Mandag den 13. Ja man skulle næsten tro jeg gik på arbejde,
en lidt dårlig dag, ondt i tænderne, med deraf følgende humør.
Har forsøgt at arbejde lidt med et Youtube indlæg fra Henrik og min MC sæson i
2011, men intet synes at fungere efter hensigten, i hvert ikke efter min. Jeg
må gi’ den en tand til.
Nå, måtte så krybe til korset i dag, efter en nat med massiv tandpine, og
kontakte tandlægen, som selvfølgelig har fri i denne uge, begge to endda. Hmm…
de får ikke den af mig årlige uddelte venskabspris, den pris får vente til en
mere innovativ kandidat dukker frem af tågerne, men på den anden side burde de
måske netop have den, for prisen var en gratis svømmetur til Polen.
Efter aftale med klinikken fik jeg så lige det øvrige personale til at
undersøge problemet, og efter et fint fotografi af de implicerede, altså
tænderne, blev det anbefalet at få en rodbehandling.
Da klinikken har et samarbejde med andre tandlæger i området, forsøgte de at få
mig puttet ind som akut patient hos en af samarbejdspartnerne. De synes dog
ikke videre samarbejdsvillige, og en ”akuttid” om et par dage var bedste
tilbud. Hvad fanden kan det bruges til når tandpinen plager dag og nat…?
Så jeg venter til den kommende mandag, håber jeg…..!
For at gøre dagen komplet, fik jeg så meddelelse om at det Bike blad jeg
abonnerer på var det sidste, da det ikke længere er rentabelt at udsende i
Danmark. Hvad sker der lige, er motorcykel kulturen ved at synge på sidste vers
i Danmark. Aarrgghh, jeg har lige betalt for et år, men det påstås at pengene
vil blive godtgjort. Det vil jeg jo nu godt se, før jeg bryder ud i
tilfredsheds ytringer.
Har dog taget det skridt at abonnere på et nyt blad, Touring Nyt, http://www.mctc.dk/ som kun koster det halve.
Har også modtaget 2 poser Trinatriumfosfat, så det kan altså stadig købes, bare
ikke i Matas, fra en leverandør af produkter til vinfremstilling. Så nu er der
til godt et års tid…!
Trods tandpinen samt fugtigt og lidt blæsende vejr, nåede Peter og jeg
alligevel en rundtur på vore foretrukne stier, selvom der var herre glat nogle
steder. Nok er sneen næsten forsvundet, men der ligger sgu stadig is
nedenunder. Heldigvis slap vi for at glide på r.. og albuer, og var var heller
ingen cykel stunts denne gang.
Vi bemærkede at det nye snoede å løb for Rønnebækken var meget snavset, men det
må formodentlig tilskrives at å løbet er ganske nyt, ellers får de med alle de
gode hensigter et problem med den fiske yngel som er tænkt udsat.
Minsandten, her på en lørdag kommer bladet Touring Nyt med posten inklusive en
MC guide for indeværende år. Det var hurtig levering. Også en hurtig gennemgang viser, at bladet
nok er mere for gade motorcyklister end Bike magasinet, som jo fokuserede en
del på banerace. Måske er det en forklaring på at oplaget ikke kunne holdes på
det rentable niveau.!
Nu har jeg så også nået at læse de fleste af de skrevne artikler i Touring Nyt,
og det er faktisk ikke så ringe endda, og som vist mere har rettet fokus på det
sociale element i kørsel på motorcykler.
Jeg så et eller andet sted på nettet, at man kan karteristikkere kørsel på
motorcykel som følger.: En bil flytter din krop, en MC flytter din sjæl.
Jeg kan vist godt mærke at motorcykel sæsonen nærmer sig, og i morgen skal jeg
til tandlæge. Min begejstring kan nemt måles ved at stikke fingeren i en spand
vand og så målet hullets størrelse bagefter.
Nedenstående er en kopi af det af Touring Nyt’s fremsendte klistermærke. Jeg ved ikke rigtig om de mener man har en ordentlig bjørn på når man kører på MC.