Der
skal nogen god vilje til at kalde denne mandag for en sommerdag, synes jeg nok.
Selvom det er lunt efter danske forhold, småregner det, så Aase fik lige et
lift til motionslokalerne.
Så købte jeg en gave til John, som bliver 70 år i morgen, og forventer selv at
levere den samme dag. Det er dog underligt som vennerne går og bli’r gamle, men
selvfølgelig er det jo godt nok, for det meste.
Sikke en tirsdag, blæsende, køligt og grå himmel, nå ja, det er bare dansk
sommer. Gæstede lige John for at ønske tillykke med dagen. Festivasen skal dog
først holdes på lørdag, hvor han vist får en fødselsdagsgave som jeg ikke tror
han har forventet. Jeg røber nok ikke for meget på nuværende tidspunkt, når jeg
siger at han får en motorcykel, altså en rigtig kværn, kort sagt en Suzuki.!
For en menneskealder siden havde han en NSU MAX som var, synes jeg, uhyre flot
og velkørende.
Pelikanen har overtaget onsdagen, så atter kan det danske sommer vejr genkendes.
Elefantgræsset uden for vinduet blafrer noget, og er også vokset en meters
penge i de sidste 14 dage.
Så var jeg chauffør for Kenny, som skulle konsultere lægefabrikkens
laboratorium for en blodprøve, da han tilsyneladende har tilranet sig en
generende virus. Efter at det var overstået insisterede han på at indtage en
chokoladebolle til eftermiddagskaffen, så vi frekventerede lige bageren i Sct.
Jørgens Park, inden Figenvej.
Ved ankomsten til Hvedevænget blev en kontrol af PGO’ens start muligheder foretaget,
og batteriet kunne knapt nok få displayet til at lyse. Kiksstarteren kunne dog
bringe liv i dyret. Jeg tog batteriet med hjem til en lynopladning, og ca. en ½
time senere kørte jeg retur på Mc’en, med de igen aktive celler. Se det hjalp
skam betydeligt på start villigheden.
En torsdag hvor jeg havde overvejelser omkring en cykeltur, i det lidt kølige
og blæsende sommervejr. Det blev dog ved overvejelserne, heldigvis, da Kenny
kunne bruge et transportmiddel midt på formiddagen.
Så har jeg bestilt tid til et eftersyn på bilen, samt en kontrol af
udstødningen, som efterhånden lyder som en gammel fiskerkutter under start og
landing. Det er godt nok noget tidligt på dagen, 07:30 er ikke pensionist tid,
men Peter har sagt ja til at assistere ved hen og hjem transport.
En tur på haveaffaldspladsen, sjovt nok med haveaffald, samt en tur i butikken
om formiddagen for at købe nogle model motorcykler, derefter en støvsugning og
rengøring af kareten, og så er den ”arbejdsdag” tilendebragt, og olympiade
deltagelsen venter i løbet af aftenen. Har endnu ikke bestemt mig for hvad jeg
skal deltage i. Måske i 200 meter og 800 meter finalen for mænd, det varer jo
normalt ikke særlig længe, så min sofa kondi rækker nok lige….!
Fredagen var eller sat af til en cykeltur, men vejrudsigten fra i går holdt
ikke helt stik, så pelikanen baskede en del med vingerne, og solen var
fraværende for det meste, og jeg var vist ikke motiveret nok. Så en bilvask
blev erstatningen, med deraf følgende rudepudsning samt lidt voks og polering af
lak og lister.
Aase kastede sig også med ildhu over rudepudsning, men det gik nu over husets
vinduer.
Da pudsningen blev lidt for meget, sneg jeg mig over til genboen for at ønske
Anette tillykke med fødselsdagen, så gi’r hun nok en lille en, og det gjorde
hun sgu.
Lørdagen starter med fint solskin, selvfølgelig gør den det, det er jo Marias
fødselsdag, og vi forventer at aflægge et besøg på Musvågevej omkring frokost.
Tager nok cyklen dertil, således at snapsen ikke skal stå og kede sig.
Alle tiders fødselsdag, et par dejlige piger, godt smørrebrød med øl og snaps,
is, flæskesvær og rosevin ad libitum, og så kunne vi sidde udenfor, og se
kaninerne i fri dressur. Hvad mere kan der forlanges…?
Søndag formiddag, lokkede til lidt cykling, da vejret var rimeligt, og om
aftenen blev Suzukien aktiveret. Hvis ikke jeg i løbet af den kommende mandag
lider yderligere af fremskreden alderdomssvækkelse, vil jeg forsøge at digte et
par historier i relation til de to ture.
Så er der lidt forklaring til billederne, som ofte kan være lidt vanskelige at
få placeret i den ønskede rækkefølge.
Maria pakker ud, Mia & kaninen Leo, kaffe med mere i haven, og fødselsdagsbarnet
kort før byturen.