Jeg
har gjort det på en fredag, og efter næsten 3 ugers delvis ufrivillig pause,
fra cyklingen, blev jernrammen pumpet, dækkene altså, og så mod Fodsporet.
Selvom jeg ganske udmærket kan huske hvor
sporet ligger, bliver det sgu efterhånden noget vanskelig at nå frem til startområdet,
ad den sædvanlige vej.
Først spærrede vejarbejdet på mit hadeobjekt nummer 1, for højre side af
cykelstien på ringvejen, og nu er venstre side også spærret. Så man bliver ledt
bagom og ind på Pilegårdsvej, elendig vej, og så ud igen på cykelstien via en
meget snæver passage. Den omvej tror jeg da heller ikke skole børnene synes
særlig godt om.!
Da det heller ikke bare var til at kommer over ringvejen for at bruge tunellen,
jeg kunne selvfølgelig vente ved lyskrydset, men valgte at køre mod Herlufsholm
på cykelstien i venstre side, for så at krydse over ved Shell tanken, men for
satan, sikke en trafik, det lykkes dog anden gang at slippe over, første gang
tabte jeg pumpen midt på vejen, og måtte så tilbage.
Så på sporet, og mod Sandved. Der er
umiskendelige tegn på at det har regnet en del i den sidste tid, selve sporet
er mange stedet godt sjasket, og med mange blade og grene. Grøfterne er også
godt fyldte, og mange steder på markerne er der store vådområder.
Kort før udkørslen mod Slagelsevej, var der et geni i gang med at grave nogle 10-15
cm dybe render tværs over cykelstien uden dog at have gidet sætte et advarselsskilt
op, så bremserne blev lige blokeret inden en undvigelses manøvre via græsset.
I dag var det hundetossernes dag. Tror bestemt at jeg mødte en 12-14 stykker,
alle med mindst en hund uden snor, ingen kan jo nøjes med en enkelt hund mere.
Et par kilometer før Hyllinge på vej ud, mødte jeg ”veninden” i det ”normale”
antræk, rød overdel, og sorte løbebukser, og løbende minsandten.
Kort efter mødte jeg også et par rådyr som krydsede Fodsporet i god fart små 50
meter foran mig, er da glad for at de hoppede over inden jeg passerede. Tænk at
få 25 kg dyr lige i masken…uha…
Fasanerne skræppede og viste sig i et større antal end sædvanligvis. Endestation
Sandved, selvom jeg overvejede Dalmose.
Højst bemærkelsesværdigt var der ingen biler og eller personer foran Købmandsgården,
det er vist første gang jeg har set det, men det varede også kun 15-20
sekunder, men nåede lige at få taget et billede af den tomme plads.!
Efter en kort pause og en bar, uden cola, vi har ingen små colaer lige pt., så
det blev med poste vand som supplement, vendte jeg næsen mod Næstved.
Nu er det jo tilladt at ride på visse strækninger af sporet, og vist også at skide,
hestene altså, for i dag lå der temmelig mange pærer, som så ud til at have
været gennem et fordøjelses system, inden de blev efterladt.
Så kom en rytter ridende, det er med sikkerhed første gang jeg har mødt en
sådan på sporet, en dejlig hest og en nydelig ung dame passerede mig i græsset
med retning mod Sandved.
På Jernbanebroen var et par herrer ved at gøre noget reb klar til et eller andet
inferiørt projekt, som jeg da håber, ikke skulle gå ud over den halve snes
mindre drenge som sad på broen.
Endnu engang passerede jeg ”veninden” denne gang sammen med cykelvennen, og så
via ringvejen og omkørslen til Figenvej.
En ganske udmærket tur i temperaturer, 13-16 grader, som vist er lidt over
normalen for denne måned.
Måske en status på de kørte km kunne være ønskelig.
Kørte km i år er lig med 1394, der er stadig langt til de 2000 km som er målet,
og er også noget fra sidste års 1500 km.

Den tomme plads foran Købmandsgården.