Som nævnt andetsteds på bloggen, blev vi atter overfaldet af
en pelikan på en fredag. Men jeg trodsede den nævenyttige fugl, og sneg mig op
på ryggen af Sværdet og skar mig mod Enø. Det er altså en lidt begrænset fornøjelse
når man nærmest må klamre sig til styret og klemme lårene mod tanken for ikke
at blæse af, selvom hastigheden er under den tilladte. Når jeg så stadig er lidt
stiv i lejerne, på grund af de få kørte kilometer, føles det næsten som var det
første gang jeg sad på ryggen af en motorcykel.
Enø nåede jeg dog, og endte som ofte, ude for enden af p-pladsen. Mærkværdigvis
var vinden ikke så fremherskende her, så jeg holdt en kort pause for at
forevige en lille del af kysten.
Tilbage og forbi Kählers Outlet,. Jeg har haft det lidt vaskeligt med at fatte
hvorfor alle forretninger i dag kaldes outlets, hvad er
forskellen på en almindelig biks og førnævnte…?. Jo ser du, som altid bør man spørge
det moderne orakel, nemlig Internettet, og her får man så den oprindelige idé
med navnet oplyst. Nemlig at det er og bør være forretninger der sælger varer i
en kvalitet der er ringere og billigere, det vil sige 2. sortering etc. end de oprindelige
mærke vare butikker, og som skal have en vis afstand fra disse. Så må den ged
være barberet.!
Retur via molen, og lystfiskerne uden fangst, til Figenvej via Bistrup og
Fodby, og ad vest og øst ringvejen. En kort tur på 42 km som jeg ofte har
taget, men på cykel uden hjælpemotor…