Rundt
på Enø, er bedre en rundt på gulvet, så Kenny og jeg rullede til Enø i lørdags,
i bil altså, og parkerede på p-pladsen lige efter Græshoppen.
Hensigten var at går en tur på klinten langs stranden til p-pladsen for enden
af Enø, for derefter at gå af den asfalterede vej tilbage til bilen.
Udover at det er en rigtig god spadseretur, godt 6 km, er der samtidig lidt
nostalgi i den udflugt.
For nogle år siden, omkring 20 år tror jeg, var Kenny og jeg kørt en tur mens
Aase lavede mad.
Vi endte i Karrebæksminde ved kiosken, som jo stadig ligger der, hvor der
blandt andet solgtes velsmagende sprøde ristede pølser.
Mener at kunne huske, at vi konsumerede enten 3 ristede pølser eller
forårsruller, hver altså, samt en is til dessert. Jeg behøver vist ikke at nævne, at vi til
Aases fortrydelse ikke havde den store appetit til aftensmaden.
Andre hændelser går noget længere tilbage.
Min morfar og mormor, havde dengang, sidst i fyrrene og først i halvtredserne,
et sommerhus på Enø, strengt taget på den lokalitet hedder det Lungshave, som
var samlingspunkt for en stor del af familien det meste af sommeren.
Nu skal de oplevelser ikke remses op, men vil blot nævne at den gang var der en
større mose, som krævede stor opmærksomhed når man færdedes i området, samt at
det altid var varmt og solrigt om sommeren, modsat i dag.
På vor vandring mødte vi også Søren på MTB, samt konstaterede det store sorte
hus som en overgang var beboet af Dorthe Kollo, stadig
ligger der. Ejeren i dag er vist Hans ”Enø” Vi omtaler ikke verandasagen med et
eneste ord.
Så passerede vi en plads hvor vi har tilbragt en del timer om sommeren, ikke
mindst Kenny, som jeg mener var ca. 2 måneder gammel, da han var der første
gang. Huset som indtil for nogle få år siden var kendt som ”Svends Møblers” sommerhus,
er nu erstattet af en sand arkitekttegnet misforståelse.
Ad stierne og op på klinten som vist nok på sit højeste sted er ca. 28 m over
vandoverfladen, i hvert fald hvis man skal tro på GPS’en i iPhonen.
I dag var en af de dage hvor man virkelig skulle betræde stien langs klinten
med megen forsigtighed, da stien nogle steder efterhånden er meget tæt på
kanten og også med store revner. Selvom det blæste i dag, var det ikke noget i forhold
til i går, så det var tydeligt på det noget grumsede havvand, at der må være
skyllet store sand og jordmasser ud, inden for det sidste døgns tid.
På parkeringspladen holdte vi en kort pause, og forsatte så ad den asfalterede
vej. Undervejs plukkede Kenny nogle få sveskeblommer ned, som var tilpas modne.
Når vejen følges, kommer vi også forbi Fjordhusene, som de hedder nu, i
daglig tale negerhytterne, men det er jo ikke politisk korrekt, så det taler vi
ikke mere om.
I komplekset var der indtil for kort tid siden også en Kähler Outlet, men den
ser ud til at være lukket.
Efter af ha’ vandret de godt seks km, og drøftet alverdens fortrædeligheder, nydt
den friske luft og det oprørte Smålandsfarvand, nåede vi vort transportmiddel,
og rullede hjemad.
Billederne burde vise: Udsigt over
Smålandshavet, Kenny på kanten, og Aases pletskud af den arkitektoniske rædsel.
 |
 |
 |
