales ikke indkomst skat, benzinen koster omregnet ca. 2,50
kr. pr liter. Og taxa kørsel er sammenlignet med danske forhold super billigt,
start gebyret er 3 dirham, ca.4.50
kr. og en tur på 15-20 km. koster omkring 60-75 danske kr. og chaufføren er
forpligtet til at slå taxametret til, ellers er turen gratis…meen ikke alle
overholder reglen….!
En tur med vand taxa på Dubai Creek, for at kommer over på den anden bred,
koster fra 5-7 kr. pr. tur.
Nok om priser lige nu. Efter at have nået at spise morgenmad inden kl. 10:30,
havde vore rejseledere foreslået en tur til Dubai museum, for lige at få et
indtryk af hvorledes der for ikke så mange år siden, (omkring 45 år) havde set
ud i området omkring Dubai. Det kan nemt skildres, kun ørken, slut. Turen til museet gik gennem en ældre bydel og
en lokal Souk, hvor vi købte et par kasketter til halv pris, souken er at
betragte som et marked, man kunne fristes til at sige et gedemarked i bedste
hensigt altså.
Selvom vi, når de forskellige Souks blev besøgt, fik talrige uopfordrede tilbud
om køb af ”mærkevarer” synes jeg ikke at det føltes anmassende, og når der blev
sagt nej tak ikke i dag, blev man ladt i fred.
Turen tilbage til Radisson Blu foretog vi med taxa. Da Kurt viste chaufføren
hotellets visitkort, med adressen, så han noget desorienteret ud, og konklusionen
var, at han vist ikke kunne læse, og Kurt fortalte ham så at det handlede om Radisson
Blu ved Deira Creek. Man må naturligvis undres noget over, hvorledes at det er
muligt at erhverve kørekort i Dubai uden at kunne læse.?

For øvrigt kører de fleste taxaer og for den sags skyld,
alle billister i området, som havde de stjålet vognen. Hastighedsgrænserne var
efter hvad jeg kunne læse på en opklæbet seddel i en af os benyttet taxa, 60 km
i byområder, 80 km på landevej og 100 km på de meget fine 4 sporede motorveje.
Jeg tror sgu at chauførende betragtede disse grænser som mindste hastigheder, og ikke
som begrænsninger.!
Ved start for grønt ved lyskryds accelererede de som ved en Formel 1 start, og
Allah nåde den som ikke kom væk fra startlinjen hurtigt nok, han fik alle de
andre bilhorn at høre talrige gange, men bortset fra det, så vi ikke et eneste
uheld, selvom trafik mængden generelt virkede lidt skræmmende. Jeg har for
øvrigt aldrig noget sted, set så mange Farrarier, Porscher, Lamboginier,
Bentleyer, Rolls Roycer, og den vist mest almindelig brugte Lexus, på en enkelt
dag. Mercedes var også rigt repræsenteret, og på en stor reklame ved motorvejen
så vi, at en ny Mercedes 380 SL coupe var pris sat til 360.000 dirham, altså
ca. 540.000 danske kr. I Danmark koster den vist tæt på 2 mille…..!
Derimod var det småt med Ford Fiestaer, men så dog en enkelt Toyota Yaris, og
også kun en enkelt utilsløret kvindelig billist.
Efter tilbagevenden til hotellet og poolen, bestilte vi en halv liter øl og en
bøfsandwich. Det glas øl blev om eftermiddagen en daglig tilbagevendende
begivenhed. Det smagte bare rigtig godt efter en tur i byen eller stranden, og
så var det importeret Heineken.
Hakkebøffen, pjatter man skam ikke med her på disse kanter, den var på godt 200
gram velsmagende oksekød, og meget veltilberedt, men et ret voldsomt måltid
midt på dagen.
Efter en kort lur og lidt afslapning med udsigt fra altanen, gik turen med den
af dørmændene bestilte lidt større Toyota til Dubai Mall og med udsigt
til Bur Khalifa, som jo
er Verdens højeste bygningsværk, så vi et imponerede musik og computerstyret
springvand.
Desværre besøgte vi ikke Bur Khalifa, og orienterede os om muligheden for
adgang til tårnet i dagtimerne, så da vi senere spurgte på Radisson om adgang
til bygningen, nævnte de at det kostede 400 dirham at komme med elevatoren, hvis
der ikke var bestilt tid i forvejen.
Prisen ved forudbestilling var så 100 dirham. Reservation kunne kun
foretages via internet, eller ved personlig fremmøde i Bur Khalifas reception,
og altså heller ikke fra vort hotel, da som receptionisten nævnte, administratorerne
omkring Bur Khalifa var meget lidt samarbejdsvillige.
Det droppede vi så i denne omgang. Det må vente til næste besøg…..!!
Aftenen stod derefter også i bøffens tegn. Vi besøgte Radissons italienske
restaurant, hvor vi bestilte 4 x oksebøf og en flaske rimelig billig hvidvin,
troede vi altså. Ja, ja, det burde have været rødvin, men indtrykkene fra
dagens udflugter må have forårsaget en mindre nedsmeltning af dømmekraften, så
det blev altså hvidvin, nå…
Den hvidvin var skam ganske fortrinlig, bortset fra at den på menukortet nævnte
pris, var pr. glas og ikke pr. flaske, så da regningen kom var det altså ikke
40 dirham pr. flaske. Da vi havde nået at indtage et par flasker blev det en
lidt bekostelig affære. Desserten var
Crepes Suzette, som smagte virkelig delikat, hvilket bøffen for øvrigt også
gjorde. Det er vist det nærmeste jeg har været på at kunne skære en bøf med
pegefingeren. Lidt seriøst vil jeg sige at det er den bedste bøf uden bløde
løg, jeg nogensinde har sat tænderne i.
Se det var første hele dag i Dubai, så godnat….
Næste morgen var det aftalt at vi skulle på badetur efter morgenmaden. Den morgenmad er altså et af dagens højde
punkter. Der er alt, og lidt til, hvad der hører til et veldækket morgenbord,
og hvad du ikke kan se bestiller man bare hos tjeneren. Omelet, for eksempel, men
ikke bacon og æg…! Da overtjenere den morgen bemærkede at jeg synes godt om
annanas i tern, sørgede han for at der de næste morgener blev sat frisk skårne
annanas stykker på vort bord, herligt. Udsigten fra morgenbordet var også helt
i top, bogstaveligt talt, da restauranten lå på 10. etage med udsigt til Dubai
Creek og Bur Khalifa.
Bur Khalifa kan jo altså også ses næsten uanset hvor i Dubai området man
befinder sig. Aftalen var som nævnt en badetur, med afgang fra hotellet omkring
kl. 10.00. I rimelig afstand fra vort hotel findes 2 badeområder. Mamzar
Beach Park
og Jumeirah
Beach
, og ifølge personalet på Radisson mente de at Mamzar Park var at
foretrække, så den af dørmændene bestilte taxa nåede stranden på ca. et
kvarter.
Nu er der både en offentlig og en betalings strand i området, men hvad den store
forskel bestod i, vidste vi ikke men valgte betalingsstranden, til 5 dirham pr.
næse.
Forskellen er umiddelbart en strand med palmer, kiosk, leje af liggestole samt
toiletter, når man betaler, og ingenting, der er dog sand og vand, på den
offentlige strand. De to strandområder er separeret af et solidt plankeværk og
en stenmole 25-30 meter ud i vandet.
Vi fandt en ledig palme, vi har endnu ikke fundet ud af hvad det var for en
type frugter der hang på palmen, men da frugten ikke var i kokosnød størrelse
placerede vi os under den.
Nå, men en tur i hav bad hører skam med, så ud i det lune vand. Det er faktisk
lidt af en oplevelse at bade i midten af januar måned i mere end 20 gader varmt
vand, det har jeg i hvert fald aldrig prøvet før. Det nærmeste jeg kan huske,
var engang som dreng, da vi var nogle knægte som badede til Påske i april
måned, og vandet var 9 grader, målt med stue termometer..!
Jeg foretrækker altså Dubai i januar så…..
Da tørsten jo ofte melder sig i forbindelse med strand, meget salt vand samt
varme og beholdningen af medbragt vand, blev lidt lav, supplerede Kurt og jeg
med et par halve liter koldt øl på dåse fra kiosken. Ja og igen skal det siges,
alkoholfrit altså, men det smagte faktisk rigtig godt, og importeret fra
Holland.
Midt på eftermiddagen havde vi fået dagens sol behov dækket, og tog med taxa
tilbage til Radisson, for at fortære en Club sandwich og skylle lidt med en ½
liter ikke alkohol frit Heineken øl ved poolen.
Efter lidt afslapning på værelset og et bad, gik turen med taxa og gåben mod guld Souken.
Som det fremgår af linket, hvis man er til engelsk, er det noget af et område
med livlig gående trafik og ikke mindst handel med ædle metaller og ædelstene,
og husk at prutte, altså om prisen….!
Her mødes kontrasterne, også hvad påklædningen angår. En lys hudet nordisk udseende
kvinde med shorts, bare ben og en nedringet kortærmet bluse, hvilket absolut
ikke er velset, og en mørk burka klædt
kvinde med slør / hovedbeklædning
og Armani briller.
Nu er det altså ikke god politik at stirre for meget på de tilslørede kvinder,
selvom det ser, synes jeg, spektakulært ud med både briller og slør, og en mandlig
ledsager til en sådan, skumlede da også noget da jeg måske så lidt for længe på
brillerne, andet kan man jo ikke se, så det var jo ganske uskyldigt.
Ellers er det virkelig en oplevelse at sidde på en bænk, som Kurt og jeg ofte
gjorde, mens tøserne gik på rov i butikkerne. Vandsælgere, og ikke mindst ure
og tøjsælgere forsøger ihærdigt at lokke os til en butik for lidt handel med de
”ægte” og prisbillige mærkevarer. Lidt vejarbejde foregår der også, for eksempel
med at lægge fliser, og her er det sgu ligesom hjemme, at en mand arbejder,
mens en 4-5 mand kommer med gode råd. Levering af varer, foretages med
sækkevogn, eller en mindre 4 hjulet trækvogn, eller simpelthen på ryggen. Der
kan være ufattelig meget på sådan en sække- eller træk–vogn. Arbejdstidsregler
og arbejdsmiljø er vist en by i Rusland.
Mændene fremtræder i næsten alle afskygninger af tøj mode, fra den
traditionelle hvide kjortel, til det moderne jakkesæt. Ofte ses en herre med
cowboy jeans og poloshirt sammen med hustruen, som er helt tildækket i sort
tøj.
Man kan trods alt, hvis man ser under burkaen, hvilket vi naturligvis ikke
gjorde, men konstaterede at nogle burkaer er slidset op, således af det fremgår
at en del kvinder også går med jeans samt højhælede sko, når de handler.
Pigerne havde jo selvfølgelig fundet noget som burde med hjem, i lige dette
tilfælde nogle farvestrålende tørklæder til Aase hvor prisen skulle forhandles
på plads. Her kommer Pia så ind, hun besidder jo et talent ud over alle grænser
udi forhandlingens kunst, og det lykkedes da også at få prisen langt ned, men
ikke nok efter Pias mening, så pigerne forlod forretningen uden tørklæder. To
minutter senere kom handelsmanden med tørklæderne løbende efter os og slog
atter lidt af prisen. Han må have luret at jeg ikke var så velbefaren i
prisreduktion, for han henvendte sig nu til mig med yderligere et mindre nedslag,
og Pia morede sig forståeligt nok, da jeg accepterede hans pris, og handlen
faldt på plads. Med i prisen fik jeg så et rødt og hvidt palæstinenser tørklæde
som han viklede om hovedet på mig, til stor moro for en del tilskuere, mon han
bandt det tørklæde så det symboliserede en gammel nar….? Men tørklædet er jeg
skam glad for, det kan bruges når mc sæsonen starter.
Der går altså en del tid med den slags forhandlinger, så det var ved at være
spisetid, og vi valgte at tage en taxa til hotellet, men vognmanden ville have
30 dirham for den korte tur, og atter kom Pia på banen, næh du, 20 dirham eller
vi står af igen. Turen til GoldSouken havde kostet 12 dirham, så prisen kendte
vi. Men han ville ikke gi’ sig og startede taxaen og Kurt sagde så til ham at
han bare kunne slå taxametret til, ellers var det jo gratis, men nej han ville
ha’ de 30 dirham, han havde familie og skulle jo leve etc…. Nå, enden blev at
Kurt stak ham 20 dirham, da vi nåede Radisson, trods hans protester.
Aften måltidet indtog vi på den kinesiske restaurant på Radisson, og menuen var
Sort Peber Bøf til pigerne og mig, og nogle indbagte rejer til Kurt, dertil Tsingtao, som er udmærket
kinesisk øl.
For lige at sætte prisniveauet i relation til det danske, kan det nævnes at en
flaske 33 cl øl koster 58 kr. og peberbøffen 136 kr. pr. stk., dertil kommer så
for ca. 25 kr. for fælles ris.
Fornylig var vi på restaurant Hongkong og her kostede en Tsingtao 32 kr. og en
engelsk bøf 120 kr.
Kinesiske spisesteder er altid værd at besøge, der er normalt rent og pænt, og
maden er altid veltilberedt og personalet imødekommende.
Anden dag slut, godnat.
Efter det sædvanlige morgenbad og den gode morgenmad, var aftalen en taxa tur
til The Palm Jumeirah
og Hotel Atlantis.

Den daglige afgangstid var kl. 10:00, men Aase og jeg var tildelt en
kompensation på 10 minutter, måske på grund af aldersrelateret dårlige vaner,
eller snarere, som Pia nævnte, fordi jeg også ville være med til at bestemme tidspunktet.
Hun har sikkert ret…!
Så kl. 10:10 afgik taxaen mod palme øen.
Når man kommer kørende har man ikke den fjerneste fornemmelse for at det
er en kunstig opbygget ø man færdes på, da området er kæmpemæssigt, og hotel
Atlantis ligger så for enden af den midterste palme gren. Yderligere detaljer
om øen og hotellet kan ses via linkene. Lidt butikker findes også på hotellet,
og vi fandt en poloshirt til mig til en rimelig pris. Ingen prutten her, heller
ikke om prisen, da som sælgerne sagde, it’s fixed prices, hvormed de mente at
prisen er fast, men kunne måske forstås således, at prisen var tilpasset så man
kunne snyde turisterne lidt, eller..?
En tur med elevatoren for at se området lidt fra oven eller en tur i, altså
ikke oppe i, akvariet kostede 100 dirham, men fandt ikke gehør lige den dag. Vi
forsatte en tur udenfor langs det formidable bygningsværk, og hoppede så på en
taxa for at komme til Bur
Al Arab
, som uofficielt er verdens eneste 7 stjernede hotel.
Nu er det altså ikke muligt at komme ind på hotellets område uden at have
bestilt enten værelse eller bord for en kop kaffe, eller noget andet. Priserne
begynder vist ved ca. seks tusinde kr. for et værelse, og ifølge Pia, hvis jeg
husker rigtigt, ville det koste ca. fire tusinde kr. for os alle at komme ind
og få en tår eftermiddagskaffe og så skulle beklædningen for herrer være
jakkesæt. Da vi havde glemt jakkesættet i Danmark, måtte vi desværre undvære
den udsøgte fornøjelse.
Vi fortsatte så til fods til den nærliggende Midinat
Souk
, som er et traditionelt marked med dagligvarer og turist prægede souvenirs.
Vi købte dog en meget farvestrålende køleskabs magnet.
Da frokosten nærmede sig, gik vi ned til det kanalområde som passerede forbi
Souken, og hvor det var muligt at få et bord med udsigt til både vand og Bur Al
Arab. Her fik vi minsandten et par ganske velvoksne hakkebøffer, (burgere) samt
et stort velskænket glas fadøl, som til vor overraskelse ikke var alkoholfrit.
Mens vi spiste, tøffede, eller rettere gled, der nogle mindre turistbåde helt
lydløst forbi os, de måtte vist være eldrevne. Efter at have indtaget frokosten
ville det jo være rart med en bådtur på kanalerne og til Bur Al Arab, men
ventetiden var en lille time, og da vi havde en aftale om et aftenmåltid på
Dubai Creek med Radissons båd, valgte vi at tage en taxa til vort hotel, og lidt
afslapning på altanen med den gode udsigt.
Klokken 18:30 uden tillægs minutter, mødtes vi på tiende etage for en aperitif
inden afgang til Radissons
Dhow
.
Efter en spadseretur langs nogle ret skumle kajanlæg med nogle meget store og
dyre lystbåde, nåede vi til Dhowen som var rammen om vort aftenmåltid. Først en
aperitif, som var friskpresset appelsin saft, derefter endnu en aperitif, men
denne gang i form af et større fyrværkeri på Creeken, som nok kunne gøre en
dansk fyrværker lidt misundelig, og så til buffeten, med alskens ting og sager
i store mængder.
Ganske veltilberedt og absolut spiseligt, og vinen drikkelig, alt i mens med
akkompagnement af en traditionel arabisk musiker. Den underholdning var vist
ikke lige Kurts kop tea, og jeg kunne såmænd også godt have undværet det. Som
dessert forgreb jeg mig på noget grønt stof, som til forveksling kunne minde
noget om fromage eller budding, og smagte rigtig godt og garanteret helt uden
kalorier. Det var ifølge tjeneren pistacie som gav det grønne
udseende og smagen. Jeg kom vist til at gå tre gange, men ikke som den eneste,
nå….
For øvrigt så jeg forleden på Facebook, hvad den lidt frie fortolkning af hvad
kalorier er. Det er nogle ganske små væsener som bor i dit klædeskab og som
hver nat syr dit tøj en lille smule ind…!
Tilbage på skibet, som jo mens vi dinerede, naturligvis også bevægede sig op og
ned af Dubai Creek, og med kaptajnen i fuld vigør. Der er vist nok at se til
med det store antal både på vandet. En god tur med udsigt til husene belyst i
mange farver samt underholdning på kajerne, og talrige festligt udsmykkede
både.
Efter hjemkomsten til Radisson gik vi i jazz baren på tiende sal, og fik en
godnat drink, mens en sheik flirtede med et par damer fra den vist nok, lette
brigade som ellers ikke findes i et arabisk land.
Tredje dag, godnat.
Næste dag efter den lækre morgen komplet, gik turen med taxa kl. 10:10 mod Jumeirah
Beach. Også her er det muligt at vælge mellem offentlig eller betalingsstrand.
Pia valgte at betale og faciliteterne var som på Manzar Beach Park. Stranden er
finere i sandet men manglede de dekorative palmer synes jeg nok. Atter engang i
hav bad, det er sgu underligt at bade i januar måned..!
Som tidligere nævnt kan tørsten nemt melde sig når man færdes på stranden og i
det salte vand, så Kurt og jeg sneg os op til kiosken for at købe lidt øl,
denne gang på flaske, som Kurt kæmpede lidt med for at få vredet kapslen af. Tilbage
til pigerne, jeg via toilettet, og kom så for at få mit kolde øl. Bunden i
vejret på flasken, og ups, hvad fanden er nu det, det smagte noget
ejendommeligt, og de andre tre grinede nu som en flækket træsko, et kig på
flaskens etiket opklarede dog mysteriet med den manglende øl smag. Det var jordbær øl, du fredsens. Kunne nu
godt tænke mig at vide, om det var en smag der var tilsat, eller øllet rent
faktisk var fremstillet af jordbær. Jeg kommer nu nok til at høre lidt for det
indkøb, et godt stykke tid fremover, men bestemt et indslag vi nødig ville have
været foruden, tror jeg da.
Efter at have fået brunet sværen nogle timer, forlod vi vand, strand og jordbær
øl, for at vende tilbage til Radisson, hvor vi næsten vanen tro listede til
baren ved poolen for at få et glas øl uden frugtsmag og en let anretning.
Bad og omklædning, samt lidt afslapning, blandt andet med udsigten fra vor
altan udover Dubai Creek, det senarie er utroligt betagende.
En tur på tiende etage for en aperitif inden vor afgang med en bestilt taxa til
Mall of the
Emirates
for at opleve endnu et indkøbscenter i mega størrelse, vist
nogenlunde i samme størrelse som Dubai Mall. Centeret har vist nok verdens
eneste indendørs ski anlæg med flere pister. Hvad en piste er skal jeg ikke
have rodet mig ud i at forklare, og kunne heller ikke finde en entydig
forklaring med relation til skisport på nettet. Hvorimod begrebet bruges i
forbindelse med fægtning, om de to sportsgrene har nogle fælles træk, skal jeg
lade være usagt. Man fægter måske lidt med ski stavene, eller………………!
Nå, tilbage på sporet og Mall’en, hvor Kurt var på jagt efter et Canon kamera,
men ikke fandt noget som væsentligt kunne konkurrere med danske priser. Jeg
tror derimod nok at Pia fandt en del undervejs, det shopping gen ligger
sjældent i dvale.
Inden hjem transporten måtte vi lige have stillet den værste sult på den
franske restaurant, med levende underholdning og døde duer på altanen, som Pia
observerede under en smøgpause. Så vi bestilte ikke stegte duer, men en slags
bøf uden bløde løg blev fortæret, alt imens vi så en gammel fransk film på en
fladskærm placeret over pianisten og sangerinden, som sang temmelig højt og ind
i mellem også en anelse falsk. Taxa mod hotellet, og i seng uden en bar tur, da
vi skulle op og handle i Goldsouken næste morgen.
Godnat til den fjerde dag.
Atter til det velassorterede morgenbord, det savner jeg virkelig også efter vi
er kommet hjem, og så med vandtaxa og en spadseretur til Goldsouken, hvor der
virkelig var dømt indkøb. Da Pia og Kurt var i Dubai sidste år, havde de besøgt
en forretning som de var vældig tilfredse med, den søgte og fandt de igen i år.
Så var det bare i gang med prutteriet. Vi
købte en mindre klump guld til mig, ørestikker til Aase og alle pigerne
derhjemme, ja det lyder nemt, men alt i alt tog det faktisk mere end 2 timer at
nå frem til nogle acceptable priser, dog først efter flere besøg i
forretningen.
Det er altså ret morsomt med den måde at handle på. Først taster handelsmanden
en pris ind på sin middelstore regnemaskine, og når man så vender det hvide ud
øjnene, bliver prisen næsten halveret, og nu gælder det så om at have is i
maven, tilbyd halvdelen, eller lidt mere, af den nu fremkomne pris, nu bliver prisen
justeret, måske 5-10% ned, hold nu fast i den halve pris et par gange, mens der
justeres ned med de 5-10%. Men så går den heller ikke længere, byd nu lidt
under det du virkelig vil give, og så reguleres prisen af handelsmanden til et
acceptabelt niveau. Virkelig underholdende, og husk lige, nu skal varen altså
købes, ikke noget med at springe fra handlen, det tages meget ilde op…!
Jeg har vist nævnt tidligere at Pia er en ørn til det spil, og hun fik vist
også kappet over en tredje del af prisen på en virkelig elegant guldring med
sorte diamanter. Jeg ved ikke hvad vi samlet handlede for den dag, men det var
ikke små skillinger, og som Kurt sagde til de fire i forretningen, nu kan i
godt lukke for i dag, omsætningen er nået. Det morede de sig virkelig over, så
han har sgu nok ramt plet.
For øvrigt er det flinke folk at handle med, med masser af humor, og god tid,
og i ventetiden udskænkede de gerne vand eller juice på dåse. Den førnævnte
ring til Pia, skulle tilpasses, og guldsmeden som residerede i et baglokale,
tog sig straks af opgaven og på mindre end ½ time var ringen klar.
Så var det hjem til poolen og det traditionelle glas øl. Så et kort besøg på
tiende etage for et par canapies, for derefter at køre til Dubai Mall for at
handle det sidste. Vore indkøb begrænsede Aase og jeg til et par Hugo Boss
T-shirts til Kenny og Henrik, og det er så lidt at en modificeret sandhed, for
den til Kenny blev faktisk købt første gang vi var i Dubai Mall. Jeg tror Pia
lod shopping genet tage over endnu engang, men hun har jo også mange at købe
til. Atter til Radisson og denne gang for at pakke det meste i kufferten, da
det desværre den følgende morgen var tid til at rejse mod køligere himmelstrøg.
Efter at Aase næsten havde pakket kufferten, gik vi atter en tur på tiende
etage for en lille aperitif inden aftensmaden, som blev indtaget på Radissons
grill restaurant.
Lad det være sagt med det samme, det var ingen ubetinget succes, for det første
tog det temmelig lang tid inden der kom gang i severingen, og for det andet var
kødet næsten uspiselig på grund af sener, hvilket enhver kunne se da
tallerknerne blev båret ud. De får ikke en Michelin stjerne lige med det
første.
Efter denne langt fra kulinariske oplevelse, henvendte Pia sig i receptionen
for af aftale vækning næste dags morgen kl. 04:00 samt morgenbords servering på
værelset.
Så godnat frue, fem hele dage er gået.
Herre Jemini, klokken er kun 03:45, da jeg vågner, det er sgu alt for tidligt
at stå op, men kl. 04:00 ringer receptionen, så op lille Hans. Så i bad, under
badet ankommer morgenbordet, den klarer Aase, så er alt parat til dagens første
og ugens sidste morgenkomplet.
Kl. 05:30 venter bussen, næ, næ, det gør den ikke, for det er ikke charter ferie
folkens, derimod venter der en velvoksen Mercedes, hvor dørmændene læsser alle
kufferterne om bord. Så efter at Pia har afregnet med Hotel Radisson er der
afgang til lufthavnen, som er enorm. Men informations skærmene er velanbragt og
der er ingen tvivl om hvor vi skal hen.
Hen i køen til Emiraternes skranke, og mens vi venter, bemærker vi en
herre med nærmest overlæs på bagage vognen, 3 store kufferter, et 46” Sony
fladskærms tv, en mikrobølgeovn, samt en gigantisk køkken maskine. Guderne må vide hvor han skal hen med alt
det, da maskinen jo flyver direkte til København, men han skal muligvis fortsætte
til Pakistan.
Da det blev vores tur til check-in, gik Pia i kødet på den nydelige herre ved
skranken og forklarede at vi gerne ville have plads ved vinduet med kun 2
sæder, det kunne vi selvfølgelig ikke få, da det også denne gang var en Boeing
777 hvor der er 3 sæder ved vinduet, men så kunne de formastelige på det 3.
sæde vel flyttes.? Efter en intens palaver og den nydelige herre havde fået
sved på panden, måtte Pia give op, for flyet var overbooket og der var ingen
ledige pladser, men jeg tror faktisk han gjorde hvad han kunne for at
efterkomme Pias krav.
Da der var 1½ time til afgang, måtte vi jo finde et sted at sætte os for en kop
kaffe, så vi gik, og gik, det var den længste fodtur på denne ferie, inden vi
fandt et toilet og en kaffebar. Efter kaffen fandt vi gaten til flyet, og blev
vist ud i en bus. Så ad sted tilbage hvor vi kom fra, nu bare i bus, og efter
et lille kvarter fandt chaufføren åbenbart et fly som havde København som
destination.
Ind og find pladserne, 3. sædet var optaget hos Pia og Kurt, med en noget
skummelt udseende mands person, og hos
os en svensker med et hav af bærbart computer udstyr som fyldte al plads i det
øverste bagagerum. Med en halv times forsinkelse kom vi i luften. Så blev der
serveret morgenmad, og senere et måltid bestående af lam eller kylling. Under
vor tur mod nord, bemærkede vi nogle kondensstriber som formodentlig var fra et
jagerfly som eskorterede os i et par timer, mens vi fløj over Iran og Irak.
Så var det tid til Champagne, og Pia bestilte en flaske til hver, de små altså,
som stewardessen leverede tillige med rigtige glas. Champagne er altså godt,
man burde aldrig drikke andet…!
Til en flyvetur som varer 6½ time er en enkelt flaske jo ikke meget, som vi
bestilte en runde mere, og stewardessen spurgte om vi fejrede noget særligt, ja
bestemt sagde Pia, og fortalte at vi havde mødt hinanden for næsten 40 år siden
på en ferie og havde holdt venskabet ved lige. Det synes stewardessen vist
virkelig var noget særligt…!
Hvad Pia ikke fortalte var omstændighederne omkring vort første møde, og som
måske ikke burde røbes her, men alligevel slipper jeg dem løs. Under bus
transporten fra lufthavnen i Alicante med destination La Manga, blev der som
vanligt orienteret lidt om praktiske forhold i forbindelse med opholdet på
hotellet, og det blev blandt andet nævnt at der blev skiftet håndklæder hver
tirsdag og lørdag. Da vi jo ankom en søndag, tror jeg at tanken om at vi skulle
anvende brugte håndklæder i et par dage, rundede de fleste i bussen som værende
temmelig uhygiejnisk, men kun Pia spurgte, om vi så skulle anvende de tidligere
gæsters håndklæder til på tirsdag. Guiden kunne dog afkræfte vore værste
anelser. Nye håndklæder til nye gæster sagde han.
Men Pia havde dog markeret sig her, med et spørgsmål som vi alle brændte inde
med. En af de første aftener fandt vi så sammen i forbindelse med måltidet, og
nogle dage senere ville vi så på Pia og Kurts altan spise et let måltid for os
selv. Jeg kan ikke huske hvad det var vi skulle forberede, men Kurt og Aase var
ved at hente et eller andet i baren, og jeg ville sætte en pande på komfuret,
hvor der også stod en gryde og snurrede med Pias undertøj. Pia råbte så fra
altanen. Finn, du kan bare tage mine trusser af hvis du ikke kan komme til.
Da restauranten lå lige nedenfor altanen, tror jeg at, i hvert fald de danske
gæster, må have moret sig gevaldigt. Også Aase og Kurt havde hørt det særlige
tilbud på vej op ad trapperne. Jeg tror grundstenen til det gode og afslappede forhold
blev lagt der.!
Tilbage til nutiden og flyet til Danmark, hvor tiden godt kan føles lidt lang,
når man nu skal hjem ad. Lidt poker på skærmen og et kig udover Sortehavet samt
et kort blund, hjælper lidt, samt at observere at vor svenske tredje mand nu
forsøgte at slæbe alt computerudstyret ned på skødet for at opdage at der ikke
var strøm til det hele, og han faktisk ikke anede hvad han skulle bruge det
til, men selvfølgelig fik han vist det frem og retfærdiggjort at han havde
fyldt bagage boksen med skrammel. Klaphat.

Så nåede vi CPH i god behold, og nærmede os langsomt bagage båndet. Intet
hastværk, og da en halv time var gået, og der endnu ikke tegn på at bagagen var
undervejs gik Pia til Novias
information, for at vække dem. Åbenbart lykkedes det næsten, for efter yderlige
en lille halv time begyndte bagagen at dukke frem.
Så rullede vi ud gennem tolden, med næsten ren samvittighed, for at finde transportmuligheder
til Fløng og Næstved. Audi limousinen ventede med chaufføren, og kort efter
dukkede Henrik og Maria op med Toyotaen. Vi siger farvel og tak for
invitationen og det det hyggelige samvær til Pia og Kurt, og håber at
lejligheden atter byder sig i form af endnu en udflugt til Dubai. Vi fik vist
ikke set det hele…..!!!
Med Henrik som chauffør gik det så mod Næstved, mange tak for hjælpen Henrik.

Ingen billeder vil nogen måske spørge, jo da, her kommer linket…
Billeder fra Dubai januar 2012.

PS. Jeg har vist i forbindelse med min omtale, til nogen, af størrelsen, på
Dubai Mall og Mall of Emerirates, kommet til at overdrive lidt, men her er
næsten det korrekte forhold, tror jeg nok..
De to nævnte varehuse er ca. 6 gange større end City 2 eller Fields, og ca.10
gange større end Næstved Storcenter. Jeg må sige, de synes at være betydeligt
større, men ikke ifølge kvadratmeterne.