Atter
blev det den 1. maj, men uden røde faner, protestmarcher og demokratiske
håndbajere, i hvert fald for Henrik og undertegnede. Vi valgte en tur til Avnø
via Svinø, for lige at starte MC sæsonen op hvor vi sluttede sidste år. Pelikanen var så sandelig også på spil i dag,
så det var noget af en kraftanstrengelse at holde ”cyklen” lodret på vejen mod
Vordingborg.
Vi stoppede så ved renden
til Dybsø, for at se lidt på lystfiskernes forsøg på at fange hornfisk, men de
var uden det store held mens vi var der. Sådan en friskfanget økologisk og
grøn, indvendig i hvert fald, hornfisk er ellers ikke at kimse af, kan skam
også spises røget og minder så lidt om ål, især hvis man får en snaps til..!

Videre mod Avnø og Naturcentret, som havde besøg af en skoleklasse, hvilket
nemt kunne høres over det meste af området. Ingen taler eller lytter i dag,
alle råber.
Vi hældte lige lidt væske indenbords inden vi vovede os op i tårnet, og kunne
også denne gang se Pylonerne til Storebæltsbroen i kikkerten.Vi kiggede lige indenfor i kontroltårnet
hvor der heldigvis var vindstille. Udsigten er fremragende heroppe.
Så ned til MC’erne igen, som nu nærmest var sandblæst. Der var ikke det sted
der ikke var sand. I styrhjælmen, på sædet og i alle kroge og sprækker. Der er
skam ellers temmelig langt til strandkanten, og masser af vådområder som burde
kunne holde på sandet…!
Så tilbage mod Næstved, samme vej som tidligere, og få tanken fyldt, benzintanken
altså, og hjem og nyde en enkelt pilsner i sol og læsiden.
Sidst på eftermiddagen ringede Henrik og nævnte lige at de vist var en god idé
at se lidt på kværnen og eventuelt rense den for sand. Det må siges at der
virkelig var grus i maskineriet. Jeg pustede, børstede og tørrede med klude
overalt, og kæden kommer jeg vist til at give en gang kæderens.
Nogle få billeder blev det også til. Fotograferne er Aase, Henrik og mig selv.